150 års Jubilæum

FØRSTE DAG
Da sommerferien i 1942 var ved at være forbi, fik jeg en højst generende sygdom. Mine tæers underside revnede i leddene, og jeg fik dybe sår, som gjorde ondt, og som ikke ville hele. Lægen sagde, at jeg hver aften skulle sidde et kvarter med fødderne i varmt saltvand, og så skulle jeg bagefter pensle sårene med en eller anden receptpligtig spritopløsning.
Måske kan tæer sprække, fordi tæernes indehaver er aldeles forfærdeligt nervøs. For det var jeg, nu da datoen for skoleårets begyndelse nærmede sig. Det var ikke udsigten til besværligheder med gymnasiets fag, der gjorde mig nervøs. Hvad der gjorde mig skræmt hver dag og dele af hver nat var, at jeg skulle gå i klasse med piger. Det havde jeg ikke været ude for siden nogle få måneder i Grejsdal skole i 1934. Jeg havde ingen anelse om, hvordan en 15-års dreng burde omgås jævnaldrende piger. Skulle jeg give efter for min nervøsitet og være stille og indadvendt? Eller skulle jeg spille rollen som den, der kunne alle fagene på forhånd, og håbe på, at pigerne troede på det? Tre af pigerne kendte jeg, Grete, Helene og Inger-Lise, som jeg havde gået sammen med på Frederiksens latinkursus i april, maj og juni. Det var gået nogenlunde for mig dengang under latinkurset at omgås de tre piger, men nu var det ikke tre, men måske femten, måske tyve piger, jeg skulle gå i klasse med.
Jeg blev mere og mere nervøs for mødet med de nye klassekammerater, og mine sprukne tæer var kun meget langsomt på vej til at hele, så jeg måtte regne med, at jeg ville vække opsigt på Sankt Knuds gymnasium med min usikre og vaklende gangart.
Mors bekymringer havde ikke så meget at gøre med mine tæer. Hun var meget mere betænkelig ved mit udseende i al almindelighed. Jeg kunne jo ikke være bekendt at møde op på min nye skole uden at være nybarberet og velfriseret, og jeg skulle også se ordentlig ud i tøjet, og det var Mors mangeårige erfaring, at jeg var utilladeligt ligeglad med mit udseende. Hvad ville dog ikke lærerne på gymnasiet og klassekammeraterne, navnlig pigerne, tænke? De ville allesammen, lærere såvel som klassekammerater, distancere sig fra mig, og det var der ikke noget at sige til, for man kunne ikke forvente, at nogen ville have noget at gøre med en uordentlig dreng. Og det gjaldt ikke bare nu, men i al fremtid.
Fars bekymringer var ikke nær så ubærlige, og han gik også meget stille med dem. Men det var en betragtelig regning, han havde måttet betale til Toustrups boghandel i Kongensgade for skolebøger til mig. Jeg havde fået en omfangsrig bogliste fra Sankt Knuds gymnasium, og det var kun de færreste af bøgerne, som kunne købes antikvarisk. Far havde fortrinsvis heftet sig ved det store, dyre billedværk 'Kunst und Geschichte' af Luckenbach. Det skulle bruges i faget Oldtidskundskab, og det stod i Fars bogreol i en udgave fra Fars egen gymnasietid. Men billederne af de antikke kunstværker var vel de samme i ældre og nyere udgaver af Luckenbach, så mon dog ikke Fars bog kunne genbruges? I hvert fald skulle jeg spørge læreren, for hvis den godt kunne genbruges, var der sparet en betragtelig udgift.
Dagen kom, og jeg blev synet af Mor, som resigneret sendte mig afsted. Det var nemt nok at finde 1Gm’s klasseværelse, og de fleste klassekammerater var allerede kommet, og på flere af bordene og navnlig på de bageste borde stod der små skilte med Reserveret eller Optaget. Men der var gået kludder i reservationerne, og jeg kom til at sidde sammen med Brinch ved det bageste bord i vinduesrækken. Den lange glade dreng Helge Tang Koch, som jeg havde været på latinhold med, havde anbragt sig nogenlunde midt i klassen ved siden af en tyk, lyshåret dreng med mange filipenser, og lidt længere borte sad Helene og Inger-Lise sammen ved et bord bagved Grete. Længere bagude sad Casper og Kay, som jeg kunne huske som Helges klassekammerater fra Mulernes Legatskole.
Foran mig sad en spinkel lyshåret pige, som fortalte Brinch og mig, at hun hed Inge, og foran Brinch sad en mærkelig pige. Hun var høj, hun havde briller, som fik hendes blik til at virke stikkende, hun havde bøjle eller noget andet metallisk på fortænderne, og hun havde et stort og fyldigt hår. Hendes smil til Brinch og mig var så stort og bredt, at det næsten virkede som en grimasse. Hun hed Bente.
Så kom der en fedladen og uskøn lærerinde, som skulle være vores klasselærer, og hun dikterede os et skema, som ikke indebar nogen overraskelser. Det var hurtigt overstået, og så var der ikke mere på programmet på denne første skoledag. Inge fortalte Brinch og mig, at lærerinden hed fru Grauslund. Hun var trods sin fremskredne alder ret nygift, og da Inge for fire år siden var begyndt i 1. mellem, havde hun heddet frk. Moe, men efter at hun var blevet gift, havde hun fået øgenavnet Gravmoppen eller simpelthen Moppen, og hende skulle vi have i matematik, hvad Inge var meget utilfreds med, for Moppen var ikke meget bevendt som underviser.
Jeg gik hjem til Mor i en tilstand af udmattelse efter overstået spænding, og jeg kunne berolige hende med, at der ikke havde været nogen, der havde vendt sig fra mig i afsky over min ufordelagtige fremtræden. Nej, men derfor skulle jeg ikke indbilde mig, at alt var i orden. Lærerinden og klassekammeraterne havde nok bare været høflige og velopdragne.

DEN NYE SKOLEBYGNING
Ordensreglement
Sankt Knuds Gymnasiums bygning var ganske ny, den var taget i brug i 1940. Rektor anså det for at være en kær og fornem pligt at holde bygningen og dens inventar pæn og ren og at holde udgifterne til bygningens drift nede. Alle, som færdedes på skolen, skulle lære at omgås bygning og inventar med forsigtighed og at spare på lys og vand og gas. Rektor blev meget ilde tilpas, hvis hun opdagede et tomt klasseværelse med lyset brændende, og den klasse, der plejede at benytte klasseværelset, kunne være sikker på at få en alvorlig overhaling og en påmindelse om, hvor alvorligt det stod til med Danmarks forsyninger. Hun sparede tilsvarende ikke på den store og overstrømmende ros, hvis hun opdagede en mellemskoleelev, der som sidste mand forlod aulaen efter morgensang og loyalt slukkede lyset. Aulaen var udstyret med to rækker svære, firkantede piller, som bar gangene på 1. sal, og det var fristende at runde en sådan pille med en hånd på et hjørne. Det kunne hænde, at en eller anden tankeløs elev, som netop var kommet på Sankt Knuds Gymnasium fra en anden skole, gjorde sig skyldig i denne graverende regelovertrædelse. Så var Rektor der med det samme med en straffe- og formaningstale, og så fik synderen forevist den pille, hvor der sad nogle grålige fingeraftryk, som det havde vist sig umuligt at fjerne.
Jeg kom engang tilfældigvis ned i kælderregionerne. Der stod en række skabe, som blev benyttet af de rengøringsdamer, som arbejdede på skolen hver morgen. En af skabslågerne stod åben, og på dens inderside var der med tegnestifter sat et stort og tætbeskrevet papirark op. Det var Rektors rengøringsreglement, og det var særdeles detaljeret. Det beskrev ikke bare hvem der skulle gøre rent på hvilke steder. Det gav også besked om, hvilke rengøringsmidler der skulle anvendes. Der var tilmed en vikarplan, som oplyste, hvor fru A og fru B skulle gøre rent i tilfælde af fru C's fravær.

LÅG PÅ KASSEN
Oprykning
Oprykningsprøven fra 2.G til 3.G var i lige så høj grad som oprykningsprøven året forinden et sorteringsinstrument, måske med den forskel, at en dårlig oprykningsprøve fra 1.G til 2.G resulterede i, at man ikke kunne fortsætte, hvorimod en dårlig oprykningsprøve fra 2.G til 3.G kunne resultere i et tilbud om at gå en klasse om. Man kunne bare kaste et blik på klassen over vores. Her var der to omgængere, og alle var klar over, at de gik der som en følge af en særlig nåde fra lærerrådet. Måske kunne man tillade sig at dumme sig i fransk eller i historie og alligevel blive hængende. Men ikke i matematik, og det var lige netop matematik, det kneb gevaldigt med efter et år med Gravmoppens udlægning af det obligatoriske pensum i differential- og integralregning. Mange, måske de fleste i klassen, havde ikke begrebet et kuk af det. Og det var ikke stort bedre med geometrien. Her gjaldt det om at bestemme sære geometriske steder i forbindelse med parabler eller ellipser og deres tangenter, og det voldte også de fleste forfærdelige problemer.
Man vidste, at nogle fag ville udgå som eksamensfag, men det var helt utænkeligt, at matematik ville udgå. Og det ville forøvrigt dansk, fysik og kemi heller ikke.
Skjødts danske eksamensstil var der ikke nogen grund til at blive nervøs over. Men skriftlig matematik fik alle nerver til at stritte vildt. Da opgaverne blev delt rundt, viste det sig, at Gravmoppen havde fundet på at stille en ret banal opgave i differentialregning.

Denne opgave viste sig hurtigt at være pærelet og i hvert fald meget kort, når bare man havde begrebet metoderne til maximum-minimums-bestemmelse. Men det var jo desværre hvad de fleste ikke havde, så håbløsheden bredte sig. Det blev ikke bedre af, at Casper bagefter oplyste, at han måtte have misforstået noget, for han havde forestillet sig, at de fire kvadrater, der var fjernet fra den oprindelige plade, skulle benyttes til at lave et låg af. Flere andre havde også forstået, at den kasse, der skulle komme ud af pladen, skulle have låg. Og så var det straks en helt anden opgave, for så skulle der jo fjernes tilstrækkelig meget til, at der kunne blive materiale til et låg. Og måtte der så forøvrigt blive noget tilovers?
Efterhånden begreb Casper og flere andre, at kassen ikke skulle have låg, og at man altså skulle betragte de fjernede kvadrater som affald. Men kunne Gravmoppen da ikke have sørget for at formulere opgaven, så den ikke kunne misforstås? Bare to små ord ville have hjulpet: -- resten af pladen formes til en kasse uden låg. Eller endnu bedre : Fra pladens hjørner fjerner man fire lige store kvadrater. De fjernede kvadrater kasseres, og resten af pladen formes til en kasse uden låg.
Harmen over Gravmoppen og hendes sløje undervisning var udtalt, og der fremkom nogle planer om at gå til Rektor med besværinger over den misforståelige opgavetekst. Men den ide blev hurtigt opgivet, alle var klar over, at det ville man ikke få noget ud af. Casper forudså, at hvis man spurgte Rektor om der ikke skulle være låg på en kasse, ville hun svare, at selvfølgelig skulle der det. Ellers ville madpapir og andre uhumskheder fra skolegårdens skidtkasser ligge og flyde overalt.
Nu kunne så de matematiksvage klassekammerater fyre gevaldigt op under deres nervøsitet. Med et jammerligt resultat i skriftlig matematik var oprykningen til 3.G blevet endnu mere tvivlsom end hidtil. Og eksamenstiden var først lige begyndt. Det var ikke så nemt at få lagt låg på bekymringerne.
Som oprykningsprøvens mundtlige del skred frem, blev de bekymrede endnu mere bekymrede. I kemi handlede det om organisk kemi, og for mange kneb det gevaldigt med at hitte ud de mange C’er, H’er og O’er. Og i matematik var det jo igen differentialregning og integralregning og sågar logaritme- og eksponentialfunktioner, der var eksamensstof. Der var efterhånden slet ikke så få, der var i farezonen, og vi, der kunne regne med at være uden for fare, diskuterede ivrigt, hvilken afgørelse lærerrådet måtte formodes at komme til, og vi var nogenlunde enige om, at Kay måtte forlade gymnasiet, og at Barkholt, der i modsætning til Kay havde været flittig hele året, nok ville få endnu en chance ved at gå IIG om. Det ville altsammen blive afsløret ved dimissionen.
Men forinden ville vi holde en større sammenkomst. Den startede hos Birthe tidligt på aftenen, og efterhånden som natten blev mørkere og sidenhen lysere, tiltog nervøsiteten mærkbart. Casper havde på forhånd bestemt sig til at gøre noget for at aflede tankerne. Med stor energi havde han arrangeret en skattejagt i Hunderup skov og dens omgivelser. Her havde han udlagt nogle små sedler, og så skulle klassen opdeles i hold på tre, som så skulle finde en fortløbende serie sedler. Hver seddel oplyste, hvor den næste befandt sig. Casper gik hjem til Smedevænget, hvor han ventede på skattejægerne med morgenkaffe og rundstykker.
Der var så mange cykler til rådighed, at hvert hold kunne disponere over én. Den, som havde cyklen, skulle koordinere de to gåendes bestræbelser på en måde, så de hurtigst muligt kunne finde sedlerne. Det viste sig at være sværere end nogen havde regnet med. Jeg kom på hold med Gumse og Esther, som gavmildt overlod cyklen til mig, og jeg skyndede gevaldigt på dem, og Esther fandt sig i det, og Gumse blev vrissen og ville ikke jages med.
Bælgøjede af søvnighed og skattejagt ankom alle efterhånden hos Casper. Dimissionen skulle begynde kl. 10, og enhver tanke om at hvile en time eller to blev forkastet. Når vi havde holdt ud så længe, kunne vi vel også holde dimissionen med. Barkholt var tydeligt nok indstillet på at sige farvel. Hans præstationer i matematik og fysik og kemi havde været i bund, og nu håbede han bare på, at Rektor og lærerrådet ville give ham lov til at gå en klasse om. Men det ville jo blive med andre klassekammerater, nemlig de højrøstede og dominerende i klassen under vores, og dem var Barkholt ikke så begejstret for.
Så blev klokken halv ti, og så var det bare med at komme til dimission. Heldigvis kunne man som IIG’er placere sig i baggrunden af aulaen, men enhver tanke om en lille lur under Rektors dimissionstale måtte opgives, dertil var spændingen alt for intens. De nye studenter fik deres eksamensbeviser, og der blev sunget kantate, som havde lydt nogenlunde til prøverne, men som nu blev fremført af stemmer, der var hæse og rustne af nattevågen. Realisterne skulle også have deres eksamensbeviser, og der skulle også synges ‘den sang, som frk. Winteler selv har skrevet’ på melodien ‘Der er et land, dets sted er højt mod Norden’.
Så endelig, endelig, endelig kom Rektor til omtalen af de enkelte klasser.
“2.Gm har været diskuteret længe og grundigt i lærerrådet, og det kan ikke nægtes, at der hvad oprykning til 3.G angår for flere elevers vedkommende har været megen tvivl og megen skepsis. Men vi er kommet til det resultat, at alle rykkes op. Nogle dog med betænkelighed, og det vil selvfølgelig snarest blive meddelt de pågældende.”
Ingen af klassekammeraterne havde energi til at vise andet end en vis sørgmodig lettelse, og Barkholt så ud som en ballon, som gassen lige var sluppet ud af.

UOPKLARET FORBRYDELSE
Hærværk på pigelokummet
Rektors idelige ivrighed for at opdrage alle skolens elever til at holde Sankt Knuds Gymnasium fri for skæmmende urenhed var ikke forgæves. Mens f.eks. Mulernes Legatskoles træværk var fuldt af ridser og afslidt fernis og maling og af årtiers udskårne lærer-øgenavne, var alt sådant utænkeligt på Sankt Knuds Gymnasium.
Så meget mere havde det karakter af uhørt katastrofe, da det en skønne dag i efteråret 1944 opdagedes, at der var ridset to bogstaver i en dør. På indersiden af en dør til et af pigernes lokummer stod tydeligt at læse et G og et E. Rektor var lamslået. Havde det så endda været et af drengenes lokummer, ville det måske have været mere forståeligt, om end naturligvis langtfra undskyldeligt. Drenge i lømmelalderen kunne man jo tiltro alt muligt. Men en pigelokumsdør! På Sankt Knuds Gymnasium, som siden frk. Louise Winteler havde oprettet sin højere skole engang i attenhundredehvidkål havde opdraget generationer af piger til at opføre sig ordentligt! Det var, som om alle skolens pædagogiske idealer nu var styrtet i afgrunden.
Rektor kunne selvklart ikke affinde sig med denne graverende krænkelse uden at gøre noget. Alle skolens piger blev opfordret til at beskue det skrækkelige hærværk. Og selv om en konfrontation med ødelæggelsens vederstyggelighed måske også kunne have haft en opdragende effekt på drengene, afstod Rektor fra at indlade drenge på gerningsstedet. Men nu måtte der så gøres noget for at få forbrydelsen opklaret. Rektor var ingen Sherlock Holmes, hun kravlede ikke rundt på åstedet med lup og små konvolutter til afrevne hår eller tøjtrevler. Hun forsøgte ikke at finde ud af, hvilken type kniv der havde været anvendt, og hun forsøgte heller ikke at regne forbryderens legemlige dimensioner ud ved at udmåle de fatale bogstavers højde over gulvet.
Hvad betød mon de to bogstaver G og E? Var det forbogstaver på et pigenavn og et drengenavn og dermed en stenografisk oplysning om, at G er kæreste med E? Eller at E i al hemmelighed var forelsket i G og kun havde en lokumsdør at betro sig til? G kunne vel ikke være lektor Thierry, om hvem alle vidste, at han blandt sine otte fornavne foretrak at benytte Gaston?
Alle Rektors opfordringer til den skyldige om at melde sig frivilligt forblev resultatløse. Så sammenkaldte hun samtlige piger i aulaen, mens drengene blev sendt udenfor. Efter endnu en forgæves opfordring til den skyldige om at melde sig, begyndte Rektor på en udsortering. Alle piger, som havde et fornavn eller et efternavn, der begyndte med G eller B, kunne blive i aulaen, de andre måtte gerne gå. Så kom Birthe og Ulla og Harriet og Inge-Marie og Inge og Bente ud i gården. Der gik endnu en rum tid, og så bestemte Rektor sig til, at det var utænkeligt, at en gymnasiepige, der havde gået i Sankt Knuds Gymnasiums egen mellemskole før gymnasiet, kunne være skyldig. Når man havde været under Rektors opdragende indflydelse så længe, var det utænkeligt, at man kunne hitte på at ridse i en dør. Så kom Mads (som hed Grethe) og Lise (som hed Elise) og Ebba og Esther og Gumse ud. Hvad der så videre skete, forblev uoplyst for alle os, som nu stod i gården og ventede. Hele klassen var renset for mistanke.
Den skyldige blev aldrig fundet. Og måske var den skyldige ikke en af skolens elever. For mens tyskerne havde beslaglagt Giersings Realskoles bygning, havde Sankt Knuds Gymnasium Giersings elever gående om eftermiddagen, og det kunne selvfølgelig tænkes, at G og E skulle findes blandt dem. Og måske var Giersings Realskoles ledelse ikke indstillet på nogen større efterforskning.
Rektor henlagde sagen.

THIS WAS HER FINEST HOUR
Besættelsen af skolen marts 1945
En dag i slutningen af februar 1945 havde Sankt Knuds gymnasium besøg af to tyskere. Det var ikke første gang. Alle og enhver var klar over, hvad der måske forestod, i Odense var den ene skole efter den anden blevet beslaglagt af besættelsesmagten. Hidtil var vi sluppet, hvad enten det så skyldtes, at tyskerne havde ombestemt sig, eller - hvad ingen ville have været forbavset over - det var lykkedes for Rektor at snakke tyskerne fra at lade deres beslaglæggelsestrang gå ud over hendes gymnasium.
Denne gang var det alvor. Torsdag eftermiddag den 1. marts havde jeg kun været kort tid hjemme fra skolen, før Casper kom. Nu var det med at komme af sted, Sankt Knuds Gymnasium skulle rømmes, og det kunne ikke gå hurtigt nok, for tyskerne ville rykke ind den 2. marts om morgenen. Rektor havde sat en telefonkæde i gang, og Casper og givetvis mange andre havde påtaget sig at underrette så mange som muligt af dem, der ikke havde telefon hjemme.
Da vi ankom, var der allerede fuld gang i udflytningen. Rektor stod på aulaens talerstol med en masse ark papir, og det fremgik, at Rektor ikke kun havde forudset, at en dag som denne ville komme, men hun havde også forberedt den på det mest omhyggelige. Hun må have truffet aftale med en række erhvervsvirksomheder om med kort varsel at stille lastbiler og mandskab til rådighed for flytning af møbler og andre større ting, hun måtte have aftalt med en række firmaer og foreninger og privatpersoner om at stille lagerplads til rådighed, og hun må have disponeret rækkefølgen af udflytningen. I al afbalancerethed stod hun som en feltherre og satte hele sin brogede hær af lærere, gymnasieelever, realklasseelever, mellemskoleelever, Giersing-elever og lastbilfolk i arbejde. Til min store begejstring fik jeg en stor del af kemikaliesamlingen med hjem, hvor den blev anbragt i det nedlagte køkken på 1. sal. Det brød Mor sig ikke om. Hun var bange for, at der var noget, der kunne eksplodere, men det var der ikke. Dertil var hun bange for, at der var giftstoffer imellem, og det var der også, men det sagde jeg ikke noget om.
Klokken 19 var alt, hvad der kunne flyttes, flyttet, uden at der på noget tidspunkt var gået uorden i det, uden flaskehalsproblemer og uden at nogen havde været ubeskæftiget. Jeg var meget imponeret af Rektor, og det var der helt sikkert også mange andre, der var. Mon dog nogen beslaglagt skole i Danmark er blevet rømmet med så kort varsel så rationelt og så effektivt?
Selvfølgelig havde Rektor også forhåndsaftalt, hvad der nu skulle ske med den daglige undervisning. Vi kunne møde næste dag klokken lidt før 14 på Katedralskolen. Her kunne vi låne lokaler til langt de fleste fag, og vi, der gik i afgangsklasserne, kunne få fire lektioner på hver 45 minutter hver dag. Vi måtte også gerne benytte lokaler på Katedralskolen uden for skoletid. Sankt Knuds-Lauget kunne afholde arrangementer i det lokale, der på dette gammel-akademiske sted hed Solennitetssalen.
Det passede mig udmærket, at jeg hver dag på vej hjem til Ingemannsvej kom forbi pølsemanden på Hunderupvej over for Allégade.

BOMBER
Et par minutter efter kl. 16 tirsdag den 17. april 1945 blev der blæst luftalarm i Odense. Det var der hverken noget nyt eller noget overraskende i, Odense havde gang på gang været udsat for luftalarmer, og den enkelte gang ret tidligt under krigen, da der faktisk var faldet bomber i Odense, var det ikke sket under luftalarm.
På denne tirsdag eftermiddag begav Sankt Knuds gymnasiums elever sig lydigt ned i Katedralskolens lidet indbydende kælder. Det gjaldt dog ikke Barkholt og mig, vi havde fået tildelt det hverv at sætte træskodder for kældervinduerne på ydersiden ud mod Katedralskolens gård. Det var hurtigt gjort, selv om vi tog det med megen ro, vejret var godt, og der var jo ikke grund til at gøre sig alt for hurtigt færdig for bagefter bare at komme ned i den triste kælder. Der var flyvere i luften, det var tydeligt nok, men det var der jo næsten hver dag.
Men så lød der nogle drøn, og så fik vi fart på med at komme i kælderen. Der var vist ingen tvivl, det måtte være Gestapo på Husmandsskolen, der havde fået bomberne i hovedet. Efter bomberne mod Gestapo i Århus for forholdsvis længe siden og navnlig efter bomberne mod Gestapo i Shellhuset i København for kort tid siden, måtte Gestapo i Odense stå for tur.
Det trak ganske forfærdeligt ud med luftalarmen. Alle vidste, at tyskerne ikke blæste luftalarm af hensyn til den danske civilbefolkning, men af hensyn til sig selv. Hvis der nu som ved angrebet på Shellhuset var undsluppet nogle Gestapo-fanger, ville tyskerne ganske givet benytte luftalarmen til at jage de flygtede. Der begyndte at gå utålmodighed i elev- og lærerflokken, og det var tydeligt, at odenseanerne i al almindelighed ikke var til sinds vedblivende at tage luftalarmen højtideligt. Der var nær ved at blive normal trafik i Jernbanegade. Men Rektor ville ikke lade nogen slippe ud af kælderen, før der var blæst af. Tænk nu hvis der faldt en ny serie bomber og denne gang midt i Odense, mens gymnasiets elever var på vej bort fra Katedralskolen.
Der faldt ikke flere bomber, der var end ikke flyvere i luften. Så dukkede der en mand op i Katedralskolens gård. Det var en far til en pige i mellemskolen, og han ville gerne tage hende med hjem. Det havde Rektor ikke noget imod, så overtog denne far jo ansvaret for pigen. Lidt senere kom en far til en anden mellemskoleelev, og han tilbød at følge ikke bare sin egen datter, men en hel del af hendes klassekammerater hjem. Og så gav Rektor op, og enhver som ville, kunne bare sive ud. Jeg aner ikke, hvornår afblæsningen omsider kom. Men det var i hvert fald ikke, mens jeg befandt mig på Katedralskolen.
Et par dage senere beslaglagde tyskerne Grand Hotel og gjorde det til det nye hovedkvarter for Gestapo. Jernbanegade blev spærret af mellem Slotsgade og Gråbrødretorv, og der blev stillet truende vagtposter ved Grand Hotels indgang. Rektor var meget betænkelig ved at lade os fortsætte på Katedralskolen. Hvis RAF ville kaste bomber over Grand Hotel, ville det jo være meget risikabelt at opholde sig på Katedralskolen, som kun lå et par hundrede meter derfra. I betragtning af, at der kun var få dage til eksamensperiodens begyndelse, og i betragtning af, at Rektor havde sørget for, at den skriftlige eksamen i de første maj-dage kunne foregå i Teknisk skoles store sal, havde nogle måske ventet, at Sankt Knuds gymnasium i al enkelhed ville ophøre med at fungere i disse få dage. Men det var Rektor alligevel ikke indstillet på.
Så kom befrielsesbudskabet den 4. maj om aftenen, og lige med det samme rykkede der folk fra Modstandsbevægelsen ind på hele Teknisk skole.
Men Birthe og hendes forældre stillede deres havestue til rådighed, og det lykkedes os at få en aftale med de fleste af lærerne i eksamensfagene. De mødte gerne op for at holde time i denne lidet skoleagtige stue. Rektor må have forhandlet indgående med modstandsfolkene, for et par dage senere rømmede de en af etagerne i Teknisk skole, som de ellers havde rekvireret. Det medførte, at i hvert fald de to gymnasieklasser og de to realklasser, der skulle til eksamen, kunne blive undervist, i hvert fald i de fag, der ikke fordrede særlokaler.
Her havde vi så timer med Skjødt og Gravmoppen og andre lærere mellem malerskolens spraglede elevarbejder.

DANSK STIL I SOVEPOSE
Studentereksamen 1945
    1. maj 1945 var Teknisk Skoles store sal frysende kold. Det var forbudt at opvarme alle offentlige lokaler fra og med den 1. maj, og nu skulle der skrives studentereksamensstil. Eftersom jeg allerede hjemme på Ingemannsvej havde indset, at dagen ville blive kold, havde jeg medbragt varmt tøj og vanter og min sovepose. I forvejen havde alle gymnasier fået oplyst fra embedsinstitutionen i Undervisnings-ministeriet, at der ville blive taget hensyn til temperaturen i eksamenslokalet, når der skulle gives ordenskarakter. Rektor dukkede op og sagde et eller andet forvirret. Det var vist hendes hensigt at sige noget pænt til Birthe fra parallelklassen. Det kunne tydeligt ses på Birthe, at hun var højgravid, og at det derfor var tvivlsomt, om hun ville nå at komme gennem samtlige eksamensfag, før hun skulle føde.
Så blev opgaverne delt ud, og de tre emner var aldeles uspændende. Der var som sædvanlig et emne om dansk litteratur, og der var et idiotemne om sang og musik. Men jeg valgte det tredje emne, der hed "Videnskabens samarbejde med de praktiske erhverv". Heldigvis havde jeg lige læst en populær kemibog, som ikke havde sparet på gode eksempler på kemiens anvendelse i industrien. To af dens historier kunne jeg gengive temmelig uændrede i håb om, at hverken Skjødt eller censor kendte bogen. Så måtte jeg finde på to gode eksempler mere, ikke om kemi, men om fysik. Det lykkedes uden vanskelighed. Udenfor var der begyndt at falde tøsne, og temperaturen i Teknisk Skoles sal var ikke steget siden eksaminandernes ankomst, snarere tværtimod. Jeg trak soveposen næsten op om ørerne, og jeg skrev hele kladden med vanter på. Men stilen skulle jo skrives ind i det udleverede hæfte, og så begyndte det at blive svært. Så måtte vanterne af, i hvert fald for en tid. Så lidt på igen, indtil fingrene havde fået tilstrækkelig varme, og så af igen til indskrivning af endnu et afsnit. Hæftet var underligt. Alle dets sider bestod af papir, der var godt nok på den ene side, men limfattigt på den anden side, som kom til at virke som trækpapir. Så måtte man håbe på, at den hensyntagen til temperaturen, som var lovet, når der skulle gives ordenskarakter, også udstrakte sig til hensyntagen til den dårlige papirkvalitet.
Næste dag tidligt om morgenen var jeg igen på vej på cykel ind til Teknisk Skole. Der skulle løses matematikopgaver. Der var ikke mange mennesker på gaderne, men på hjørnet af Læssøegade og Jagtvej stod der til min overraskelse en avisdreng fra Fyns Tidende og solgte et ekstranummer.
           "Hvad er der sket?"
           "Ha' a' dø'!"
Så købte jeg avisen. Der var et stort billede af Hitler på forsiden, og det fremgik af teksten, at Føreren var faldet i kampen mod bolsjevismen. Lidt længere nede på siden stod der, at Mussolini var død. Men der var ikke tid til at se nærmere i avisen, for at komme for sent til skriftlig eksamen var ensbetydende med udeblivelse fra hele studentereksamen.
Vejret var blevet lidt bedre. Det var muligt at lade soveposen ligge, og vanterne var der heller ikke megen brug for. Opgaverne var gennemgående meget traditionelle, måske havde opgaveforfatterne i betragtning af de nødplaner for undervisning, som tyskerne havde foranlediget mange af landets gymnasier til at iværksætte, ikke turdet indlade sig på bare én enkelt opgave ud over det forventelige. De var måske også blevet påvirket af det postyr, der havde været i 1944, da der blandt de seks opgaver uventet forekom en opgave i kombinatorik. Selvom opgaven havde været pærelet og meget hurtigt løst, havde mange eksaminander været totalt blanke i kombinatorik, og aviserne var svømmet over af medlidenhed med de stakkels eksaminander, der netop i disse vanskelige tider skulle udsættes for sådan noget lumskeri fra opgavekommissionen.
Både denne 2. maj og næste dag var jeg ret hurtigt færdig med opgaverne, og bagefter var jeg med hjemme hos Tang Koch. Han var noget betænkelig, det var ikke gået ham helt så godt, som han havde forestillet sig, og han og jeg brugte lang tid på at vurdere, hvilken karakter han kunne forvente at få sine løsninger bedømt til. Selv havde jeg på nær en lille tanketorsk løst opgaverne fejlfrit, og jeg erfarede, at min præmie-privatelev Bente havde klaret sig fint.
Nu var det så kun de sproglige parallelklassekammerater, der skulle op i flere skriftlige fag. Men alle vi 18 matematikere var i Odense Teater om aftenen den 3. maj. Forårsoperetten var 'Fuglekræmmeren', og teatret havde sandelig stillet en festlig og farverig forestilling op. Adam blev spillet af teatrets faste sangbegavelse Ole Larsen, som ganske vist var forbi sin første ungdom, og som var ved at udvikle en temmelig skærende stemmeklang. Men Post-Christl blev gæstespillet af den søde lille vimse Annie Jessen, og hun var en fryd at se og høre. Den anden kvindelige hovedrolle som kejserinden blev spillet af Rigmor Gadborg, der havde stemme til rollen og et korpus lidt ud over, hvad rollen krævede. Men vi var alle 18 mest optaget af den netop overståede skriftlige eksamen og det mere og mere aktuelle spørgsmål: hvilke fag ville blive mundtlige eksamensfag? Sædvanligvis skulle man op i fem mundtlige fag, men de vanskelige forhold, som der ideligt blev refereret til, ville måske få ministeriet til at reducere antallet. Måske ville vi helt slippe for mundtlig eksamen, for nu stod englænderne langt oppe i Nordtyskland, og russerne langt forbi Berlin, og Hitler var død, og hvad så? Rygterne løb vildt omkring. Der var allerede set englændere et sted mellem Åbenrå og Haderslev, og der var sprunget faldskærmstropper ud et sted i Københavns-området, og det kunne jo tænkes, at general Lindemann var så meget loyal mod den afdøde Fører, at han besluttede sig til at kæmpe til sidste mand. Så ville der måske blive indædt krig på dansk område, måske endda også i Odense, og så kunne der næppe holdes nogen mundtlig eksamen. Tang Koch var den, der havde hørt flest rygter om, hvilke soldater der befandt sig hvor, og han var også den mest optimistiske. Bare rolig, Lindemann kan ikke andet end give op. Ja ja, noget måtte vel vise sig inden for de allernærmeste dage.

DISCONTOKASSENS BOKSKÆLDER
Befrielsen
Jeg havde ikke hørt BBC om aftenen den 3. maj 1945. Jeg havde ikke hørt andet end de mere eller mindre vilde rygter, som løb Odense teater rundt i pauserne mellem akterne i ‘Fuglekræmmeren’. Men fredag den 4. maj var jeg hjemme. Og kl. 20,35 hørte jeg Johs. G. Sørensen. I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.
I modsætning til, hvad senere tiders myter påstår om hvordan man reagerede på befrielsesbudskabet i Danmark, hørte jeg udsendelsen færdig. Det var heller ikke Fars stil at rive mørklægningsgardinerne ned, og Mor fandt heller ikke på at sætte levende lys i vinduerne i Ingemannsvej 11.
Så blev det morgen den 5. maj, og alle kirkeklokker ringede kl. 8, det officielle tidspunkt for krigens og besættelsens ophør i Danmark. Allerede tidligt på formiddagen var Far og Mor og jeg inde i Odenses bymidte. Vi nåede lige at se borgmester Werner afslutte en tale på Rådhusets balkon, men det var ikke til at mase sig igennem mylderet på Flakhaven. Vi måtte blive stående på et sted i nærheden af Domkirketårnet og se modstandsbevægelsens lastbiler, når de ankom til Rådhuset med en eller anden formodet landsforræder stillet op på ladet med armene i vejret og bevogtet af bevæbnede folk. Lastbilerne kørte ind gennem Rådhusets midterport under harmfulde tilråb. Vi var også nede på Filosofgangen, hvor der blev foretaget en afhentning i hjørneejendommen ved Klaregade. En af Værnemagtens lastbiler passerede i stilfærdighed, og de to tyske soldater på førersædet så så velfornøjede og smilende ud, at man var lige ved at vinke til dem.
Jeg har ingen erindring om, hvordan jeg fik at vide, at en af sidste års studenter fra Katedralskolen syntes, at Odenses to gymnasiers studenter og afgangsklasser skulle samles i Katedralskolens gård kl. 14 og derefter gå i glædesdemonstration gennem Odenses bymidte. Jeg mødte op, og der var kommet mange, også af mine klassekammerater. Så gik vi bagved Katedralskolens fane gennem Jernbanegade og Vestergade og Kongensgade og sang danske sange, og overalt var mylderet formidabelt, og der var nogen, der forsøgte at regulere færdselen. Tilbage i Katedralskolens gård holdt den lidet populære rektor Mogensen en lille tale om, at aldrig havde skolens fane været benyttet bedre end på denne dag.
Så skiltes gruppen, og Bente og jeg gik hen på Flakhaven, der var mindst lige så tæt myldrende som om formiddagen. Men så var der en eller anden, der sagde, at når det nu var os, var vi velkomne til at komme op på Discontokassens balkon. Det var en formidabel chance, heroppe var man sandelig i første parket og kunne følge med i alt, hvad der foregik nede på Flakhaven, hvor man stadig bragte afhentede landssvigere ind på åbne lastbiler under larmende tilråb.
Og så pludselig lød der skud, ikke ét, men en serie, og for mig at høre kom de fra Albanigade. Nede på Flakhaven var der nogen, der råbte ‘Hipo’ og ‘Gestapo’. I løbet af ganske kort tid var Flakhaven tom for mennesker, de fleste var nok forsvundet ind på Vestergade eller Sankt Knuds Kirkestræde, og en hel del skyndte sig ind i Rådhuset. Men vi, der sad og stod på Discontokassens balkon, fik det gode råd at gå ned i bokskælderen. Jeg nåede lige at se en mand kravle over gitteret til Domkirken og gå i dækning ved en af stræbepillerne, så skyndte jeg mig ned.
Nede i bokskælderen ventede Bente og jeg og 30-40 andre på hvad der nu ville ske. I lang tid skete der tilsyneladende ikke noget. Vi hørte ingen skud, og foreløbig vovede ingen sig op for at se ud på Flakhaven eller Klingenberg. Bente og jeg stod i lang tid i en af kælderens smalle gange. Selvom ingen af os sagde noget om begivenhederne udenfor, var det tydeligt, at Bente ligesom jeg tænkte på hvordan det ville gå os, hvis tyskerne eller tyskerhåndlangerne fik overtaget derude. Måske havde de kanoner, måske havde de sprængstof og ville ødelægge Discontokassen og Rådhuset, ligesom de kort tid forinden havde ødelagt Odinstårnet og bladhusene.
Så kom der en mand og sagde, at vi vist godt kunne risikere at gå op i direktionsværelset. Der var så vidt han vidste skudsikkert glas i vinduerne. I direktionsværelset havde man udsigt over mod Domkirken og det meste af Klingenberg. Ude foran Domkirken havde en mand med armbind og stålhjelm stillet et våben op. Jeg anede ikke hvad sådan et våben hed, men det var åbenbart beregnet til at skulle skyde granater hen over klosterbygningerne og ned i haven omkring åen. Jeg opnåede ikke at se våbnet i funktion. En eller anden, måske flere af dem, der holdt til i bokskælderen, må have vovet sig udenfor et øjeblik, for det rygtedes, at der var modstandsfolk i Industripalæet, og at de skød på tyskerne eller Hipo nede ved åen. Der blev også skudt fra Telefonhuset, men hvem der skød og på hvem var der uenighed om.
Klokken var blevet omkring 19, da vi efter flere iagttagelser fra direktionsværelset fik på fornemmelsen, at der var ved at være roligere udenfor. Klingenbergs ret få modstandsfolk lod til at tage det hele ganske afslappet, så mon ikke godt jeg kunne risikere at forlade Discontokassen og gå hjem?
Hvordan og hvornår Bente kom hjem, fandt jeg ikke ud af. Men en mand i bokskælderen kendte en fjern bagdør til Klingenberg i nærheden af Palads-biografens udgang. Den kom jeg og sikkert flere andre ud af. Jeg gik hen i Klaregade, og her var alt roligt. Der var også roligt på Hunderupvej. Men det var der ikke i Lahnsgade, hvor der blev skudt ved en af de større ejendomme. Jeg skyndte mig videre ad Hunderupvej og kom uden yderligere begivenheder hjem på Ingemannsvej.

Først næste dag erfarede vi, at den 5. maj, befrielsesdagen, havde været krigens blodigste dag i Odense.

DEUTSCHE AUS
    Der var vel ingen, der havde forestillet sig, at tyskerne ville rømme Sankt Knuds Gymnasiums bygning på Læssøegade allerede få dage efter den 5. maj, så vi kunne komme tilbage til i de vante omgivelser til mundtlig eksamen. Men vi havde det heldigvis også ganske godt i Teknisk Skoles lokaler.
Det var spændende dage, for nu måtte der inden længe komme besked fra Gymnasiedirektoratet. Hvilke fag skulle vi til eksamen i, og i hvilke fag skulle en eksamenskarakter erstattes af en overført årskarakter?   Alle foregående år havde Gymnasiedirektoratet suverænt afgjort, at der skulle holdes mundtlig eksamen i fem fag, og Direktoratet havde lige så suverænt afgjort hvilke fag. Og netop nu i 1945 efter et skoleår med lånte lokaler og fyringsrestriktioner og natlige luftalarmer og mange andre besværligheder kunne det vel tænkes, at der ville blive givet visse lempelser, i hvert fald i de enkelte fags eksamenspensum.
Og så kunne vi også afvente resultaterne af den skriftlige eksamen. Det var blevet lovet os, at der ville blive taget hensyn til, at eksamen havde fundet sted i et uopvarmet lokale med tøsneen dryssende ned ad vinduerne, og at indskrivningspapiret havde været af en højst kritisabel kvalitet.
Men på disse ventedage kunne vi i ledige stunder og i godt vejr gå hen til slusen ved Havhesten og se på det fremmedartede liv, der udfoldede sig uden for Rosenhaven. Tyskerne havde for et par år siden omdannet Rosenhaven til DEUTSCHES HAUS, og disse ord var med store metalbogstaver hamret ind i muren. Umiddelbart efter 5. maj var så to bogstaver fjernet, så der nu stod DEUTSCHE AUS. Tyskerne havde åbenbart ikke huseret værre, end at Rosenhavens lokaler uden videre kunne benyttes til indkvartering af befriede sovjetiske krigsfanger, hvordan så siden de var havnet i Odense. Selv om vi ikke vidste noget konkret om hvordan tyskerne havde behandlet deres sovjetiske fanger, kunne vi nok med rimelighed formode, at de arme mennesker, der i det pæne forsommervejr stilfærdigt stod på fortovet uden for Rosenhaven, må have været heldigere end flertallet af sovjetfanger hos tyskerne. Ingen af dem så ud til at have været udhungret, og ingen af dem så ud til at have været udsat for legemlig mishandling. Skulle man tro Fyens Stiftstidende, var de alle enige om at ønske sig hurtigst muligt tilbage til det store, sejrrige sovjetiske fædreland, og de havde fået at vide, at der engang i ikke alt for fjern fremtid ville stå et særtog parat til at bringe dem den lange vej gennem det ødelagte Tyskland og det ødelagte Polen tilbage til Sovjetunionen.
Tang Koch syntes, at vi skulle prøve at komme i snak med en af dem. Det var ikke særlig let. Bortset fra at vi ikke anede om nogen af dem kunne tale andet end deres eget sprog, var langt de fleste meget sky og tilbageholdende. Men en enkelt høj, flot, mørkhåret mand viste sig at kunne så meget tysk, at vi kunne spørge ham ud. Han var fra Batumi i Georgien, og han havde ved krigsudbruddet måttet afbryde en uddannelse, vistnok en læreruddannelse, for at gå ind i hæren. Allerede før 1941 var omme, var han taget til fange, og han havde været indsat i Buchenwald. Han hed noget så fremmedartet som Alexander Badsjelidse, og da jeg bad om hans autograf, skrev han den med georgiske bogstaver. Den slags bogstaver havde jeg aldrig set før. Han måtte gerne gå med os hjem til Tang Koch, hvis han bare fortalte ledelsen i Rosenhaven hvor han befandt sig, og Tang Kochs mor reagerede som forventeligt helt overgearet over at have en så sjælden gæst.
En dag, vistnok lidt over midten af måneden, kom Gymnasiedirektoratets oplysninger om mundtlig eksamen. På Bornholm skulle der ikke afholdes eksamen, men det skulle der i resten af Danmark. En eksaminand, der havde været tilsluttet modstandsbevægelsen, fik tilladelse til én gang at trække nyt spørgsmål, hvis han/hun helst ville være fri for det spørgsmål, der var trukket i første omgang. Den regel kunne måske blive benyttet af Casper og Barkholt. Pensumlettelser var det småt med. Eksempelvis blev hyperbler og intet andet strøget af pensummet i matematik. Det var en skuffelse for dem, der havde haft forhåbninger om at slippe for f.eks. hele differential- og integralstoffet.
Vi skulle op i matematik, kemi, fransk, historie og naturfag. Men det skulle vi ikke alligevel, for på grund af de helt specielle forhold måtte vi efter eget valg slette et af de fem fag. Dog ikke individuelt, klassen skulle nå til enighed om, hvilket fag man foretrak at slippe for at gå til eksamen i. Lettelsen over at slippe for de to store fag dansk og fysik fortonede sig hurtigt i en vild diskussion om hvad der så skulle slettes. Med indædthed gik Gumse ind for at slippe for matematik, og hun kunne sagtens få Barkholt og Ulla og flere andre med på sit parti. Men Casper, Brinch, Tang Koch og jeg var lige så indædte modstandere af, at matematik skulle slettes, og vi havde det mest fortræffelige argument for at slette historie. Hæstrup havde jo været under jorden de sidste mange måneder, og frk. Friborgs derfra-og-dertil-undervisning ville nok med Hæstrup som eksaminator medføre en besynderlig eksamen, som ingen af os kunne være tjent med. Gumses muggenhed tiltog, efterhånden som hendes meningsfæller gik over til vores parti, så enden på diskussionen blev derfor et nej tak til historie. Der var på intet tidspunkt nogen, der ønskede at forgribe sig på naturfag, fransk eller kemi.
Så ankom også resultaterne af den skriftlige eksamen, og Tang Kochs optimistiske forhåbninger var desværre ikke ganske gået i opfyldelse. Men Bente var særdeles tilfreds, hendes karakter i matematik var på højde med Caspers og Brinchs. Det var sandelig noget andet end sidste år, da hun havde klaret matematikken så elendigt, at hendes sløje årsprøveresultat havde medvirket til, at hun var oprykket i sidste gymnasieklasse med betænkelighed. Jeg havde al mulig grund til at være tilfreds med min elev, Bente var og forblev sikker på, at hendes pæne resultat helt og aldeles var min fortjeneste. Sågar mere end det, hun var sikker på, at det var mig og kun mig, der havde reddet hendes studentereksamen.

SIDSTE SKOLEDAG
Festligholdelse af sidste skoledag var en tradition, og i denne befrielsesforsommer var der al mulig grund til at festliggøre den endnu mere end sædvanligt. Odenses to gymnasier plejede at mødes om formiddagen, og i 1945 var det Sankt Knuds Gymnasiums tur til at være mødested, og Sankt Knuds Gymnasium i eksil var Teknisk Skole, og Katedralskolens afgangsklasser kom løbende på én lang række hånd i hånd ned ad Klaregade. Det var lykkedes for de fleste af dem at skaffe en høj hat, og vi havde overvejet, om ikke vi tilsvarende skulle iføre os Montgomery-huer. Det ville da tage sig festligt ud i disse englænder-begejstrede dage. Men det syntes de sproglige parallelklassekammerater og en hel del af vores piger ikke om, det var noget pjatteri, og det kunne i hvert fald aldrig blive en tradition. Der skulle holdes taler, en fra hvert gymnasium, og Katedralskolens lange Flemming holdt en højstemt tale, der typisk for denne tid overhovedet ikke handlede om de tilbagelagte gymnasieår eller den kommende studentereksamen, men om Kongen. Og så råbte vi ni hurraer for Hans Majestæt. Så var det min tur, og jeg sagde noget indholdsløst vås om dansk ungdoms optimisme, nu da Danmark var et frit land. Eller noget i den retning. Og så råbte vi allesammen hurra for vores gode humør. Hele forestillingen blev overværet af en journalist og en fotograf fra en af Odenses aviser, og der kom næste dag et lille stykke i avisen med et billede, der tydeligt viste, at fotografen havde været mest interesseret i at tage billeder af pigerne.
Om eftermiddagen var Sankt Knuds Gymnasiums afgangklasser vært ved en sammenkomst på Prior med lærerne. Her skulle der så sandt også holdes taler, men jeg slap, for det første fordi jeg gudbedredet havde været taler om formiddagen, for det andet fordi jeg havde påtaget mig at skrive en lejlighedssang. Casper var placeret til højbords ved siden af Rektor, for han skulle holde tale for Rektor, og det gjorde han aldeles udmærket. Og så skulle hver klasses sang synges. Jeg havde valgt at skrive på melodien til ‘På tankens slot’, og guderne skal vide, at jeg i tidens løb havde skrevet bedre ting. Men udstyret var perfekt. Sangteksten var trykt som en udgave af en nordisk afløsningsordliste fra Dansk Forening til Nordisk Sprogrøgt. Og ganske vist var det halvsløjt, hvad jeg havde digtet, men min sang var trods alt nok bedre end de sprogliges, som fjumrede i både rim og rytme, og som var trykt i almindelig duplikatorudgave.

LÅTOM OS FRÖJDAS I UNGDOMENS VÅR
Mundtlig eksamen gik i gang uden de store overraskelser, uden uventet høje eller uventet lave resultater. I disse trafikalt set højst usikre tider havde Gymnasiedirektoratet måttet beskikke censorer, som boede så nær ved Odense, at der kunne være nogenlunde sikkerhed for, at de kunne nå frem og være til stede til tiden. Det medførte blandt andet, at vi slap for at have nogen af de med større eller mindre ret frygtede faginspektører som censorer, de måtte blive i Københavnsområdet. Det viste sig, at de tre af vores fire censorer var flinke og venlige i deres bedømmelser, hvad der selvklart ikke forhindrede Gumse og Ulla og Barkholt i at klare sig temmelig sløjt i matematik. Censor havde spurgt Barkholt om han ville benytte sig af sin ret som modstandsmand til at trække et andet spørgsmål, men Barkholt havde meget nøgternt svaret, at det ville ikke forbedre noget.
Hen på eftermiddagen torsdag den 21. juni 1945 var mundtlig studentereksamen forbi. Fransk var sidste fag, og jeg var sidste mand. Mads smækkede studenterhuen på mit hoved, og jeg skyndte mig ind til Nørmark i Vestergade, hvor der skulle tages billede af hver enkelt, så der kunne udarbejdes et årgangsbillede med portrætter af alle dimittender i pæne ovaler. Så var det ellers med at komme hjem for en kort pause, for nu skulle der holdes studentergilde, og indbydelser og svar på indbydelser, ledsaget af smørmærker, havde i de seneste dage føget rundt. Der var opnået enighed om datoerne, så ingen af os ville komme ud for at blive indbudt til mere end et sted ad gangen.
Første gang skulle rimeligt nok foregå hos Birthe, som havde huset os så ofte i de tre år, der nu var gået. Her var Gravmoppen med, og hun havde omsider overvundet sin fornærmethed over, at Bente havde opnået en virkelig god karakter i skriftlig matematik. Skjødt var også med, og han var euforisk. Men hans eufori havde ikke noget at gøre med eksamen. Han havde netop fået en søn, og med mellemrum oplyste han, at nu var klokken så og så meget, og det betød, at hans søn var så og så mange timer gammel.
Fredag var det Ullas tur, og hun havde kapret to englændere som særlige gæster, den ene var en lille livlig rødhovedet mand, og den anden var en stilfærdig venlig gentleman. Vejret var fint, og på denne aften ude i Ullas have fik vi allesammen lært ‘Månen og studenten’, en gammel traver fra 30-erne, men den havde vi mærkeligt nok ikke kendt før.
Og så blev det lørdag og dimission i Teknisk Skoles sal. Jeg har ingen videre erindring om Rektors dimissionstale, men hun må ganske givet have været inde på sin uafladeligt gentagne formaning om hvor lykkelige vi skulle være, fordi vi havde fået den chance at gå i gymnasiet. Når man nu betænkte de mange unge, som så gerne ville, men som ikke havde råd. Og så videre, som vi havde hørt det mange, mange gange. Der skulle også efter traditionen holdes dimittend-tale, og Birgit fra parallelklassen havde påtaget sig opgaven. Det blev selvfølgelig kun til nogle uangribelige almindelige taksigelser. Så skulle der synges kantate. Kantaten i fem satser stammede vistnok fra den tid, da Sankt Knuds Gymnasium var pigeskole. Sandsynligvis havde den oprindelig kun haft fire satser, men så var der skrevet og komponeret en ekstra sats for mandsstemmer. Den var puttet ind som næstsidste sats, og den var underlig, og den var svær at synge. Senstius havde herset med at indøve både den og resten af kantaten, men med de sidste måneders uregelmæssige skolegang i lånte lokaler havde det været temmelig umuligt at holde almindelige sangtimer. Og ved opførelsen fremgik det, at mandsstemmerne var hærget af den foregående aftens skråleri om månen og studenten.
Anden sats var den mest melodiske. Den var skrevet for sopransolo.

Og så et vers mere af samme tilsnit. De to foregående år havde det været nemt nok at få en dimittend-pige til at synge sangen, men med vores årgang viste det sig at knibe gevaldigt med at finde en solist. Der var ingen sangbegavelser blandt mine pigeklassekammerater, nogle var helt umusikalske som for eksempel Ulla, andre havde for dybe eller for spæde stemmer, og Bentes sangstemme egnede sig ikke særlig godt til en så lyrisk tekst. Blandt parallelklassekammeraterne stod det lidt bedre til, men også kun lidt bedre. De to afgjort bedste sangbegavelser, Birgit og Ingrid, var ikke sopraner, og Senstius vurderede, at ingen andre havde tilstrækkelig stemmestyrke. Så måtte solosangen synges af to andre piger, der kunne støtte hinanden. Det gik nogenlunde.
Der blev uddelt eksamensbeviser og diverse præmier, og nu skulle der så køres i hestevogn. Det blev en længere køretur, for vi skulle rundt til næsten alle klassekammeraters forældre eller andre pårørende, vi skulle besøge Gravmoppen, og vi skulle ud til det nu tyskerforladte Sankt Knuds Gymnasium. Men først skulle vi ind på Flakhaven og løbe i kreds omkring statuen af Frederik 7. Ude i skolegården kom Rektor med en formaning. Vi havde i overensstemmelse med tradition og sædvane bundet nogle skolebøger fast i nogle snore, så de kunne slæbe efter vognen. Jeg havde eksempelvis den franske grammatik i snor. Men sådan noget brød Rektor sig ikke om. Hun sagde noget om, hvad Odenses skatteydere dog måtte tænke, når de så, hvordan vi behandlede vores ikke helt billige lærebøger. Ganske vist var de selvsamme lærebøger ikke købt på skatteydernes regning, men det kunne jo være, at folk troede det, og så ville det med rette vække forargelse. Ja ja da, indenbords med bøgerne og udenbords med dem igen, så såre vi var uden for Rektors synsvidde.
Der var traktement alle andre steder, fortrinsvis af noget med alkohol i. Jeg havde forestillet mig, at der måske også ville være behov for lidt fast føde, så i haven til Ingemannsvej 11 stod den på pølser og kuvertbrød. Der var besynderligt nok ikke nogen, der blev alvorligt snalrede undervejs. Men der blev skrålet og råbt hurra for alt og alle, og Casper bemærkede, at vi hellere måtte økonomisere med stemmerne og undlade at udbringe trefoldige hurraer. Vi kunne godt nøjes med enfoldige.
Søndag var turen kommet til klassekammeraterne fra Ringe. Vi var hos Bente søndag aften, og Ringe Apotek havde så megen ledig plads, at der var overnatningsmulighed for alle. Så var vi hos Mads mandag formiddag, hvorefter det med alles indforståethed blev et større arrangement i apoteket hos Inge mandag aften. Tilbage i Odense var det Ole, Gumse og mig, der stod for festen tirsdag, som foregik hjemme hos Ole. Og nu var det efterhånden ved at blive ensformigt, så da vi onsdag var hos Esther, begyndte der så småt at gå opløsning i foretagendet. Der var nogle, der valgte at fjerne sig fra festlighederne en halv eller en hel eller to timer ad gangen og vende tilbage og måske stikke af endnu en gang. Sådan gik det også fredag hos Harriet, efter at vi havde holdt pause om torsdagen. Men lørdag var så Caspers, Brinchs og Inge-Maries forældre fælles om at have lejet selskabslokaler i Åløkke-bydelen. Vi skulle være ude af lokalerne klokken et eller andet, og så tog alle hjem til Inge-Marie i Munkevænget, og jeg var ved at blive dårlig og måtte op ovenpå og ligge i hendes fars seng en halv times tid, før jeg var ovre det.
Nørmarks billede dukkede op, og jeg var ikke begejstret. Det forekom mig, at jeg så ud som en dreng, der havde fået taget et billede efter oprykning fra 3. til 4. mellem, hvorefter billedet ved en fejltagelse var havnet i studenterbilledet. Bente så heller ikke for godt ud på billedet. Hun lignede en psykiatrisk patient i en manisk fase. Birthe så fjollet ud, og Inge og Mads havde fået byttet deres studenterhuer om, så Mads’ fyldige hue næsten hang ned over ørerne på Inge, hvorimod Inges lidet omfangsrige hue svævede på toppen af Mads’ fyldige frisure. Mor syntes, at der skulle tages en særlig serie billeder af mig, og jeg måtte ind til Kehlet i Vestergade. Den færdige serie på tolv billeder, der angiveligt alle egnede sig fortrinligt til forstørrelse i luksusudgave, vakte heller ikke min begejstring. Men Mor fik lavet en 18-24-forstørrelse af det af dem, som jeg så allermest fjoget ud på.

NIE KEHRST DU WIEDER, GOLDNE ZEIT
Afsked
Efterhånden var vi alle ved at have fået nok af studentergilder. Det var næsten en lettelse at vide, at der skulle sættes punktum på gården i Volderslev hos Lise den 2. juli.
Det blev en fest med mange deltagere. Vi, de nye matematiske studenter, var lige ved at være i mindretal. Lise havde indbudt en stor flok, og vi fandt efterhånden ud af, at de var Lises bekendte fra Venstres Ungdom. Det var altovervejende yngre mænd, og de benyttede lejligheden til at holde taler med politisk indhold. Ikke de store dybsindigheder, men heldigvis heller ikke højstemte lovprisninger af kongen og fædrelandet og Knud Kristensen og Erik Eriksen. Der var også indbudt en enkelt mand fra Det Konservative Folkeparti, en stor og bred mand, som ikke forsømte lejligheden til at åle partiet Venstre og specielt de tilstedeværende Venstre-tilhængere. Al denne politik gik helt hen over hovedet på mig og sandsynligvis også på de fleste af klassekammeraterne, og Gumse vrissede, at hun ikke havde forestillet sig, at vi var indbudt til vælgermøde.
Jeg var heldigvis anbragt ved bordet i god afstand fra de politiserende. Til venstre for mig sad en flink og kvik pige, som ganske vist var medlem af Venstres Ungdom, men som havde droppet al snak om politik, i hvert fald for denne ene gang. Hun hed Inger og var fra Birkerød og var også lige blevet student, og det fremgik, at hun var datter af en af Venstres store skikkelser, som nok skulle være minister, hvis og når Venstre engang efter et fremtidigt valg skulle være regeringsparti. Til højre for mig sad Else fra vores sproglige parallelklasse, og hun var meget sød og ganske køn. Else skrev sit navn i min studentersangbog, og Inger spildte lidt sovs i sangbogen og skrev sin autograf ved siden af.
Sommernatten var lys og lun og stille og netop så hulkende vemodig, at det smerteligt gik op for mig, at nu var de tre gymnasieår endegyldigt forbi. Nu skulle vi atten klassekammerater skilles, og trods idelige forsikringer om at holde forbindelserne mellem os vedlige, sneg tvivlen sig ind i mig. Hvis jeg nu blev optaget på Polyteknisk Læreanstalt, og Casper kom ind på Tandlægehøjskolen, og Ole og Barkholt blev indkaldt til Hæren, og Birthe flyttede til Århus, og Esther og Kay blev i Odense, hvor ofte ville det så blive muligt at møde hinanden? Måske kun den ene gang om året, som vi havde aftalt, nemlig hos Birthe på 3. juledag.
Og Bente? Hun skulle være lægestuderende, og der var ingen adgangsbegrænsning, så hun behøvede ikke at gå endnu i nogle uger og vente på besked om optagelse. Og hun skulle bo på Frederiksberg, og så kolossal var København vel heller ikke, at jeg ville komme på alt for stor afstand af hende. Men nu foreløbig skulle jeg med Sankt Knuds trop på sommerlejr ved Nyborg, og Bente skulle på vandretur eller cykeltur med Ingrid fra parallelklassen, og vi kunne godt aftale at skrive sammen, men jeg vidste meget vel, at Bente ikke var nogen flittig brevskriver.
Det var lys sommermorgen, da Bente og jeg cyklede fra Volderslev ad vejen til Lindved. Ved Lindvedgård skulle jeg til venstre ind mod Odense og Bente til højre ad landevejen til Ringe. Jeg var nær ved at græde, og Bentes øjne var meget store og meget alvorlige, og hun var lige så stakåndet som mig.

Så kørte vi hver til sit. Og hjemme på mit værelse var det mig næsten ikke muligt at finde hvile, endsige falde i søvn.

HALVDELEN AF ET 15-ØRES BREVKORT
Helge Skjødts danskundervisning
Dansklærerforeningen sad tungt på gymnasiernes danskundervisning i 1940-eme. Den emsige forening påtog sig at udgive den danske litteraturs klassikere til undervisningsbrug. Og det betød, at det klassiske litterære værk kun udgjorde en beskeden del af Dansklærer-foreningens lærebog. Resten af bogen var indgående skildringer af værkets litterære baggrund og sammenhæng, almindelige kulturhistoriske betragtninger og navnlig en omfangsrig liste med kommentarer til snart sagt hver eneste sætning i værket. Et typisk eksempel var Erasmus Montanus. Her kunne man finde Holbergs komedie på de midterste sider omgivet af betragtninger over bondeliv og studenterliv på Holbergs tid, analyser af Holbergs komediers eventuelle forbilleder hos Moliere og antikke digtere, oplysninger om Holbergs sproglige særpræg og en masse tekstudlægninger, som Dansklærerforeningens kloge hoveder havde forfattet med imponerende omhu. For eksempel: I sidste akt, som foregår udendørs, har Erasmus efter at være blevet plaget med militær eksercits erklæret, at Jorden er så flak som en pandekage. Så er alt godt igen, og så følger komediens sidste replik:
Jeronimus. Ja, nu er vi gode Venner igjen, nu skal I faae min Dotter. Kommer nu alle sammen ind hos mig og drikker på Forligelse; Hr. Lieutenant giør os den Ære at komme ind.
(De gaae ind).
Skulle man nu tro, at ordet 'ind' betød 'ind i Jeronimus' hus', blev man belært af kommentaren: 'Ind' betød 'ind i kulissen'.
Det lå Skjødt, klassens meget kompetente og meget afholdte dansklærer, fjernt at hænge sig i sådanne pedanterier. Hans begejstring for Dansklærerforeningen var ikke udtalt, og i betragtning af, at Skjødt lod til personligt at kende alle i danske og for den sags skyld i nordiske litterære kredse, har han måske opfattet disse litteraturpædagoger som en flok middelmådigheder, der ikke havde kunnet drive det til noget andet og videre. Og Skjødt formåede at opfylde den måske meget detaljerede læseplan for gymnasiets dansk uden på noget tidspunkt at forfalde til næsegrus loyalitet, tværtimod.
I 1. g lagde man ud med sagalitteratur, og Skjødt boltrede sig gevaldigt med Egil Skallagrimson og Skarphedin og lod os ikke i tvivl om, at han kunne tale et magtfuldt oldnordisk. Så gik man videre med folkeviser og Jammersmindet og Holberg, og i 2. g var turen kommet til Ewald og Wessel og Grundtvig og Oehlenschläger og navnlig til Skjødts elskede Jens Baggesen. Det var Skjødts sædvane, hver gang vi tog fat på en ny digter, at påstå, at netop denne digter havde Skjødt altid haft en særlig forkærlighed for, og at han havde beskæftiget sig specielt indgående med netop denne digter. Men Jens Baggesen lod til at være favoritten frem for nogen. I 3. g kom vi så til Georg Brandes og Herman Bang og J. P. Jacobsen for så at ende ved Johannes V. Jensen.
Skjødt var meget flittig til at benytte tavlen. Han skrev en masse op og forventede måske, at alle omhyggeligt skrev hans skriverier af. Det ville have været næsten uoverkommeligt. Alligevel gik der et rygte. En pige i klassen før os havde faktisk skrevet alt af gennem samtlige tre gymnasieår, og hun havde derved fyldt 12 tætskrevne kollegiehæfter.
Der skulle læses hovedværker, helst to om året, og hovedværkerne var udpræget eksamensstof. Skjødts valg af hovedværker var som hele hans undervisning præget af, at han ville imødekomme traditionerne samtidig med, at han gerne ville afvige. Uhyre traditionelt var at gøre Erasmus Montanus og Sankt Hansaftensspil til hovedværker, mindre traditionelle hovedværker var Bræen og En idealist. Og disse to var heldigvis ikke udkommet hos Dansklærerforeningen, så dem kunne vi så at sige læse uden forstyrrende pædagogisk indblanding.
Det var mordet på Kaj Munk i januar 1944, der fik Skjødt til at bestemme sig definitivt for En idealist. Han var en glødende beundrer af Kaj Munk udelukkende på grund af dette ene skuespil, og han syntes, at alt hvad Kaj Munk ellers havde skrevet, var middelmådigt, hvis det da ikke var det rene makværk. 'Men det gør ikke noget', sagde Skjødt. 'Hvis en digter bare med et eneste værk har bevist sit geni, kan det ikke anfægtes af selv det argeste bras. Nu kan I jo bare tænke på Grundtvig. Hvad den mand har ydet af ligegyldigt ordgyderi, er formidabelt. Og han har skrevet salmer, som mest af alt virker som parodier på ham selv. Men hvad gør det, når han har skrevet Strandbakken ved Egeløkke og I al sin glans nu stråler solen?
Der skulle også læses speciale, og det indebar, at vi skulle beskæftige os med én enkelt digter. Og det skulle være Henrik Ibsen. Så skulle hele klassen læse Vildanden, og desuden skulle hver enkelt sætte sig ind i et andet af Ibsens skuespil og fremlægge sine betragtninger over det for klassen. Der var nok at vælge imellem. På mit værelse hjemme havde jeg en radio, en gammel kasse, som jeg havde fået forærende af fru Kannegårds svigermor, og som fik strøm fra en tung akkumulator, der jævnligt måtte sendes til opladning. I aftentimerne kunne jeg ligge ned på min sofa og høre Statsradiofoniens sparsomme udsendelser, som i øvrigt ofte blev afbrudt 'af militære grunde'. Men heldigvis havde Ibsens En folkefjende været sendt uden afbrydelser, og Poul Reumert havde spillet dr. Stockmann med en sådan autoritet, at man næsten ikke kunne begribe, at han fik hele byen på nakken. Jeg valgte derfor En folkefjende som mit speciale.
Skjødt havde givetvis forudset, at nogle kunne slippe billigt om ved deres speciale og nøjes med at resumere skuespillets handling. Men den gik ikke. Selvfølgelig måtte man gerne indledningsvis referere skuespillets handling i store træk, men så heller ikke mere. Referatet skulle være kortfattet. Det måtte ikke brede sig ud over, hvad der kunne stå på halvdelen af et l5-øres brevkort. Sandsynligvis mente Skjødt med ordet halvdelen den ene side af brevkortet. Men for en sikkerheds skyld købte jeg et 15-øres brevkort og skrev til Skjødts fornøjelse mit referat af handlingen i En folkefjende med myggeskrift på halvdelen af den ene side.

Skjødt havde en fortid som regensianer, og det var han meget stolt af. Og han var også stolt af, eller i hvert fald meget optaget af, at han havde været dansk lektor ved universitetet i Kiel i de sidste førkrigsår og de første krigsår, og man kunne godt få det indtryk, at disse år i Kiel var et højdepunkt i livet, som aldrig ville kunne overgås. Men nazismen havde Skjødt absolut ikke kunnet forlige sig med, og han havde derfor forladt Kiel, da hans kontrakt udløb. Og nu måtte han finde sig i, at en af hans gamle elever, Gustav Meissner, var blevet besættelsemagtens presseattaché i Danmark.
Desværre var der ikke plads til den store verdenslitteratur i gymnasiets dansktimer. Det ville nok ellers have passet Skjødt storartet at komme uden for Norden i timerne. For selvfølgelig vidste han alt om Goethe og Dostojevskij og Victor Hugo og mange andre. Men de blev kun nævnt i forbindelse med de talrige divergenser fra danskstoffet, som Skjødt krydrede timerne med. Og mere end én gang hørte vi ham fremsætte den næsten ordsprogsagtige udtalelse 'Shakespeare rummer alt'.
Det var på Skjødts opfordring, at flere fra klassen i en af dagene efter befrielsen overværede et møde i Foreningen Norden, der foregik i Fyns Forsamlingshus' store sal. Her skulle Jørgen Bukdahl holde foredrag. Skjødt havde forberedt os på, at uanset emnet, som nok ville være et eller andet om litteratur, ville det blive en særpræget oplevelse at høre og navnlig at se Jørgen Bukdahl. Det blev det også. Ganske vist sad publikum længe og ventede på Bukdahl, og der blev sunget den ene fødelandssang efter den anden. Måske var han lovlig undskyldt, trafikken i maj 1945 var sparsom og ofte tilfældig. Men omsider kom han og tog fat med vældige armbevægelser, der fik det til at se ud, som om han ville rive talerstolen til pindebrænde. Det fremgik efterhånden, at hans emne var tre norske digtere, Wergeland, Bjømson og Garborg. Men for en lidet litteraturkyndig var det svært at finde ud af, hvad han ville med disse tre. Og hans ordstrøm virkede mere og mere opslidende, som tiden gik. Da han havde talt og gestikuleret i næsten en time sagde han: 'Hermed er vi fremme ved det, som jeg vil tale om i aften'. Jeg tror nok, at jeg trods alt var hjemme inden midnat.
Dagen efter sagde Skjødt, som ikke selv havde overværet foredraget: 'Jeg havde jo advaret jer'.

PUHA HVOR DU KA’ DET IKKE !
Matematik
Matematik var et hovedfag. Selvfølgelig, når man gik i gymnasiets matematisk-naturvidenskabelige retning. Og dette hovedfag var tildelt så mange skematimer, at man havde en matematiktime hver dag i ugen, hvis man da ikke havde to sammenhængende timer en dag og til gengæld en enkelt matematikløs dag. De to sammenhængende timer kunne benyttes til skriftlig prøve, og det blev de ofte.
Gravmoppen foretrak Julius Petersens lærebogssystem, som vistnok havde sin oprindelse engang i 1800-årenes sidste halvdel, da matematisk gymnasium blev introduceret i Danmark. Siden var lærebogssystemet omredigeret et utal af gange og var derfor udkommet i et utal af oplag. Men der var gennem tiderne ikke ændret meget ved bøgernes udseende. De var små og gennemgående ret tynde og indeholdt derfor kun det obligatoriske pensum, mange steder i koncentreret udgave og uden svinkeærinder. Det fremgik tydeligt, hvis man fik fat i et andet lærebogssystem, for eksempel Andersen og Mogensens, hvor man godt kunne komme ud for, at et emne kunne behandles med grundighed over flere sider, mens Julius Petersen nøjedes med at drysse nogle hovedpunkter ud over en eller to sider og ofte uden ret megen stringens og præcision.
Man lagde ud i 1.G med at gennemgumle andengradspolynomier på snart sagt alle tænkelige måder. Diskriminanter og opløsning i førstegradsfaktorer skulle indøves med grundighed, og røddernes sum og produkt blev vendt og drejet i et utal af eksempler og opgaver. Allerede ved dette elementære stof begyndte det at knibe for mange, og Gravmoppens undervisning var ikke til megen hjælp. Men det blev langt værre nogle måneder henne i skoleåret, for nu skulle man i gang med talfølger, voksende og aftagende, konvergente og divergente, og hvad skulle det så gøre godt for? I forlængelse af talfølgerne skulle man også lære om intervalindsnævringer, og Gravmoppen stred vedholdende, men lidet effektivt med tallinie og farvekridt.
Trigonometri optog en stor del af 1.G’s pensum. Sinus, cosinus og tangens til den halve og den dobbelte vinkel og tilsvarende problemer gav anledning til en styrtende mængde formler, der alle skulle læres udenad, hvis man da ikke lige var i stand til at udlede dem efter behov. Og kronen på trigonometrien var trekantsberegning, ofte i forbindelse med konstruktion. Så var det med at gøre sig klart, om man stod med første, andet, tredje, fjerde eller femte trekantstilfælde, og tredje trekantstilfælde var lumsk, for det kunne forekomme, at den givne vinkel A var spids, og at den givne side a var mindre end den givne side b, og så var der to løsninger, der ikke var kongruente, og det var så forbandet let at glemme den ene.
Overhøringer ved tavlen kunne udvikle sig til en besynderlig dialog, hvor begge parter oparbejdede en forståelseskløft og talte mere og mere forbi hinanden. Gravmoppen var bestemt ikke god til at stille præcise spørgsmål, og af den overhørtes forvirring sluttede Gravmoppen, at han/hun ikke kunne lektien, hvad han/hun iøvrigt ofte heller ikke kunne. Så blev Gravmoppen irriteret og vrængede og sagde puha og ih hvor du kan det ikke, og så måtte hun prøve at få en af de få, der kunne noget, op til tavlen. For eksempel Tang Koch. Han sørgede tit for at skabe en anden form for forvirring, eftersom han ikke så sjældent mente at kunne lektien bedre end Gravmoppen, men på sin særlige selvkonstruerede måde, som Gravmoppen efter hans mening burde tage ved lære af. Ved lejlighed skete det, at Tang Koch måtte hale i land og indrømme, at han havde taget fejl, men det var kun ved sjældne lejligheder.
Med korte mellemrum afholdtes der prøveregning. Så skulle man bruge Lomholt, som var en samling af den nærmeste fortids skriftlige studentereksamensopgaver, og de, der sad ved et bords højre side skulle løse andre opgaver end de, der sad ved venstre side. Så kunne man jo ikke skrive af efter hinanden. Men diskrete sedler vandrede frem og tilbage i højre, henholdsvis venstre side med opfordringer til hjælp eller forslag til hvordan denne og hin opgave skulle gribes an.
I 2.G blev det langt vanskeligere for det flertal af klassekammeraterne, der havde det svært med matematik. Nu handlede det om reelle funktioner, kontinuitet og differentiabilitet og om integralregning, og talfølgerne og deres mulige grænseværdier blev taget frem igen allerede til belysning af begrebet kontinuitet ganske uden hensyn til, at de reelle tal ikke er numerable. Der blev dog til al forvirring også puttet noget epsilon-delta ind i stoffet, og dette både-og blev selvfølgelig snarest til hverken-eller. Men der skulle sandelig tegnes kurver og undersøges for asymptoter og tangenter og maximum og minimum, Lomholt vrimlede med underlige og ofte helt forskruede opgaver i funktionsanalyse. Og det var ikke det eneste svære emne i 2.G’s matematik, man skulle også lære om parabler, ellipser og hyperbler og løse opgaver om parabeltangenter og ellipsetangenter og de mest kunstfærdigt udtænkte geometriske steder, som tidligere studentereksaminander havde skullet bestemme ifølge Lomholt. Tang Koch kunne ved prøveregningerne godt have sine vanskeligheder, og mere end én gang skete det, at han midtvejs i prøven gjorde Gravmoppen opmærksom på, at der måtte være en trykfejl i opgaveteksten. Det tog Gravmoppen med sindsro, selvfølgelig var der ikke det, og Tang Koch kunne også senere erklære, at der nok alligevel ikke var trykfejl.
3.G’s matematikpensum var mere overskueligt, det gjaldt først og fremmest om at holde stoffet fra 2.G ved lige. Men desuden skulle man lære noget stereometri, som var underlig og halvkedelig, og som det var temmelig svært at stille skriftlige opgaver i. Der var også lidt kombinatorik, lidt talteori og minsandten lidt om komplekse tal, men alle disse tre emner tog både bogen og Gravmoppen meget let på. Opgaver i disse tre discipliner var sjældne i Lomholt, så mon vi dog kunne komme ud for dem ved skriftlig eksamen?
I 3.G sad jeg bagved Ulla, som sad bagved Inge-Marie, som sad bagved Gumse, og i prøveregningstimerne kunne jeg være sikker på at få en seddel fra Ulla.

Nr. 1 ?

Nr. 2 ?

Nr. 3 ?

Så måtte jeg se at få nogle gode råd trængt sammen på sedlens snævre plads og sende den tilbage til Ulla, som efter afbenyttelse sendte den videre til Inge-Marie, som, hvis ellers hendes samvittighed og moralske indstilling tillod det, sendte den videre til Gumse.
Casper, som havde let ved faget, formulerede sin mening om Gravmoppen særdeles rammende : ‘Man kan sige det gode om hende, at hvis man er i stand til at lære stoffet på egen hånd, er hun ret uskadelig’.

MAGNUS
Fysik & kemi
Mens klassen måtte finde sig i Gravmoppens uspændende undervisning og Julius Petersens triste lærebøger i hovedfaget matematik, stod det ganske anderledes til i det andet hovedfag fysik og kemi. Magnus Møller Jørgensen, som altid kun blev kaldt ved fornavn, var både fagligt og pædagogisk meget kvalificeret. Og Sankt Knuds gymnasium frembød gode vilkår for god undervisning i fagene. I 1942 var bygningerne nye og moderne, kun to år gamle, og der var rummelige lokaler til både fysik og kemi, der var et lærerkontor og et lærerværksted, og der var en imponerende samling af undervisningsapparatur. Hvad der måtte mangle i fysikapparater, kunne frembringes af Magnus, som var uhyre fingernem, og som ikke kun fremstillede både større og mindre ting i sit værksted, men som tilmed ind imellem opfandt apparater, som var bedre egnede til undervisning end hvad etablerede firmaer markedsførte.
Traditionelt lagde Magnus ud i 1.G med varmelære og lyslære, og der skulle laves øvelser med kalorimeter og med linser, og så måtte man håbe, at der ikke gik for meget kludder i målingerne og i beregningerne, som da en eller anden, sandsynligvis Barkholt, bestemte isens smeltevarme til rundt regnet 0,5 i stedet for det korrekte tal 80.
I 2.G var det mekanisk fysik og elektricitetslære, der stod på programmet, og øvelserne blev noget anderledes. Der kunne endda ligefrem forekomme legemligt anstrengende øvelser såsom bestemmelse af varmens mekaniske ækvivalent. Her skulle man måle temperaturen i en pose med blyhagl, og så skulle man hundrede gange lade posen falde fra en meters højde og så måle temperaturen igen. Man skulle også helst lære at betjene fysiklokalets krydsfordelingstavle, og det var svært.
Man fortsatte med elektricitetslæren i 3.G, nu piftet op med noget om ioner og spektre. Og så var der til min ærgrelse et alt for beskedent og alt for gammeldags astronomipensum, som der selvfølgelig ikke kunne laves øvelser i.
Kemien foregik over alle tre gymnasieår, og pensum indeholdt fortrinsvis uorganisk kemi, som der kunne laves nogle øvelser i. Dertil en smule fysisk kemi og en smule organisk kemi, som efter manges mening var vanskeligt stof. Der var ikke den store begejstring over COOHCHOHCHOHCOOH og tilsvarende lange, svært gennemskuelige formler.
Til hver øvelse skulle der skrives rapport. Den skulle udformes efter en fast disposition. Først en kort formålsbeskrivelse. Formålet med øvelsen er at bestemme varmefylden for jern, aluminium og bly. Eller : Formålet med øvelsen er at eftervise linseformlen. Derefter en tegning af apparatopstillingen, og det voldte betydelige vanskeligheder for de mindre tegnebegavede. Gang på gang afleverede Birthe en lille gnidret utydelig tegning, som Magnus ofte så sig nødsaget til at kassere. Dernæst en beskrivelse af øvelsens udførelse, så måleresultater og til sidst beregninger. Hvis der da ikke som i slutningen af 3.G også skulle foretages usikkerhedsberegning, men det skulle der heldigvis kun, hvis den var forholdsvis ukompliceret, for det var både teoretisk og praktisk vanskeligt.
Magnus ville gerne supplere med virksomhedsbesøg, og det var ganske givet ikke hans skyld, at det ikke blev til ret meget. Ret tidligt i 1.G var klassen på besøg på Albanibryggeriet, og Bente og jeg var ved at blive grebet af panikangst, da omviseren gjorde opmærksom på, at vi i det lokale, hvor vi nu befandt os, nok kunne mærke på vores åndedræt, at der var temmelig meget kuldioxid i luften. Ved bryggeribesøgets slutning erkendte jeg tydeligt min skrækkelige letpåvirkelighed af selv ganske små mængder alkohol.
En anden gang havde Magnus fået arrangeret et besøg på sygehusets radium- og røntgenafdeling, en overlæge var ivrig og grundig omviser. Det var meget fornøjeligt at se på en røntgenskærm, hvordan barytgrød klumpvis gled ned gennem Inges spiserør.

HARMFULD I HU TOG SKYDROTTEN ZEUS TIL ORDE OG TALTE
Oldtidskundskab og religion med Thierry
Af udseende var lektor Thierry indiskutabelt den mest særprægede af Sankt Knuds Gymnasiums lærere. Selvom han nærmede sig pensionsalderen var han rank og spændstig og tydeligvis i fin fysisk form. Han var til enhver tid iført et mørkegråt, yderst korrekt jakkesæt. Han havde ikke meget hår ovenpå hovedet, men så havde han til gengæld en masse hår i resten af hovedet, et vældigt hvidgråt overskæg og et velvoksent hageskæg i samme nuance. Hans udseende var ikke det eneste særprægede ved ham. Også hans navn var usædvanligt, eftersom han havde otte fornavne. Og det var ikke helt almindelige fornavne. Det af de otte navne, han selv foretrak, var Gaston. Desværre fik jeg aldrig oplyst samtlige syv andre fornavne, endsige deres rækkefølge, men nogle af klassekammeraterne mente at vide, at han hed Armand og James og Klodevig og vistnok også Rudolf.
Thierry var en rutineret underviser og talte et tydeligt og distinkt sprog med rolig stemmeføring, som forblev rolig, når han blev vred og skammede klassen ud. Hans viden var omfattende, og han kunne sandsynligvis have undervist gymnasieelever i de fleste af gymnasiets fag, i hvert fald dansk, historie, engelsk, tysk, fransk, latin og de to fag, som han docerede i den klasse, som jeg gik i, nemlig religion og oldtidskundskab. Timetallet i de to fag var meget lavt, det kunne ikke have været meget lavere uden helt at forsvinde.
Religion var ikke eksamensfag, men snarere orienteringsfag. Det handlede udelukkende eller næsten udelukkende om kristendomskundskab, og Thierry var fjernt fra at være fundamentalistisk og også fjernt fra at være opbyggelig. Men det var en håbløs opgave, han havde påtaget sig. At belære os 15-17-års gymnasieelever om paralleller og divergenser i de tre synoptiske evangelier, om hellenismer i Johannes-evangeliet og om paulinsk kristologi var kun glimtvis muligt, og det blev ikke bedre af, at Thierry tydeligt pointerede, at gymnasieelever var voksne, ansvarsbevidste mennesker, der skulle undervises som sådanne og ikke som barnlige mellemskoleelever.
Faget Oldtidskundskab, dette levn fra 1800-årenes latinskoler, burde nok snarest have heddet Hellaskundskab. Det Hellas, som var en fiktion, som var konstrueret af klassisk-filologer for 100 år siden (ifølge C. Northcote Parkinson). Der var ikke plads eller interesse inden for faget for oldtidens Ægypten eller oldtidens Persien eller oldtidens Mexico, og Danmarks oldtid sorterede under faget historie. Thierry begyndte forventeligt nok med Homer, og i månedsvis sad man og hakkede med heksametre om heltenes kvaler i og omkring Troja. Thierry så helst, at man anvendte Wilsters oversættelse, men fandt sig dog med sammenbidthed i mig og andre, der havde kunnet købe Kragelunds oversættelse antikvarisk. Det var de færreste i klassen, der kunne udvise nogen videre interesse for Agamemnon og Hektor og hele den øvrige mangfoldighed af tapre og ædle krigere. Barkholt var den mest interesserede, her var der et fag, som han kunne være med i til forskel fra fysik og matematik, som han ikke havde det nemt med.
Man skulle også lære om guder og sagnskikkelser efter Sechers græske mytologi, som åbenbart var en klassiker i faget. Det var heller ikke så nemt at opvise interesse for den vise Pallas Athene, der var sprunget ud af alfader Zeus’ pandebrask, eller for samme Zeus’ erotiske eskapader, der selvfølgelig kun blev omtalt med størst mulig ærbarhed.
Som man skred frem i faget, kom man også til den snilde Odysseus’ besværlige hjemfærd fra Troja og hans trofaste Penelopes væverier. Siden kom Luckenbach i anvendelse, billedværket om den antikke kunsts hovedværker, som skulle analyseres og karakteriseres i det uafladelige.
To og kun to gange i løbet af gymnasiets tre år oplevede jeg, at Thierry sagde noget, der var ment som morsomheder. Den ene gang var det ordet pædagog, hvis græske oprindelse han forklarede og tilføjede, at i det gamle Athen var en pædagog slave. ‘Dengang som nu’. Anden gang var i forbindelse med fortællingen om danaidernes bundløse kar, som aldrig ville kunne fyldes, hvormeget danaiderne end øsede i det. Denne virksomhed sammenlignede Thierry med gymnasielærernes.
Thierry var respekteret, og måske kunne han endda trods sin tilknappede adfærd have været afholdt, hvis ikke han havde givet udtryk for, at han var pro-tysk og anti-britisk. Ikke fordi han på nogen måde skiltede med det, men han lagde heller ikke skjul på sine meninger. Sandsynligvis var han langt mere anti-britisk end pro-tysk, og han gav aldrig nogensinde udtryk for den ringeste sympati med nazismen. Men i besættelsestidens polariserede meningsklima blev pro-tysk øjeblikkelig identificeret med nazistisk, ikke mindst blandt gymnasieelever. Det fremgik på intet tidspunkt, hvorfor han afskyede England, Rektor antydede engang uden Thierrys vidende, at han havde set sig ædende ond på de britiske opdragelsesmetoder, sådan som de praktiseredes i den britiske overklasses public schools, men det forekom os alle at være en spinkel begrundelse for at mene, at det havde været lykkeligt for Danmark, at det var tyskerne, der var kommet den 9. april 1940, og ikke englænderne.
Thierry kunne vredes over de særeste ting. Eksempelvis skældte han på sin tydelige, men beherskede måde ud på Inger-Lise og Helene, som i et frikvarter på skift gnavede af det samme æble. Det var ikke bare uæstetisk, det var direkte livsfarligt. Han undså sig ikke for at kalde Inger-Lise en morder. Nu havde Thierry i forvejen et horn i siden på Inger-Lise, og ikke kun fordi hun var urolig og ukoncentreret. Det var sædvane på Sankt Knuds Gymnasium, at klassens ordensduks hver dag skulle notere datoen og de fag, der stod på dagens skema, i en notesbog, der lå fremme på katedret. Hensigten var, at læreren ved slutningen af en time til hjælp for sin egen hukommelse kunne gøre notater om, hvad der var gennemgået. Bogen kaldtes af historiske årsager Sortebogen, selv om den ikke var sort. Engang havde Inger-Lise som ordensduks undladt at skrive ordet Oldtidskundskab i Sortebogen, hun havde frimodigt skrevet fagets velkendte øgenavn Oldævl. Det gav Thierry anledning til at udøse ord som uærbødighed og foragt og barnlighed ud over Inger-Lise.
Det var unægtelig mere forståeligt, når han frabad sig, at Mads sad med sit strikketøj i timerne. Mads forsøgte at overbevise Thierry om, at hun sagtens kunne strikke og høre efter samtidig. Det benægtede Thierry energisk. Så syntes jeg, at jeg havde et godt argument til støtte for Mads. ‘Hr. Thierry, en musiker kan da godt spille efter sine noder og følge dirigentens anvisninger samtidig’. Så sagde Thierry med rolig og værdig stemme : ‘Det er to ting, der supplerer hinanden’.
Så havde jeg ikke mere at skulle have sagt.

I SKAL FANDEME IKKE KUNNE ÉT ÅRSTAL MERE END NØDVENDIGT
Historie med Hæstrup
På Mulernes Legatskole var udenadslæren en betingelse for at få en god karakter i historie. Pibe-Petersens undervisning havde bestået i overhøring i dagens lektie efterfulgt af en oplysning om, at man så til næste gang skulle læse videre til side det og det. Og så havde han sat sig til at rette stile eller læse avis.
Sådan var det langtfra på Sankt Knuds Gymnasium. Hæstrups historieundervisning appellerede kun meget lidt til gentagelse af lærebogsstof. Ganske vist havde man en lærebog, Paul Holts Verdenshistorie, men den fulgte Hæstrup kun, når det passede ham, og det gjorde det ofte ikke. Der har givetvis eksisteret en undervisningsvejledning i form af en ministeriel betænkning, og der har måske også eksisteret en læseplan, men dem har Hæstrup opfattet som forslag langt mere end som diktat.
Ganske vist gik han loyalt frem i den traditionelle kronologiske orden, men med massevis af divergenser. Det kunne godt virke som om det højtbeundrede Hellas ikke havde hans store interesse, men var noget der helst skulle overstås. Og det forholdt ikke meget anderledes med Romerriget. Så var Middelalderens Europa mere spændende, og man kunne tydeligt se frem til, at Hæstrup ville være i hopla, når vi engang nåede op mod nutiden.
Bevares, paratviden var ikke at foragte, men forståelse og overblik var langt at foretrække, og det var Hæstrup inderligt ligegyldigt, om en eller anden sagde, at Erik Plovpenning blev halshugget i 1255 i stedet for det korrekte 1250.
Faget omfattede også Samfundslære, og Hæstrup formåede at levendegøre dette ellers så knastørre stof. Her havde han også rig lejlighed til at satirisere over Christiansborg og Centraladministrationen og meget andet. Som for eksempel Odense Byråd. Ved valget til byrådet i 1943 fik Socialdemokratiet absolut flertal, og Tang Koch mente bestemt, at det ville Hæstrup gerne have undværet. Tang Koch havde nemlig opdaget, at Hæstrup havde stået på en liste over stillere for en konservativ kandidat. Altså måtte han være konservativ, mente Tang Koch. Men Hæstrup belærte Tang Koch om, at sådan kunne han ikke konkludere.

I 2.g skulle der arbejdes med historiespeciale. Der lod til at være meget frie rammer for hvad der kunne vælges som specialeemne, og Hæstrup valgte egenmægtigt Sønderjylland efter 1864. Så blev der anskaffet en grundbog, en lille bog, der hed ‘Halvhundrede år’. Man kunne undre sig over, at Hæstrup fandt bogen anvendelig, for dens højstemte bravader om og lovprisninger af de tapre, udholdende sønderjyders fastholden ved danskheden imod de fæle preussere lå fjernt fra Hæstrups stil. Men grundbogen skulle heller ikke opfattes som en lærebog, den skulle kun være til at orientere sig efter. Arbejdet med specialet skulle nemlig foregå ved at hver enkelt i klassen fik tildelt et delemne, som der så skulle udarbejdes en skriftlig afhandling om. Desuden skulle hver enkelt bagefter fremlægge sit emne mundtligt for klassen. Hæstrup lavede en liste over netop så mange delemner, som der var elever i klassen, og hvis nogen havde særligt ønske om et af emnerne, skulle man bare melde sig, ellers ville Hæstrup fordele dem.
Jeg fik tildelt emnet ‘Den danske presse i Sønderjylland mellem 1864 og 1920’. Det var jeg ikke umiddelbart begejstret for. Det var sin sag at finde ud af de forskellige sønderjyske dagblades fusioner og opsplitninger og af deres partitilhørsforhold. Det var heller ikke nemt at hitte rede i redaktørernes accept af eller afstandtagen fra samarbejdspolitik eller protestpolitik. For ikke at tale om mere eller mindre besynderlige afvigere som Cornelius Petersen fra Vester Anflod. Jeg prøvede at stille mit emne op i en grafisk oversigt med kronologi på den ene led og partifarve på den anden, og til min store overraskelse var det noget, der lige passede Hæstrup.
Klasseforedragene var stort set ørkenvandringer. De fleste læste monotont op, hvad de havde skrevet, og det gjaldt åbenbart for mange om at få så meget sagt som muligt i løbet af de 40-45 minutter, der var til rådighed. Navnlig Inge-Marie, der lagde ud i et rablende tempo, som fik Hæstrup til at råbe ‘hurtigere’. Og minsandten om ikke Inge-Marie troede, at han mente det, og satte tempoet endnu mere op.
Der var kun to, der både havde et interessant emne og forstod at fremstille det på en interessant måde. Caspers emne var ‘Sønderjyske soldaterskæbner’, og Barkholts var ‘Genforeningen’. Navnlig Barkholt blev påhørt ikke kun med interesse, men ligefrem med åndeløs medleven. Allerede hans skildring af kongens ridetur på den hvide hest over den gamle grænse og den lille sønderjyske pige, som han tog op på hesten, var ved at bringe rørelsens tårer frem i alles øjne. Og helt galt blev det, da han kom frem til de unge sønderjyske hvidklædte piger, der ved højtideligheden i Dybbøl skanser overbragte kongen et dannebrogsflag, der havde været gemt af vejen siden 1864. Barkholt oplæste grev Schacks tale, så Schack selv umuligt kunne have gjort det bedre. Også den gamle krigsveteran, der lovede Kongen, at ‘vi danske sønderjyder skal blive dine trofaste undersåtter, Kong Christian’, kunne ikke have gjort det bedre end Barkholt.
Kort efter skoleårsstart i august 1944 var Hæstrup med pludselighed ikke på skolen. Selv om Rektor ikke sagde det direkte, var det tydeligt for alle, at Hæstrup havde fundet det nødvendigt at gå under jorden. Rektor fandt en vikar, frk. Friborg. Hun var angiveligt nyuddannet cand. mag. i historie, og hun påtog sig alle Hæstrups historietimer. Hun var stærkt handicappet, og Rektor påstod, at frk. Friborgs handicap havde forhindret hende i at blive ansat på alle andre gymnasier. Begge hendes ben var erstattet af proteser, hun nægtede konsekvent at bruge stokke eller gangstativ og bevægede sig i en mærkelig foroverbøjet gangart frem og tilbage på gangene og op og ned ad trapperne. I timerne stillede hun sig foran katedret og blev stående i samme stilling og på samme sted hele timen.
Med frk. Friborg blev historietimerne meget anderledes end Hæstrups. Nu blev det derfra og dertil i bogen, og hun hørte i dagens lektie og genfortalte lektien til næste gang på en overgearet og ofte noget skinger måde.
En skønne dag kom undervisningsinspektøren, og frk. Friborg var skrækkeligt nervøs og endnu mere overstadig end til hverdag. Så meget mere som inspektøren var en noget brøsigt udseende herre, der et stykke tid inde i timen overtog ordet fra hende og gav sig til at give klassen supplerende undervisning. Det havde hun det bestemt ikke godt med.

STOFFER
Geografi
Stoffer hed selvfølgelig ikke Stoffer. Hun hed Anne Marie Kristoffersen, men det navn blev kun brugt på tryk i årsskriftet og ved meget officielle lejligheder. Hendes fag var geografi og biologi, og der var såvist ikke noget i vejen med hendes energi. Om hun så havde den store faglige indsigt, er ikke spor sikkert. Hun lagde i hvert fald ikke skjul på, at hun i sin tid havde klaret sig netop lige over grænsen til 1. karakter ved sin embedseksamen.
Hendes undervisning var nok ret traditionel, men hun havde heldigvis en herligt uhøjtidelig væremåde, og hun var så sandelig ikke uden humor. I 1.G stod der geologi på programmet. Jeg blev aldrig rigtig fortrolig med endemoræner og tunneldale, men sådanne skulle man helst kunne beskue i det fynske landskab, og det gav anledning til en ekskursion til Kerteminde. Den foregik engang i forsommeren 1943 med Kerteminde-Martofte-banen, som gav sig meget god tid. Ankommet til Kerteminde marcherede klassen med Stoffer forrest ud til klinten, og Stoffer må ganske givet have forklaret en masse, som helst skulle huskes, for man skulle aflevere en skriftlig rapport om ekskursionen få dage senere. Vejret var godt, og det var herligt at holde frokostpause i skoven ovenfor klinten. Her kom Barkholt galt afsted. Hvad han så ellers har snublet over, fandt jeg ikke ud af, men han måtte slæbes af to mand på skift på tilbageturen til banegården i Kerteminde.
I 2.G stod der klima og erhvervsgeografi på repertoiret, men det forhindrede ikke endnu en ekskursion, også denne gang i forsommeren, til Svanninge bakker. Her så man på dødishuller og andet geologisk.
Efter ministeriel forordning eller efter Rektors ordre måtte Stoffer ikke være den eneste lærer på en ekskursion, når der var elever af begge køn i klassen. Der skulle en mandlig lærer med. I Kerteminde havde det været Olsson, som vistnok havde god forstand på geologi, men som holdt sig i baggrunden. I Svanninge var det den unge, nyansatte tysk- og latinlærer Hertig Jørgensen, der var ledsager. Det er tvivlsomt, om han anede noget om endemoræner, men vi måtte takke skæbnen eller Stoffer for hans medvirken, for midt i vores frokostpause drønede der geværskud lige i nærheden. Tyske soldater var åbenbart på øvelse i bakkerne. Hertig måtte træde i funktion med sit givetvis perfekte tysk og forklare en underofficer, at vi var her i uddannelsesøjemed og bestemt ikke for at genere værnemagten.
Der skulle skrives speciale i faget, og Stoffer gav nogenlunde frit slag for, hvad man kunne vælge som speciale. Selvfølgelig skulle specialet have noget med hendes fag at gøre, men der var meget vide rammer. De færreste kunne finde på noget utraditionelt, men det kunne jeg. Jeg syntes selv, at jeg havde fået en virkelig god og original ide. Jeg ville skrive et speciale med titlen Årsagen til istiderne. Til en begyndelse misforstod Stoffer mine hensigter, hun troede, at jeg ville tærske langhalm på skurestriber og ledeblokke, som hun selv havde gået så meget op i i timerne. Jeg måtte mere end én gang pointere, at mit emne var Hvorfor har der været istider? og ikke Hvorfra ved vi, at der har været istider?
Jeg havde læst i mine astronomibøger om det mørke interstellare stof og havde navnlig heftet mig ved, at dette stof ikke var jævnt fordelt i Universet. Kunne det så ikke tænkes, at Solen og dens planeter på den hastige fart i retning mod stjernebilledet Herkules flere gange var kommet ind i en samling mørkt stof? Og at dette mørke stof havde absorberet så meget af Solens stråling, at klimaet på Jorden var blevet koldere, indtil Solsystemet havde passeret stofsamlingen? Når nu den teori blev suppleret med nogle betragtninger over, at variationer i jordaksens hældning og en hel masse andet ikke kunne være årsag til istiderne, kunne der godt komme et speciale ud af det. Stoffer modtog det med behersket begejstring. Mon ikke jeg var kommet lovlig langt væk fra faget? Men lad gå da, hun accepterede det.
Lang tid senere læste jeg i en avis, at nu var der nogle videnskabsfolk, der havde opstillet den interessante teori, at istiderne skyldtes Solsystemets passage gennem mørkt interstellart stof.

DET VIGTIGSTE ER IKKE AT VINDE, MEN AT VÆRE MED
Skolestævne på Odense Stadion i 1942
Hvem fik den fortvivlede ide at holde sportsstævne for samtlige Odense-skoler, kommuneskoler, statsskoler og privatskoler? Det foregik på Stadion over to dage i begyndelsen af september 1942. Måske har arrangørerne haft Leni Riefensthals olympiadefilm fra 1936 i tankerne. I hvert fald skulle der foregå en indmarch af samtlige deltagere med efterfølgende rækkevis opstilling. Man slap dog for at heile foran en førerloge. Men åbningstale og fællessang skulle der være, og fællessangen var ved at gå i fisk, og en lærer fra Munkebjergskolen forsøgte at redde den ved at gribe en mikrofon og synge for med en stemme, som lå langt borte fra, hvad tidens fædrelandssanger frem for alle andre, Aksel Schiøtz, plejede at præsentere. Heldigvis var vejret tåleligt, så det var udholdeligt at stå opstillet i gymnastiktøj på fodboldbanen, indtil alle var på plads, og tale og sang var overstået. Jeg genkendte nogle af mine gamle klassekammerater fra Mulernes Legatskole, de var ganske givet opflammet af kaptajn Eriksen til at kæmpe for at vinde alt, hvad de var med i. Jeg bemærkede også et hold drenge fra Marie Jørgensens drengeskole. De udgjorde et crickethold og så med deres korrekte engelske cricketdress ud, som om de var importeret fra Eton.
Med et såre begrænset antal drenge var det selvfølgelig også begrænset, hvad Sankt Knuds Gymnasium kunne deltage i. Jeg kunne heller ikke interessere mig ret meget for, hvem fra gymnasiet der deltog i hvad. Jeg nøjedes med at se frem til, at vi kunne få den umulige håndboldkamp overstået, som jeg og mine klassekammerater var blevet overtalt af Olsson til at spille. Sankt Knuds Gymnasiums 1 .g-drenge mod Odense Katedralskoles 1 .g-drenge. Katedralskolen havde tre 1 .g-klasser med et flertal af drenge, og på Sankt Knuds Gymnasium var vi otte drenge, lige netop nok til et håndboldhold og én reserve. Mine erfaringer med håndbold indskrænkede sig til mine oplevelser i Mørkholt, hvor jeg havde skudt på mål hos Marie, og hvor jeg havde deltaget i kaotiske parodier på håndboldkampe, hvor mænd og koner og børn og hunde spillede uden hensyn til håndboldregler og kun for morskabs skyld. Måske havde Casper spillet en smule håndbold som FDF'er, men andre klassekammerater havde vist ikke på noget tidspunkt været i berøring med en håndbold. Alt dette vidste Olsson udmærket godt, men der var ikke noget at gøre, vi havde bare at spille den kamp, han havde for længst tilmeldt os. Kunne vi så ikke bare møde op og med det samme erklære, at vores situation var håbløs, og at Katedralskolen dermed havde vundet uden kamp. Nej, det kunne vi ikke, og det kunne da også godt være, at udsigterne ikke var så håbløse. Ganske vist ville Katedralskolen nok vinde, men vi kunne da vel give dem modstand.
Ole blev overtalt til at stå på mål. Og så blev de to højeste, Barkholt og Tang Koch, udnævnt til forsvarsspillere, Casper og Kay og jeg til angrebsspillere og Brinch til midtbanespiller. Kaj Erik Svendsen, der var overvægtig og ikke noget energibundt, og som ikke kunne gribe en bold og ikke holde på en bold uden at tabe den, skulle så være reserve.
Da kampen gik i gang, viste det sig selvfølgelig, at vores forudanelser slog til. Det var egentlig ligegyldigt, om vi spillede med eller ikke, bolden befandt sig yderst sjældent hos nogen af os. På besynderlig vis havnede den en enkelt gang hos mig, mens jeg stod alene foran Katedralskolens mål. Jeg skød, og målmanden klarede med største lethed. Måske blev resultatet 15-0 til Katedralskolen, måske 20-0, og Katedralskolens hold var høflige nok til at sige tak for kampen bagefter.
Tænk, om vi havde haft Børge med på holdet. Børge var en stor 3. mellemskoledreng, som var tilmeldt en konkurrence i boldkast. Den foregik i en af Stadions såkaldte kastegårde, og Børge sendte bolden så meget længere ud end kastegården, at den havnede på den anden side af Odense-Brenderup-togets skinner.

JULEAFSLUTNINGER
Alle og enhver vidste, at Rektors fødselsdag var den 24. december, selveste juleaftensdag. Og muligvis har Rektor også holdt fødselsdagsfest på denne halvhellige dato, men hun var næppe særlig begejstret for julen som sådan. Det ville stemme dårligt med hendes kølige, radikale forhold til markering af de kristne højtider. Men selvfølgelig kunne Sankt Knuds Gymnasium ikke lade, som om julen ikke eksisterede. Uden overdrivelse måtte der godt jules, og der måtte også godt anskaffes et halvstort juletræ til aulaen.
Skulle en klasse nu få lyst til at julepynte sit klasseværelse, var det også tilladt, dog under iagttagelse af et system af forholdsregler. Man måtte gerne anskaffe et juletræ, men det måtte ikke være mere end en meter højt. Og der måtte godt hænges julepynt på det i form af stjerner og kurve, men ikke lys. Og så skulle det selvfølgelig sættes i en juletræsfod. Den måtte ikke sættes direkte på gulvet, men på et tæppe eller et stykke svært papir, som mindst skulle rage så og så mange centimeter ud over den yderste gren. Der måtte tegnes på tavlen, der måtte endda benyttes farvekridt, men endelig ikke til fladeudfyldning, kun til kontur. Hvis man absolut insisterede på levende lys, skulle man helst nøjes med et enkelt, som skulle anbringes i en juledekoration, der skulle stå på katedret, og lyset måtte kun tændes, når en lærer opholdt sig lige ved siden af det.
Til afskrækkelse gentog Rektor flere gange den forfærdelige historie om en klasse, sågar en 3. g, som engang havde haft en sådan juledekoration stående på katedret, og dekorationen havde været vakkelvorn med det resultat, at lyset var væltet og havde brændt et stort og grimt mærke i katederpladen. Alle, der havde planer om at julepynte en klasse, burde begive sig op i vedkommende 3. g og se, hvor galt det kunne gå, for det grimme brandsår sad der endnu og var ikke til at fjerne. Når man så kom op og stillede sig ved omtalte kateder, kunne man være så heldig, at man ved et meget nøje eftersyn opdagede en brun plet på størrelse med et knappenålshoved.

VANDMØLLEN I APPENNINERNE
Operetteforestilling
Det årlige skolebal afholdtes almindeligvis på Industripalæet i marts måned, og i 1944 havde Senstius indstuderet en kantate af Buxtehude med samtlige gymnasieelever med undtagelse af de totalt umusikalske som for eksempel Tang Koch. Kantatens titel var ‘Send hid din engel, Herre from’, og der blev herset længe med at indøve stemmerne. Ganske vist var der uddelt et lille nodehæfte til hver deltager, men det var så som så med nodekendskabet hos de fleste. Jeg var sammen med Casper og Barkholt og mange andre med i basgruppen, mens det kneb gevaldigt med at skaffe tilstrækkeligt mange tenorer. Derimod var der som følge af, at mindst 70% af gymnasieeleverne var piger, rigeligt med både sopraner og alter. Teksten var såre enkel. ‘Send hid din engel, Herre from, og vogt os vel, din ejendom’. Siden kom der så et afsnit, der indledtes med, at alle sang ‘Så sover vi og hviler trygt, hegnet af engle, uden frygt’. Her var basstemmen tværet godt ud over englene, så der skulle synges ‘hegnet af æ-æ-æ-æ-ængle u-u-uden frygt’. Et andet sted skulle synges ‘Du hæ-æ-æ-æ-ællige træ-æ-få-å-å-å-åldighed, vi lover dig i e-evighed, i e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-evighed. Og undervejs udtrykte teksten også et ønske om, at ‘vi for Satan finder ro’. Her skulle basstemmerne indvikles i nogle gentagelser, så det blev til, at ‘vi for Satan, for Satan, for Satan finder ro’. Det gentagne ‘for Satan’ blev der som regel til Senstius’ fortvivlelse sat stemmedrøn på, så han overvejede at erstatte ‘for Satan’ med det nok så fredelige ‘for Fjenden’. I sidste afsnit af kantaten skulle der synges ‘amen’ mange, mange gange.
Bagefter skulle gymnasiets orkester, der bestod af Senstius’ musikalske bekendte og et par gymnasieelever spille et par små stykker, 3. mellem skulle synge noget af Mozart, og to klaverbegavede gymnasiepiger skulle spille Brahms firhændigt.
Der har nok været temmelig mange, der syntes, at det ville blive et brat stilskift ved skoleballet, at man skulle kaste sig ud i ‘Deep in the heart of Texas’ kort efter en bønfaldelse om at finde ro for Satan. Kunne der mon ikke indskydes endnu et mellemled? Det mente Hæstrup, at der nok kunne. Der måtte kunne opføres et eller andet nok så muntert efter Buxtehude og Brahms. Rektor havde bestemt, at ingen fra 3.G måtte medvirke i noget. De havde mindre end to måneder til skriftlig studentereksamen og havde derfor slet ikke tid til at tænke på andet. Men nu var der siden sidste år kommet to 1.G-klasser, som ikke var nær så pigedominerede som 2.G-klasserne. Det åbnede muligheder. Hæstrup syntes, at vi skulle opføre en minioperette, der hed ‘Vandmøllen i Appenninerne’, som med en topografisk umulighed også hed ‘En søndag i Alperne’. Ingen havde hørt om den før. Det viste sig, at den var skrevet engang i sidste halvdel af 1800-årene af en vis Chr. Hansen, som angiveligt havde været leder af et studenterkor, og der var også noget tilstræbt studentikost over den. Handlingen var nonsens og tyndere end saftevand : Den smukke unge vandmølleforpagterske Chabli elsker den omvandrende sanger Brioche, som længe har været bortrejst. Drømmende sidder Chabli uden for sin vandmølle og synger en skønsang:

Under Brioches fravær bejler den skumle gemsejæger Lorenz Kräuter til Chabli, men hun er standhaftig, selv om Lorenz Kräuter synger:

Netop da høres Brioches jodlen langt borte, og Chabli skynder sig ind i vandmøllen for at pynte sig til gensynet. Lorenz Kräuter låser døren efter hende, så hun ikke kan komme ud, og forsvinder ud af scenen. Så kommer Brioche, og i sin fryd over at være hjemme igen, bryder han ud i sang:

Men så kommer Lorenz Kräuter og bilder Brioche ind, at Chabli er død af sorg for et halvt år siden. De to rivaler bryder ud i en hulkende sang, men Chabli viser sig i et vindue og kommer ned til sin elskede Brioche ved at sætte sig på møllehjulet. Bedst som rivalerne skændes bravt, høres der militærmarch, og ind på scenen marcherer oberst Julien St-Julien i spidsen for det 37. zouav-regiment. Obersten er vendt tilbage til sin fødeegn, og han synger:

Nu har Brioche så i obersten fået endnu en rival, og Chabli og de tre tilbedere synger en kvartet :

Så viser det sig heldigvis, at Chabli, gemsejægeren og obersten er søskende, og dermed er der intet mere til hinder for, at Chabli og Brioche kan forenes.
Jeg havde en mistanke om, at Rektor og Hæstrup havde bestemt sig til, at det skulle være to 2.G’ere, der skulle have de to hovedroller, det var jo sidste chance. Så Hæstrup bestemte, at Ellen fra den sproglige parallelklasse skulle spille Chabli, og jeg skulle spille Brioche. De to andre større roller var der ingen diskussion om, de tilfaldt Poul og Karl Aage fra 1.G. Ingen af os kunne jodle, men jeg kunne synge falset, og høje falsettoner måtte så erstatte jodlen. Jeg var ikke ligefrem begejstret over at skulle danne par med Ellen. Bevares, hun sang pænt og nydeligt, men hun var ikke fri for at være noget arrogant, og jeg kunne ikke slippe en fornemmelse af, at det passede hende dårligt at skulle omgås os tre drenge fra et lavere socialt lag end det, som hun åbenbart hørte hjemme i. Derimod var det en fornøjelse at spille sammen med Poul og Karl Aage. Der medvirkede også et blandet ‘kor af grovbønder’ i stykket, og Hæstrup var sikker på, at ordet ‘grovbønder’ skulle referere til Graubünden. Koret viste sig i begyndelsen og i slutningen. Regimentets soldater blev spillet af tre drenge fra mellemskolen, og de skulle ikke synge med. Akkompagnement leveredes af Birthe fra parallelklassen, en forfinet pige, som havde en vis begavelse for og rutine i at spille klaver.
Så opstod der et problem. Vandmøllen skulle opføres så kort tid efter Buxtehude, at der ind imellem ikke kunne levnes de mange, der skulle medvirke både i kantaten og operetten, tid til at komme i tyrolerkostumerne og blive sminket. Så måtte man iføre sig sminken og kostumerne forud for Buxtehude og synge ‘Herre from’ og ‘for Fanden’ og ‘amen’ iført kindrødt og korte bukser og med diskrete jakker eller trøje over spraglede bluser og skjorter.
Opførelsen af både det ene og det andet gik godt, og mindre end en time efter forestillingen fik jeg det dårligt og måtte hjem med influenza. Jeg lå i sengen i nogle dage, og Harriet var sød og besøgte mig, og jeg fik skældud af Far. Ikke fordi han fandt det suspekt, at jeg havde pigebesøg som sengeliggende, men fordi jeg havde udsat Harriet for at blive smittet.

SAFTEVANDSBALLERNE
Der var tradition for, at hvert års 2. g afholdt en fest for de tre første mellemskoleklasser. Den skulle foregå i underhallen, og der skulle underholdes med et eller andet fornøjeligt på en scene, og bagefter skulle der danses. Festen gik under betegnelsen Saftevandsballet, selv om der på intet tidspunkt blev drukket saftevand. Og det skulle være en kostumefest, et karneval, og så var det ganske ligegyldigt, at den som regel fandt sted i november eller december og dermed på lang afstand af fastelavn.
Rektor, der som en ayatollah vogtede over sin ret til at godkende eller forkaste enhver kulturel udfoldelse på skolen, brød sig ikke om, at den sceniske optræden kom til at indeholde mere end den allersvageste antydning af morsomheder om lærerne, så parodier på for eksempel lektor Thierry kunne der slet ikke blive tale om. Og så endelig heller ikke noget med fuldemandskomik eller andre platheder, som mellemskolebørn ikke havde godt af at overvære. 1 1942 havde Rektor fundet sig i, at en af de medvirkende på scenen havde optrådt i smoking foroven og pyjamasbukser forneden. Men det var også lige på grænsen af hvad man burde udsætte mellemskolen for.
Jeg havde fået den tåbelige ide, at dansemusikken skulle leveres af Ole og mig selv på klaver og violin. Det var der bestemt ikke stenming for, og i lang tid gik jeg rundt og var fornærmet. Men jeg kunne alligevel ikke finde mig i at være hægtet helt af, så da tiden for Saftevandsballet nærmede sig, deltog jeg ivrigt i planlægningen.
Det blev efterhånden til, at jeg skulle være indleder, men ellers skulle Ebba påtage sig jobbet som konferencier. Vi fik en aftale med en tidligere gymnasieelev, der var villig til at komme med noget så eksklusivt som et smalfilmsapparat og vise nogle Chaplin-episoder. Han kunne tilmed vise dem bagfra. Ellers måtte vi selv finde på noget at optræde med. Inge-Marie kunne steppe, og mærkeligt nok havde Rektor ikke noget imod hendes bare lår. Men der skulle også helst være noget at grine af. Marianne, Ellen og Ingrid fra parallelklassen fandt på det ikke specielt originale at opføre 'Kunigunde', som ellers efterhånden var velkendt til bevidstløshed af enhver, der plejede at høre radioens udsendelser for piger og drenge kl. 16.30 hver eftermiddag. Sammen med Benthe fra parallelklassen skrev jeg en lille travesti over Hans og Trine, og den opførte vi selv. Fru Plane var selvfølgelig blevet til Rektor, og nu havde hun ikke gigt i hals og hoved, men var gået til vælgermøde. Det måtte vi godt sige for Rektor. Reitzel var blevet til lektor Thierry i hans egenskab af bibliotekar, men ellers var der ikke meget kød på historien.
Slagnummeret blev 'Mordet på Tottelton Castle', som vi havde fundet i Gyngehesten, det ene af disse års af og til ganske morsomme vittighedsblade. Casper spillede en detektiv fra Scotland Yard, Brinch spillede Lord Totteltons sekretær, Ole hans chauffør og jeg hans butler. Og så var der en pigerolle som Miss Gloria Monkton-Marshmallow til Kirsten fra parallelklassen. Lord Tottelton lå henslængt i en lænestol i Tottelton Castles bibliotek og var død, og det var giftmord. Barkholt var den afdøde lord iført elegant smoking, og det lykkedes ham at sidde stille gennem hele forestillingen, som endte med, at butleren blev arresteret som den skyldige. Men den skyldige var i virkeligheden Miss Gloria, og i sidste scene skulle hun og detektiven kysse hinanden, men kyssescenen strøg vi i sikker forvisning om, at den ville Rektor aldrig gå med til.
Publikums kostumering kunne godt være ganske fornøjelig, ikke mindst lærerne var opfindsomme. Det var festligt at skue Rübner Jørgensen og Davidsen som ældre damer, og Skjødt mødte op som tyrkisk sultan med fez og skærf og ledsaget af to nysselige små haremsdamer, hans døtre på otte og seks år. Rektor var ikke meget for at kostumere sig, men hun ville alligevel ikke stille sig helt afvisende, så hun kom med et stort sjal og med en tropehjelm på hovedet. Det havde hun også gjort året forinden og sandsynligvis også i en årrække inden da.
I 1944 havde Rektor indskærpet 2. g, at nu ville hun ikke høre ét ord om lærerne. Den smule henvisning til Thierry og et par andre, som Benthe og jeg havde fremført, havde alligevel været for meget for hende. Så valgte klassen noget så uopfindsomt som at opføre Kejserens nye klæder.
Vi 3. g-drenge havde fået en ide. Vi var lige netop syv mand til at forestille dværgene fra Snehvide. Korte bukser og brede stofseler var det nemt nok at fremskaffe, men hvad med skæg? Kunne Snehvides dværge være skægløse? Det mente Barkholt. Vi kunne jo bare komme ind i underhallen med et skilt, der oplyste, at her kom syv Barbett-barberede dværge. Og når vi så var færdige med at synge Hej ho-sangen, kunne vi afsynge den sang, som enhver biografgænger havde hørt utallige gange:
"Vi bruger Barbett til barbering, en helt ny fornemmelse.
Med Softs eller Sharps assistering en helt ny fornemmelse.
Men hver gang vi bruger et slet blad, så føler vi græmmelse.
Til gengæld så gir et Barbett-blad en helt ny fornemmelse."
Det gik fint. Ganske vist havde Ole i rollen som Flovmand ikke så nemt ved at udtale ordene soft og sharp, de blev til sjoft og sjap. Men Barkholt var myndig som Brille, og Flensted så tilpas sur ud som Gnavpot. Og en af mellemskoledrengenes far, som åbenbart var repræsentant for et firma, der havde forbindelse til Barbett, tog minsandten vores reklame højtideligt og forærede os syv dværge hver en prøvepakke med et barberblad af hver slags.

1000 METER STAFETLØB
Idrætsdagen i begyndelsen af skoleåret 1944-45 var en hård udfordring, i hvert fald for drengene i 3.G. Desværre havde Rübner Jørgensen slettet stangspring af programmet. Det var ellers var min favoritdisciplin, som jeg kunne have været nogenlunde sikker på at vinde. Men der skulle stilles deltagere i 100 meter løb, længdespring, højdespring, spydkast og 1000 meter stafetløb. Stafetløbets 1000 meter var fordelt med 100, 200, 300 og 400 meter. Og vi var syv drenge i klassen, og Kay var fritaget for legemsøvelser, og Casper var kommet til skade med sit ben og kunne ikke deltage. Vi kunne selvfølgelig opgive at stille op i en eller flere discipliner, men det ville være rigelig flovt. Så hellere deltage og tabe. Ole kunne løbe 100 meter, og jeg kunne supplere ham. Jeg kunne også sammen med Ole deltage i længdespring og måske i højdespring, og så måtte Tang Koch og måske Barkholt prøve at kaste spyd, måske kunne de med lidt held få spydet mere end ti meter ud.
Men stafetløbet, hvad skulle vi dog stille op med det? Det var indiskutabelt, at Ole skulle løbe de 400 meter, og at jeg så måtte tage mig af de 300 meter, men hvad med de to kortere strækninger? Alle vidste, at Brinch var en meget langsom løber, og at det ikke var ret meget bedre med Tang Kochs løbetempo. Barkholt måtte med liden begejstring fra alle sider sættes ind på 100 eller 200 meter, men hvad så? Skulle vi virkelig finde os i at blive til grin for hele Sankt Knuds Gymnasium ved at fremvise Brinchs eller Tang Kochs luntetrav.
Så fik jeg en ide. En aldeles utraditionel, ja ligefrem revolutionerende ide : Bente! Hele klassen vidste, at den langbenede Bente kunne spæne rundt i et gevaldigt tempo. Aldrig nogensinde før havde man på Sankt Knuds Gymnasium sammensat et idrætshold af både drenge og piger i nogen som helst disciplin. Tanken var næppe nogensinde opstået i nogens hoved. Men før Kopernikus havde jo heller ingen nogensinde forestillet sig, at Jorden kunne være en planet blandt andre. Den geniale tanke er som oftest overraskende enkel og nærliggende.
Bente var med det samme med på ideen, hun ville gerne overtage stafetten fra Barkholt, løbe de 200 meter og aflevere til mig. Men hvad nu med Rübner Jørgensen? Og hvad med Rektor? Bente og jeg blev enige om, at jeg skulle forhandle med Rübner Jørgensen, så ville Bente påtage sig at tale med Rektor, selv om hun godt vidste, at hun bestemt ikke var Rektors yndlings-gymnasieelev. Med Rübner Jørgensen var der egentlig ikke noget at forhandle om, jeg spurgte ham, om ikke det var rigtigt, at udtagelsen af stafetholdet kunne foregå blandt alle, der gik i 3.G, og jo, det kunne den selvfølgelig. Nåja, men så ville jeg gerne oplyse, at 3.G havde i sinde på grund af mangel på egnede løbere at lade en af klassens piger løbe en af strækningerne. Rübner Jørgensen så lidt forkert ud i hovedet, og jeg skyndte mig at oplyse, at den pågældende pige var på vej til at tale med Rektor. Så var han beroliget, men undlod ikke en stilfærdig hovedrysten.
Kort efter kom Bente og refererede, at Rektor til en begyndelse var blevet overrumplet af at høre om den usædvanlige ide. Men så havde hun fattet sig og havde med en vis betænkelighed sagt, at Bente godt måtte deltage i stafetløbet. Men kun under den forudsætning, at Bentes far ikke havde noget imod det, og for en sikkerheds skyld ville Rektor selv sætte sig i forbindelse med Bentes far og spørge om hans mening. Og det må Rektor snart efter have gjort med et gunstigt resultat.
Nu gjaldt det så om at instruere Bente i stafetskift, og hun og jeg aftalte, at vi en af de nærmeste dage skulle mødes ude på sportspladsen lige efter skoletid for at træne i stafetskift. Jeg mødte op med den træstav, der skulle bruges som stafet, og Bente ankom lidt efter, hun havde taget en trøje over gymnastikdragten, som var tidens vedtagne pigegymnastik-kostume, mørkeblå, ærmeløs og kortskørtet og for alt i verden ikke spor stramtsiddende.
Vi fik indøvet stafetskifte fra Bente til mig og fra mig til Bente.
“Bare nu Barkholt kan tåle det” bemærkede Bente med hentydning til sine lange, bare lår. Hun bekymrede sig åbenbart ikke om, hvorvidt jeg kunne tåle det.
På idrætsdagen var stafetløbet sidste punkt på programmet. 3.G’s hold var bagud fra starten, men Barkholt fik afleveret korrekt til Bente, som fik afleveret korrekt til mig. Men jeg var allerede godt udmattet af alle de foregående konkurrencer, og det var Ole også. Det lykkedes dog vores hold at gennemføre som nummer næstsidst.

DEN DANSKE STIL
En skoleopera

Norske børns bespisning med danske havregryn var et anliggende, som Rektor gik meget op i. Alle på skolen gav en 25-øre om måneden til indkøb af gryn, og der kom taksigelser i form af et hæfte til Sankt Knuds Gymnasium og andre danske skoler, som samlede ind. Hæftet gengav breve og tegninger fra skolebørn, store som små, og Rektor var begejstret. Specielt gentog hun gang på gang fremvisningen af en side i hæftet, som var skrevet og tegnet af en dreng i 1. klasse. Her så man storsmilende børn sidde med hver sin skål med havresuppe, og teksten lød noget i retning af ‘Den smager godt, den suppe. Jeg kunne drikke tretten kopper, om jeg kunne få’.
Der var brug for flere penge til at købe havregryn for, og Rektor og sandsynligvis også lærerforsamlingen fik den ide, at operaen ‘Den danske stil’ skulle opføres ved den årlige skolefest på industripalæet. Så kunne man tage entré, og det skulle så fremgå af det trykte program, at entréindtægterne ubeskåret ville gå til norske børns bespisning.
Operaen var skrevet og komponeret specielt til Sankt Knuds Gymnasium, Senstius havde komponeret musikken, og Hæstrup havde skrevet teksten. Den handlede om gymnasieeleven Ole, som er forelsket i sin skolekammerat Lise. Ole skal skrive en dansk stil, og læreren har givet frit emne. Ole sidder hjemme på sit værelse og overvejer. Hvad skal han finde på at skrive om? Et pigekor iført masker forestiller alle de gode ideer til stilemner, og de synger livligt nogle gode forslag frem. Ole kan for eksempel skrive en historisk stil. Så kommer Napoleon på scenen og synger:

Ole har ikke lyst til at skrive historisk stil. Så kommer der en ny god ide. En pigetrio kommer ind på scenen og synger:

Dem vil Ole heller ikke skrive om. Han får besøg af Christian den fjerde, som har to replikker fra Elverhøj, før han forsvinder igen. Men så kommer der en avis. Det var måske en god ide, om Ole skrev en stil om pressen:

Ole bestemmer sig til at skrive om pressen, og pigekoret dæmper sig ned. Så bliver Ole færdig, og koret vil gerne høre, hvad han har skrevet. Og Ole læser op : ‘I 1445 opfandt Gutenberg bogtrykkerkunsten’. Så kommer han ikke længere, for nu kommer hans sproglige samvittighed Grammaticus, ikke at forveksle med Saxo, ind på scenen og forlanger at se hans stil igennem med henblik på at rette syntaks- og stavefejl. Og Grammaticus er ikke spor overbærende:

Ole opgiver stilen om pressen, og nu får han besøg af Bekvemmeligheden, som iført tøfler og slåbrok råder ham til at slippe nemmest muligt over stilen. Han kan jo bare skrive om det, som dansklæreren har gennemgået i sidste dansktime, Poul Martin Møllers ‘Torbisten og fluen’. Det gør Ole så, og et par dage efter får han i klassen en bebrejdelse af læreren, der ikke bryder sig om Oles billige løsning på stilskrivningen. Rektor kommer ind og giver klassen fri på grund af det gode vejr, og klassen bryder ud i jubelsang. Men hjemme hænger Ole med hovedet, og det bliver kun værre, da Lise kommer og bebrejder ham hans ligegladhed og sjuskethed. Så først begriber Ole, at det er en rolle, Lise spiller, hun har fået Ole til at indse, at Poul Martin Møllers digt handler om ham selv, og nu kan han skrive en god, personlig dansk stil. Så ender alt godt, nu kan Ole og Lise tage på skovtur, og amoriner myldrer ind anført af en overamorin eller ærkeengel, og alle forenes i et slutkor :

Operaen holdes sammen med nogle lange monologer af en Deus ex machina, som hedder Fantasus.

Indtil 1940 havde skolen naturligvis ikke kunnet opføre noget som helst, som fordrede medvirken af drenge, men det lod sig gøre i foråret 1942, da skolen disponerede over tilstrækkelig mange drenge. Og nu, i skoleåret 1944-45, var der drenge i alle klasser, lige med undtagelse af sproglig 3.G. Alligevel var flere af rollerne så krævende, at Rektor måtte opgive sit princip om, at der ikke måtte medvirke elever fra 3.G så tæt på studentereksamen.
Hæstrup skulle selvfølgelig have instrueret, men han var under jorden, og Grønkjær påtog sig opgaven. Og så var det med at få rollerne fordelt. De to store mandlige hovedroller var hævet over diskussion, Karl Aage og Poul i 2.G skulle spille henholdsvis Ole og Fantasus. Birthe i sproglig 3.G, og vel at mærke en anden Birthe end den gravide Birthe, skulle spille Lise. Efter manges mening, dog ikke min, så hun virkelig godt ud.
Ib fra 2.G skulle spille Napoleon, Hans fra 1.G havde lige udseendet til at spille Bekvemmeligheden, Uddi, Ellen og Ingrid fra sproglig 3.G skulle være Rektor og to af de tre vitaminer, det tredje vitamin blev spillet af en meget sød og køn 1.G-pige, der hed Birthe. Læreren blev spillet af Casper, avisen af den lille, rapkæftede 4.mellem-pige Mette, og til rollen som Christian den fjerde valgte Grønkjær en 1.G-dreng, der hed Søren Elung Jensen. Amorinerne var små 1.mellem-piger, og overamorinen blev spillet af en lille, asiatisk udseende realklassepige, som hed Sigrid, og som jeg slet ikke kunne stå for. Og så var det, jeg havde nær sagt selvfølgelig, mig, der skulle være Grammaticus. Jeg måtte påhøre mange satiriske kommentarer i anledning af, at jeg, som var medlem af Dansk forening til nordisk sprogrøgt og sågar af Toøres-laget, skulle synge en hyldestsang til navneords store begyndelsesbogstav.
Musikken skulle leveres af Sankt Knuds Gymnasiums orkester, som Senstius skulle dirigere. Det bestod også denne gang af udefra kommende musikere, professionelle og amatører, som Senstius kendte. Dertil et par gymnasieelever. Og Ole påtog sig at være regissør og trække tæppe frem og tilbage og tænde og slukke lys. Med Industripalæets bedagede udstyr havde han nok at gøre.
De mere specielle kostumer såsom Napoleons og Christian den fjerdes kunne lånes på Odense Teater. De tre vitaminer var iført nogle hvide sommerkjoler og havde hver et stort bogstav i et pandebånd. Avisen var i hvid buksedragt med massevis af hele og halve og kvarte avissider påklæbet, og Rektor havde udlånt en af sine hverdagskjoler til Uddi. Fantasus var i et fantasikostume og lignede en mellemting mellem Lampens ånd og Superman. Og jeg var iført en lang sort kjortel, som jeg bestemt mente at kunne genkende fra en af teatrets Shakespeare-forestillinger. Dertil et højt blækhus som hat og et sværd i form af en fjerpen og et skjold i form af en stor stilebog. Jeg skulle se streng ud, og i den anledning lod jeg kindskægget stå i god tid i forvejen.
Industripalæets scene var og blev meget snæver, og der var endnu dårligere plads i det lille rum bagved scenen, som alle skulle benytte til omklædning og eventuel sminkning. Det blev hurtigt til en uoverskuelig rodebutik.
Opførelsen gik stort set hæderligt. Alle kendte de svage steder, som der var herset længe med, og som kun delvis lykkedes. Napoleons indsats skulle falde meget præcist netop som han kom ind på scenen, og han havde svært ved at nå at se på Senstius. Han skulde sige ‘Me voici’, og han kunne næsten ikke undgå at trække dette ‘Me’ ud til et ‘Møh’. De tre vitaminer havde det svært med at præstere elegante rejehop med hinanden i hænderne ind på scenen, men de undgik at falde over hinanden. Skoleklassens glædessang, da Rektor gav månedslov, var så vanskelig, at den måtte trækkes ud til noget i retning af en sørgemesse.
Min barokarie var ikke nem. Den var lang og spændte over et stort toneområde. Jeg havde svært ved at ramme det høje es. Og når sætningen ‘skal endnu leve i mange år’ skulle synges anden gang, skiftede tonearten brat fra Es-dur til D-dur, og det var svært.
Rektor fastslog, at vi havde haft stor succes. Så stor, at forestillingen kunne tåle at blive gentaget. Det blev den så få dage efter. Og på den måde kom der jo penge ind til flere havregryn til Rektors favoritter, de norske skolebørn.

SLIGT BRYDSOMT VÆRK SKAL DER IKKE DRAGES PÅ AKSLERNE AV
Afgermaniseringsbestræbelser - Toøres-laget

På Sankt Knuds Gymnasiums bibliotek, som lededes med omhu og alvor af lektor Thierry, gjorde Tang Koch en dag i 1943 sit livs fund. Det var Årbog for nordisk målstræv af Sven Clausen. Tang Koch blev vildt begejstret. Her var der en mulighed for at gøre en indsats for danskheden under den tyske besættelse. Her stod at læse en grundig og velargumenteret redegørelse for, hvordan man kunne bidrage til at reducere det forfærdende store antal germanismer, som i de sidste tre-fire århundreder havde infiltreret det danske sprog på bekostning af det gamle, gedigne nordiske danske.
Det måtte følges op! Sven Clausen havde ikke direkte oprettet en forening til fremme af det nordiske og bekæmpelse af det tyske, men han viste sig at være næstformand i Dansk Forening til Nordisk Sprogrøgt, hvis formand var lektor Mogens Nissen fra Gentofte. Og minsandten om ikke der også fandtes en Fynsafdeling af foreningen, og minsandten om ikke det viste sig at være Skjødt, der var næstformand. Så måtte vi også kunne oprette vores egen lille forening, og så skulle vi sandelig vise vores dansk-nordiske sindelag ved at slette alle germanismer fra vores daglige omgangssprog på gymnasiet og få dem erstattet af nordiske ord.
Måske havde Tang Koch håbet på, at alle i klassen ville være med i foreningen. Men det ville desværre kun halvdelen. Det var til gengæld en meget talende halvdel, som nok med tiden ville sætte sit præg på den mindre villige halvdels sprog. Birthe og Casper var ivrige efter at få foreningen oprettet, og der skulle ikke megen propaganda til for at få Brinch og mig med. Så meldte også Gumse, Barkholt, Bente, Mads og Harriet sig, og den søde Grete ville også godt være med. Altså var vi elleve medlemmer, som dog desværre, efter Mads og Harriet havde trukket sig, og efter at Grete havde måttet opgive at gå i gymnasiet, reduceredes til otte.
Der var fra begyndelsen enighed om, at foreningen skulle have en bødekasse. Ethvert unordisk ord, som taltes, skulle straffes med erlæggelse af to øre til bødekassen. Nu kunne man desværre ikke kontrollere, om det enkelte medlem kom for skade at bruge unordiske ord i sin fritid, så det blev vedtaget, at denne straffelov måtte nøjes med at have gyldighed, når medlemmerne befandt sig på gymnasiet, hvad enten det så var i timerne, i frikvartererne eller efter skoletid. Foreningen behøvede ikke nogen formand, men en kasserer kunne selvfølgelig ikke undværes. Med rette blev det fra begyndelsen klart, at det ville være alt for ubarmhjertigt at pålægge et enkelt medlem at være kasserer. Det blev derfor vedtaget, at kasserererhvervet skulle gå på omgang mellem medlemmerne. Men så protesterede Bente og Barkholt. De ville under ingen omstændigheder påtage sig at føre regnskab med hvem der havde sagt hvilke forbudte ord og heller ikke at indkassere oparbejdet gæld. Det blev så Brinch, Casper, Tang Koch og mig, der påtog os at være kasserere på skift.
Foreningen skulle hedde noget, og det skulle ikke være noget med ordet forening. Det var jo en germanisme, Verein hed det på tysk. Så kunne man benytte det gamle danske ord laug, men det havde Sankt Knuds-Lauget i forvejen sat sig på. Men man kunne jo slette u'et og bruge ordet lag, det var da så nordisk, som man kunne ønske. Og eftersom den faste bødetakst jo var to øre pr. ord, endte det med, at foreningen kom til at hedde Toøres-laget.
Det alvorligste og vanskeligste problem var at beslutte sig til, hvilke ord der skulle forbydes. Tang Koch, der havde læst Sven Clausens årbøger (med undtagelse af bind 1, som gymnasiet ikke havde, og som lektor Thierry med vrede og foragt afslog at anskaffe), måtte være den, der vidste bedst besked. Mere eller mindre af sig selv blev det til, at Tang Koch var enevældig, når det handlede om at forbyde ord. Han bestemte sig til en blød start, der skulle ikke forbydes alt for mange ord i begyndelsen. Når man så havde vænnet sig til at undgå de ord, der først blev forbudt, kunne man gradvis stramme kravene og ende med at benytte et sprog, der lå et sted imellem, hvad Dansk Forening til Nordisk Sprogrøgt gik ind for, og Sven Clausens nok så fanatiske forslag.
Tang Koch okkuperede venstre side af klassens tavle og skrev en liste over forbudte ord, selvfølgelig suppleret med en sideordnet liste over afløsningsord. Han havde Sven Clausens bøger at holde sig til, og han havde også sprogrøgtforeningens afløsningsordlister, og det harmede ham i øvrigt, at sprogrøgtforeningen ikke kunne begribe, at den skulle lade være med at kalde sig en forening. Han klagede til Skjødt, som diplomatisk lovede at viderebringe klagen, hvad han sandsynligvis hurtigt glemte. En del af de ord, som Tang Koch forbød, var sjældent anvendte. Det gjaldt et ord som skadeserstatning, der i al enkelhed skulle erstattes af bod. Men andre ord var anderledes hverdagsagtige.
Finde var et forbudt ord. Det skulle hedde hitte. Men helt konsekvent kunne det desværre ikke blive, for ordet fund kunne ikke så godt erstattes af ordet hit, der jo i forvejen eksisterede i sproget som betegnelse for noget, der var slået an, for eksempel en døgnmelodi. Man måtte for øvrigt heller ikke sige for eksempel, det skulle hedde til eksempel. Det måtte vi så hitte os i.
Trække var også forbudt. Det var vanskeligt at begribe, at det skulle være en germanisme, men Tang Koch stod fast, det skulle hedde drage. Igen kneb det med at være konsekvent. Ingen havde nogensinde hørt om en dragvogn, og en dragevogn lød som noget fra Grimms eventyr. Tang Koch valgte at ignorere problemet med vognen. Men man sørgede for at drage lod og at drage vod, og hvis man havde syvti øre og gav treti øre ud, skulle man altså drage treti fra syvti og ende med firti øre. Og hvis der var noget, som man brød sig mere om end noget andet, måtte man foredrage i stedet for at foretrække. Når Gumse sad derhjemme og læste romaner, foredrog hun Herman Bang frem for J. P. Jacobsen, og så betød det altså ikke, at hun sad og læste højt for sig selv.
Synes var et forbudt ord. Det skulle erstattes af tykkes. Det kunne gå an i nutid, men datid og førnutid blev til tyktes eller tykkedes og har tyktes eller har tykkedes, og det virkede som så sære ord, at alle lagets medlemmer med undtagelse selvfølgelig af Tang Koch sagde mente og har ment, og det var heldigvis ikke forbudt.
Hvis var besynderligt nok også forbudt. Afløsningsord var om eller såfremt. Det burde have været ligetil at undgå hvis, men det viste sig at være sværere end som så, navnlig i matematiktimerne, når man eksempelvis ikke måtte sige, at andengradspolynomiet ikke havde nogen rødder, hvis diskriminanten var negativ.
Man måtte heller ikke sige dreje. Afløsningsordet var vride, og selv Tang Koch måtte indrømme, at det forbudte ord og det tilladte ord ikke var synonymer. Det var ikke helt det samme at dreje sig og at vride sig. Drejning skulle afløses af vridning, og det kunne vel endda gå an, men vridebænk i stedet for drejebænk var trods alt for kunstigt. For øvrigt gav Tang Koch sig ikke af med at indrømme noget, han ville hellere tilstå eller vedgå. Det var nordiske ord, og det var jo sådannes anvendelse, det hele vred sig om.
Og man måtte ikke sige forstå. Det lignede verstanden for meget. Man skulle sige fatte eller greje, men for alt i verden ikke begribe. Ordet forståelig kunne erstattes af fattelig, men det var ikke så ligetil at finde et afløsningsord for forståelse. Man kunne ikke rigtigt komme af sted med at udvise fattelse. Det var soleklart, at man som medlem af Toøres-laget ikke kunne skrive navneord med stort begyndelsesbogstav, og at man skrev bolle-å og ikke aa. Derudover fik Tang Koch afskaffet ordet af og fik lagets medlemmer til at stave det av. Det gjorde Sven Clausen konsekvent, og så skulle vi også. Som ugerne og månederne gik, blev flere og flere ord og forstavelser og endelser forbudt. Tang Koch var overmåde opfindsom.
Eksempelvis fik han øje på ordet sortladen. Det var et godt nordisk ord, og der måtte kunne analogiseres til andre farver. Man kunne lige så godt sige grønladen som grønlig. Barkholt torpederede Tang Kochs gode ide ved at spørge, om vi så i kemitimerne skulle kalde en vandig opløsning vandladen. Så opgav Tang Koch at konstruere noget forbud mod endelser, der kunne erstattes af -laden.
Han måtte også tage et andet forbud tilbage. Han havde læst, at svenskere kunne købe drikkevarer med alkohol ved fremvisning af en modbog. Det måtte vel være hvad man i Danmark kaldte en kontrabog. Altså forbød Tang Koch alle ord, der begyndte med kontra-, man skulle sige mod-. Men så kom Barkholt og oplyste, at han havde hørt et jazznummer med en solo på modbas, og at et eller andet skib var blevet beslaglagt, fordi det sejlede med modbande. Så tog Tang Koch forbudet tilbage.
Man burde være på vagt over for ord med forstavelsen be-. Det lignede ikke noget, at Sankt Knuds-Lauget blev ledet af en bestyrelse, det skulle hellere være en styrelse. Og der var heller ikke grund til at benytte dette eller hint redskab, man kunne nytte det. Men ligefrem konsekvent forbud mod be- var desværre ikke muligt. Hvis man kørte på cykel i mørke uden lygte, skulle man trods alt ikke have en brejdelse af en tjent.
Blandt de mere specielle gloser var ragehøvl, der afløste barbermaskine, og hovrosom, der afløste morsom.
Hos Sven Clausen havde Tang Koch læst ordet yrkesnomenklatur, og han anede ikke, hvad det var for noget. Men det måtte Skjødt vel vide, og Tang Koch spurgte ham om, hvad yrkesnomenklaviatur var for noget, og Skjødt, som syntes, at han måtte svare et eller andet på Tang Kochs åbenbare vrøvl, sagde, at det nok måtte være de sorte tangenter på et klaver.
Toøres-laget opnåede en gunstig ordning med Dansk Forening til Nordisk Sprogrøgt. Vi fik et gruppemedlemskab, hvad der indebar, at vi kunne slippe med at betale ét medlemskontingent. Så fik vi selvfølgelig også kun tilsendt ét eksemplar, hver gang foreningen udsendte en afløsningsordliste. Men det var også fuldt tilstrækkeligt. Den havnede selvfølgelig med det samme hos Tang Koch.
Nu var det så spørgsmålet, hvordan lærerne ville stille sig til os sprogaktivister. Skjødt var i et skrækkeligt dilemma. Som næstformand, ikke i Fyns-afdelingen, men i Fyns-avdelingen af Dansk Forening til Nordisk Sprogrøgt, kunne han ikke så godt indvende noget, når vi talte sprogrøgt-dansk i hans timer. Men der måtte udvises respekt for den danske litteratur, hvis hovedpersoner ikke alle havde været lige bevidste om det nordiske. Bedst stod det selvfølgelig til med Grundtvig, som jo engang til Sven Clausens fryd havde krævet oprettelse af et samnordisk universitet. Men selv Grundtvig holdt sig ikke fra at forstå og at finde og at synes. H. C. Andersen lod til at have været ligeglad med nordisk sprogrøgt, og med Oehlenschläger var det rent galt, hvad Tang Koch var meget forarget over. Han burde dog have været en foregangsdigter i betragtning af, at han var blevet laurbærkranset som Nordens digterkonge i Lunds domkirke.
Hæstrup lod til at være komplet ligeglad med nordisk eller ikke-nordisk, og Gravmoppen opdagede vist aldrig nogensinde noget. Lektor Thierry var hovedrystende og mente tilsyneladende, at den besynderlige dille hurtigt ville gå over af sig selv. Magnus var ligeglad, og Stoffer var ligeglad, men Grønkjær var meget imod, at franske tekster blev oversat til nordisk-dansk og ikke til almindeligt dansk. Som når Tang Koch berettede om en skærslipper, der stod og vred sin slibesten.
Men ét var alle lærerne enige om. Hvis et medlem af Toøres-laget sagde et forbudt ord i en time, skulle Tang Koch lade være med at råbe et triumferende 'To øre!' Det kunne gå an, at Toøres-lagets kasserer diskret skrev forsyndelsen op, men at kræve den skyldige for to øre måtte vente til frikvarteret. Toøres-laget var endnu en ganske ung forening, da en stor begivenhed indtraf: selve landsformanden for Dansk Forening til Nordisk Sprogrøgt, lektor Mogens Nissen, holdt foredrag på Sankt Knuds Gymnasium om den nordiske sprogsag. Indholdet af foredraget viste sig at være temmelig kedsommeligt, men Toøres-lagets mest energiske medlemmer konstaterede med en blanding af triumf og forargelse, at landsformanden havde sagt for mindst 30 øre under foredraget. Skjødt afviste at kræve Mogens Nissen for beløbet under henvisning til, at landsformanden ikke var medlem af Toøres-laget.
Flittige bidragydere til lagets kasse var Barkholt og Gumse, som begge havde det med at tænke sig for lidt om, før de sagde noget. Nu havde Toøres-laget den udmærkede regel, at det enkelte medlem kunne indbetale et beløb til kassereren og så nedbringe det, efterhånden som medlemmet plumpede i forbudte ord. Barkholt var for nærig til at betale på forhånd, men Gumse benyttede sig af forudbetaling i hvert fald én gang. Hun skulle holde et foredrag i en af Stoffers timer, og emnet var fossiler. Tang Koch havde det som et barn før juleaften, nu skulle det vise sig, hvor ofte Gumse ville sige finde eller fandt eller har fundet, for med et sådant emne var det oplagt, at hun idelig måtte være på vagt. Men så kom Gumse lige før foredragstimen med en hel krone og meddelte, at hun på forhånd havde opgivet at holde sit foredrag på nordisk-dansk. Så nu kunne kassereren bare skrive op, efterhånden som foredraget blev holdt, så ville det vise sig, om der var overskud eller underskud på Gumses konto bagefter.
Sven Clausen fyldte 50 år i efteråret 1943, og den begivenhed kunne Toøres-laget ikke ignorere. Casper forfattede et lykønskningsbrev, som undlod at nævne bødekassen, og som også fortav navnet Toøres-laget, som måske kunne få Sven Clausen til at tro, at der ikke var tilstrækkelig alvor i os. Men fødselaren blev oplyst om, at vi på Sankt Knuds Gymnasium var en gruppe gymnasieelever, der havde sat os for at virke aktivt for den nordiske sprogsag. Ganske vist mødte vi modstand hos nogle af gymnasiets lærere, men modstanden havde kun til virkning at opildne os. Venlig hilsen og tillykke med den runde fødselsdag. Jeg renskrev Caspers brev, og så skrev alle Toøres-lagets medlemmer under, mit navn stod nederst, og ikke så længe efter kom der et takkebrev fra Sven Clausen. Det var stilet til mig med adresse Sankt Knuds Gymnasium, og det havnede derfor på Rektors kontor, hvor jeg kunne afhente det. Rektor var ikke umiddelbart venligt stemt over for Toøres-laget, men hun vidste, at gymnasiets højt kvalificerede og meget afholdte dansklærer Skjødt var med i sprogrøgtforeningen, og ham ville hun ikke desavouere. Og ganske vist var den urolige Bente og den rapkæftede Gumse og den overstadige Tang Koch med i Toøres-laget, men det var de pæne unge mennesker Casper, Barkholt og Brinch også, så Rektor holdt lav profil og håbede sikkert på, at Toøres-laget ganske stille ville ophøre med sin virksomhed.
Men det gjorde Toøres-laget aldeles ikke. Ubegribeligt nok lykkedes det at holde liv i Toøres-laget i næsten 2 år.
Efterhånden gik det op for de andre gymnasieklasser, at Toøres-laget eksisterede og virkede aktivt for nordisk sprogrøgt. Misforståelser var der masser af. Der var mange, der troede, at vi ville bekæmpe fremmedord. Det ville vi aldeles ikke. Vi vidste godt, at der var andre sprogaktivister rundt om i landet, der havde fremmedordsbekæmpelse på programmet, men de var ikke sprogrøgtere, de var purister. Tang Koch var pavestolt af at have fundet ordet purist hos Sven Clausen.
Vi var heller ikke målstrævere. Efter Tang Kochs mening var målstræv for ekstremt, og det var derfor alt for urealistisk at hverve tilhængere af målstræv. Så var der anderledes muligheder i den nok så moderate sprogrøgt.
Forskel på sædvane-dansk, sprogrøgt-dansk og målstræv kunne belyses ved et udmærket eksempel: På sædvane-dansk hed det, at man accepterede et formål, på sprogrøgt-dansk godtog man et endemål, og på målstræv gillede man et syfte.
Først i marts 1945 lykkedes det at få Sankt Knuds-Lauget til at arrangere en diskussionsaften om nordisk sprogrøgt. Tyskerne havde overtaget Sankt Knuds Gymnasiums bygninger, så mødet fandt sted i Katedralskolens store sal. Tang Koch var kampberedt, nu skulle alle de uvidende og forvirrede hoveder have besked. Han indledte aldeles fortræffeligt og virkede så afgjort overbevisende, at de færreste kunne præstere nogen saglig indvending imod den nordiske sprogsag. Ydermere havde Tang Koch grundigt forudset, hvilke spørgsmål han ville komme til at besvare, og at det fortrinsvis ville være dumme spørgsmål, som han nok skulle få givet nogle rammende svar på.
Det gik også med spørgsmålene nøjagtig som forventet. En pige fra en af de andre klasser havde bemærket, at Tang Koch havde talt om de fem nordiske sprog, og nu ville hun gerne vide, hvordan i alverden Tang Koch ville bære sig ad med at tilnærme dansk til finsk. Så gik Tang Koch op på talerstolen og så på spørgeren med en attitude som en lærer, der for syttende gang må forklare en elev et simpelt regnestykke. De fem nordiske sprog var selvfølgelig dansk, svensk, norsk, færøsk og islandsk. Nå javel, men den spørgende pige havde set noget propagandamateriale fra Foreningen Norden, og deri forekom de fem nordiske svaner, og en af dem var jo Finland. Tang Koch var der med det samme. Den propaganda handlede om politik, og den nordiske sprogsag var en upolitisk bevægelse. Men mens vi nu var ved det, kunne man godt beklage, at Foreningen Norden interesserede sig alt for meget for møder og taler og flaghejsninger og alt for lidt for sprogsagen.
Da eksamenstiden nærmede sig i 1945, blev det desværre nødvendigt at opløse Toøres-laget. Iveren efter at vogte på hinandens sprog havde været usvækket fra start til slut, og der var efterhånden indkommet så mange bøder, at kassebeholdningen i april 1945 udgjorde ca. 90 kroner, svarende til intet mindre end 4500 forbudte ord.
Tilbage stod så spørgsmålet: Hvad skal de 90 kroner bruges til? Det nemmeste ville have været at fordele dem ligeligt blandt medlemmerne, men det måtte da kunne lade sig gøre at finde på noget mindre uoriginalt.
Så kom Birthe med et godt forslag: Vi skulle forære Magnus en retskrivningsordbog. Magnus havde engang i en af Birthes fysikrapporter rettet ordet balance til det ukorrekte ballance, og han ville ikke tro på, at det var Birthe, der havde stavet rigtigt, før han fik forevist det korrekte på tryk. Casper fandt et citat af guderne må vide hvem. Det lød: Tænk det, du vil sige, på dansk, og tal så. Det skrev vi på første side i en fin ny retskrivningsordbog, der blev overrakt Magnus som en gave fra Toøres-laget, og Magnus syntes, at det var en fornøjelig gave, og han var også lidt bevæget.
Men der var stadig mere end 80 kroner tilbage, og hvad med dem? Casper og Birthe fik en virkelig god ide. Nu havde Rektor i mere end to år betragtet Toøres-laget med en sær blanding af anerkendelse og surhed. Hvad så med at aflevere de 80 kroner til den indsamling til norske børns bespisning med danske havregryn, som Rektor havde propaganderet tidligt og silde for i månedsvis? Birthe og Casper overrakte Rektor beløbet, og det virkede langt over forventning. Fra nu af betragtede Rektor Toøres-laget som en idealistisk forening, der havde gjort en stor indsats for Danmark og Norden, og som man kun kunne have ros tilovers for.

DEN LIVSGLÆDEBRINGENDE, HJERTEBETVINGENDE WIENERVALS
Klassekvintet
Hvem kom første gang på den ide, at der kunne etableres et orkester blandt klassekammeraterne? Sandsynligvis Gumse, men det kan også have været Inge-Marie. I hvert fald var vi ikke ret langt fremme i 1.G, før ideen blev ført ud i livet.
Ole spillede klaver, og det gjorde han helt godt. Inge-Marie havde en violin, et besynderligt hjemmebygget instrument, som vistnok engang i århundredets begyndelse var forfærdiget af en fjern slægtning. Med hendes families, navnlig hendes mors ambitioner havde hun fået violinundervisning, vistnok gennem længere tid. Undervisningen var ophørt, men en del violinkendskab var det dog blevet til. Hun var nogenlunde sikker i nodelæsning. Harriet var elev i Odense Folkemusikskole, hendes instrument var en flad, billig mandolin, og hun kunne så nogenlunde tyde noder, hvis de ikke var for mange og for hurtige, og hvis tonearten ikke havde alt for mange krydser eller b’er. Og så havde Gumse en lut, og hun havde lært sig nogle akkorder, ikke mange, men dog de mest elementære. Dertil kom så min violin, som jeg havde fået af Far til min fødselsdag i 1941. Han havde givet hele 20 kr. for den, og jeg havde ikke været ret længe om at genopfriske gamle færdigheder fra min tidlige barndom i Grejsdal og på Tietgens allé.
Vi fem aftalte at mødes en aften om ugen. Vi måtte nødvendigvis mødes et sted, som kunne stille et klaver til rådighed. Der var ikke klaver hos Harriet og heller ikke hos mig, så vi mødtes på skift hos Inge-Marie i Munkevænget, hos Ole på Kirkegårds allé og hos Gumse på Bernstorffsvej. To af klavererne var gode, men Gumses forældres klaver trængte i høj grad til en klaverstemmer. Det stemte mindst en halv tone under kammertonen, så efterhånden vidste vi, at vi, når vi var hos Gumse, skulle igennem et mas for at få strengeinstrumenterne stemt nedad. Næste gang, når vi var hos Ole eller Inge-Marie, gentog besværet sig, når instrumenterne skulle stemmes opad igen.
Det var en ejendommelig orkesterbesætning, klaver og to violiner suppleret af mandolin og lut. Hvilket repertoire ville egne sig? Og hvad med noder? Noder var dyre, og hvis vi ville gå ind til Andersen i Gravene og spørge efter noget, som kunne egne sig til vores fem instrumenter, ville man ryste opgivende på hovedet, hvis man da ikke ville grine højt. Men Gumse havde en hel del klavernoder, en uensartet samling af operetteudtog og wienermelodier og spirituals og meget andet. Inge-Marie kunne også bidrage, blandt andet med en vals af Schubert, der var udgivet som reklame for Hellesens tørelementer. Og Ole havde et hæfte, der hed ‘Rytmeskole’. Det indeholdt nogle øvestykker, der skulle introducere moderne rytmer for forholdsvis uøvede klaverspillere.
Alt dette var godt nok for klaveret, og Ole hersede bravt med det altsammen. Men hvad så med violinerne og de to andre? Det var klart nok, at 1.violinen, der som regel var mig, kunne prøve at finde en melodistemme i klavernoderne, men at uddrage en 2.violin-stemme af de samme noder var svært, for ikke at sige umuligt. Inge-Marie måtte almindeligvis spille det samme som 1.violinen. Og så måtte Harriet og Gumse prøve at spille med, Harriet også med melodistemmen, hvis hun kunne finde ud af den, og Gumse med nogle mere eller mindre hjemmelavede akkorder. For alt i verden måtte tonearten være C-dur eller G-dur, til nød D-dur eller F-dur, men hvis vi fik fat i en melodi med tre eller flere krydser eller med to eller flere b’er, kunne vi godt opgive. Tempo og lydstyrke satte Ole egenmægtigt og konsekvent til allegro moderato og mezzoforte til forte, og så måtte vi andre hænge på.
Jeg fandt, vistnok blandt Gumses noder, Tango Jalousie, og jeg prøvede at indøve violinsolostykket i begyndelsen for dog at prøve noget virkelig svært. Det lykkedes kun nogenlunde, og det var ikke nemt at beskæftige andre end Ole med tangoen, og han var ikke særlig indstillet på tango-rytmen, så det blev kun til en meget ulidenskabelig jalousi. Det gik på samme måde med et uddrag af Grevinde Maritza, som indeholdt noget, der skulle forestille zigøjnermusik. Der var en del panikløb med hastige sekstendedele, som Ole og jeg prøvede at få noget ud af, og det lykkedes nogenlunde, når bare vi indstillede os på, at zigøjneren tog den med ro.
Det var en fornøjelse at komme ud til Oles venlige forældre, og det var en fornøjelse at komme til Gumses lige så venlige forældre, og det var en særlig fornøjelse at komme hos Inge-Maries forældre. Inge-Maries mor var en overstrømmende skude, som altid havde noget velsmagende til os. Hvis årstiden var til det, sørgede hun for, at der var en stor portion tykmælk til mig.
Selvfølgelig opstod der vanskeligheder. Gumse havde ind imellem let til at blive knotten, og i vinteren 1944-45 havde jeg alt for let ved at køre træt og blive modløs. Trods alt holdt vi ved med sammenspillet indtil begyndelsen af 1945. Så var vores repertoire efterhånden gennemtærsket, og vi kunne ikke finde på noget nyt. Og desuden gik det hastigt mod en afslutning, både på vores gymnasietid og på krigen og besættelsen.

DET KUNNE HAMMURABI IKKE HAVE GJORT BEDRE
Sankt Knuds-Lauget i 1940'erne
Sankt Knuds-Lauget måtte som enhver anden seriøs demokratisk forening have love og vedtægter. Det stod fast, at der skulle afholdes generalforsamling hvert halve år, og generalforsamlingerne var fornøjelige tilløbsforestillinger.
På generalforsamlingen skulle der vælges en bestyrelse på fem medlemmer, en formand, en næstformand, en sekretær, en kasserer og et menigt medlem. Der skulle også vælges en suppleant til bestyrelsen, og der skulle vælges en revisor og en revisorsuppleant. Men hvis den siddende bestyrelse havde modtaget et eller flere skriftlige forslag til vedtægtsændringer, skulle dette eller disse forslag til forhandling og afstemning før bestyrelsesvalget. Det påhvilede den eller dem, der havde fremsendt ændringsforslag mundtligt at redegøre for bevæggrundene. Derefter skulle man stemme om, hvorvidt man overhovedet skulle sætte ændringsforslaget til afstemning. Hvis det så blev vedtaget, at der skulle stemmes, stemte man om ændringen. Og så kunne det ske, at der opstod forvirring. For hvis man nu for eksempel netop havde vedtaget, at der for fremtiden skulle vælges ikke én, men to suppleanter til bestyrelsen, skulle man så ved det umiddelbart efterfølgende valg vælge én suppleant, som jo alle indsendte forslag til ny bestyrelse havde forudset, eller skulle man vælge to? Og hvis man skulle vælge to, var det jo umuligt at overholde fristen for indsendelse af forslag til ny bestyrelse. Sådanne forslag skulle nemlig indgives skriftligt til den siddende bestyrelse mindst fem dage før generalforsamlingen.
Problemer af denne og lignende art gav anledning til gevaldige verbale slagsmål, og det kunne være svært for den arme mødedirigent at holde igen på ophidsede brushoveder, der måske endda udtrykte sig i et lidet parlamentarisk sprog. Det kunne godt gå så vidt, at en del af medlemmerne udvandrede, så generalforsamlingen måtte afbrydes, eftersom forsamlingen dermed ikke længere var beslutningsdygtig. Men det var der ingen, der var kede af, for så skulle bestyrelsen sørge for snarest muligt at indkalde til ekstraordinær generalforsamling, og den ville med sikkerhed blive mindst lige så fornøjeligt turbulent som den afbrudte.
Selv om det ikke stod direkte i de gældende vedtægter, var der tradition for, at den, der havde indgivet forslag til ny bestyrelse, skulle motivere forslaget. Forslagsstilleren skulle altså helst sige noget rosende om hver af de personer, der indgik i forslaget, og det kunne give anledning til de besynderligste udtalelser. Selvfølgelig kunne ingen tage sådanne motiveringer højtideligt, og en forslagsstiller kunne også godt slippe om ved motiveringen på samme måde som Roald, der engang havde foreslået en pige fra en af de andre klasser og motiverede sit forslag med at sige 'Hun sidder der og ser sød ud'.
Man betalte 25 øre om måneden i medlemskontingent. Men medlemmer af bestyrelsen skulle ikke betale kontingent, det skulle derimod suppleanten. Og så kunne der opstå et nyt morsomt problem. Hvis et medlem af bestyrelsen i halvåret januar-september havde fået sin studentereksamen og derfor havde forladt gymnasiet, var suppleanten jo blevet bestyrelsesmedlem i juli og august og i de dage, der lå forud for generalforsamlingen i september. Sommerferiemåneden juli var kontingentfri, men hvad så med august? Skulle dette nye medlem af bestyrelsen betale kontingent for august? Det var et problem, som lovene ikke havde taget stilling til.
Og så var der også problemet med dagsordenspunktet Eventuelt. Under dette punkt kunne man i henhold til lovene selvfølgelig ikke behandle emner, der sorterede under de forudgående dagsordenspunkter, deriblandt beretning, som besynderligt nok skulle aflægges af sekretæren og ikke af formanden, som dog havde ret til at kommentere sekretærens beretning. Der kunne meget let opstå nogle uparlamentariske ordvekslinger, når man skulle fortolke, hvorvidt dette eller hint kunne eller ikke kunne behandles under Eventuelt. Så kunne man slå hinanden i hovedet med den paragraf i lovene, som fastslog, at det var ethvert medlems pligt at gøre sig bekendt med de gældende love. Og mens man nu var ved det, var man så dermed også pligtig til at gøre sig bekendt med de lovændringer, som muligvis netop var vedtaget en halv time forinden?
En skønne dag, vistnok i efteråret 1944, syntes Tang Koch, der ikke kun var ekspert i nordisk sprogrøgt, men også i adskillige henseender en perfektionist ud over det sædvanlige, at nu skulle der ryddes op i lovjunglen. Nu trængte Sankt Knuds-Lauget til helt nye love, som ordnede alle de underlige fortolkningsproblemer, som alle hidtidige generalforsamlinger havde måttet strides med. Så udarbejdede han et lovkompleks, der var et vidunder af paragraffer og underparagraffer og underpunkter og undtagelser og undtagelser fra undtagelserne. Lovkomplekset blev i tide afleveret til bestyrelsen, som i god tid sørgede for at mangfoldiggøre det og uddele det til medlemmerne. Det er muligt, at nogle få alvorlige medlemmer har gennemgået lovkomplekset omhyggeligt, men det var så sindrigt og så omfattende, at de fleste medlemmer ganske givet har negligeret det. Ydermere var lovene naturligvis skrevet på Tang Kochs sprogrøgt-dansk, som et flertal af Sankt Knuds-Laugets medlemmer syntes var noget pjat.
På generalforsamlingen havde Tang Koch selvfølgelig ordet for at motivere det nye lovsæt. Han havde helst gennemgået det punkt for punkt, men selv om man sad og havde det hyggeligt ved generalforsamlingen, var man dog indstillet på at komme hjem før midnat. Så Tang Koch gik ind på at nøjes med at motivere de paragraffer, der afveg kendeligt fra de hidtidige. Alligevel kunne de færreste følge med. Der kunne godt stilles spørgsmål til Tang Koch, og han besvarede dem omhyggeligt på en måde, der lod spørgeren vide, at han/hun var et uforberedt dovendyr, der ikke kunne tænke logisk og sammenhængende.
Da Tang Kochs udlægning af lovteksten efterhånden var trukket så langt ud, at ingen gad følge med længere, blev det alt sammen vedtaget. Først langt senere gik det op for den nye bestyrelse og for andre medlemmer, hvilken kattepine Sankt Knuds-Lauget havde anbragt sig i. Tang Kochs love havde nemlig en paragraf, som næppe nogen anden forening i Danmark havde mage til: En generalforsamling er beslutningsdygtig, når mindst 75 % af medlemmerne er til stede.

I DE JYDER, SOM ERE DRUKNEDE, KUNNE VI IKKE SKABE GLÆDEN -
SKL-aktiviteter
Der foregik meget andet end generalforsamlinger i Sankt Knuds-lauget. Der var ofte møder, og som regel var det medlemmerne selv, fortrinsvis bestyrelsen, der medvirkede ved møderne. Det kunne hænde, at man indbød en foredragsholder udefra, hvis man kunne finde en, der ville holde foredrag for ingen betaling eller for en beskeden gestus. Det skete for eksempel, da en læge holdt foredrag om de kønssygdomme, hvis ofres antal påviseligt var i vækst i besættelsesårene.
Rektor forbeholdt sig vetoret, alt hvad Sankt Knuds-lauget havde i sinde at arrangere, skulle først godkendes af Rektor. Og Rektor var ikke så sjældent tvivlrådig. Nu skulle hun lige tænke sig om, så derfor lad os sove på det. Og som Sankt Knuds-laugets formand i efteråret 1942 engang sagde : ‘Rektor plejer at have mareridt i de nætter, da hun sover på Sankt Knuds-lauget’. I tilfældet med lægen med kønssygdommene havde Rektor store betænkeligheder. Heldigvis var lægen kendt af Rektor som et fornuftigt og lidet sensationslystent menneske, så mon ikke det kunne gå an at høre ham? Dog på den betingelse, at han holdt foredraget først for pigerne og siden for drengene. Så må formanden have sagt, at Sankt Knuds-lauget syntes ikke, at man kunne byde en gæst, som velvilligst havde stillet sig til rådighed uden honorar, at skulle ulejlige sig med at komme to gange. Efter endnu nogle strenge overvejelser gik Rektor så med til, at begge køn godt måtte være til stede samtidig.
Almindeligvis var det mindre alvorlige foredrag, der blev arrangeret. Skjødt holdt foredrag om moderne lyrik på en måde, der gav anledning til megen morskab. En anden gang kom der en eller anden musikalsk mand med et grammofoncauseri om jazz og swing, han var ikke særlig spændende. Mere spændende var unægtelig lektor Frejlev fra Katedralskolen, som sammen med sin kone præsterede at oplæse intet ringere end Anna Sophie Hedvig af Kjeld Abell.
Sankt Knuds-lauget holdt weekendhytte, som tog navn efter Statsradiofoniens underholdning, og som aldeles ikke behøvede at foregå i en hytte og heller ikke i en weekend. Det var som regel ikke svært at finde medvirkende blandt medlemmerne. Der var altid en eller anden, der kunne spille klaver eller fortælle en morsom historie. Jeg leverede selv engang et større nummer, som var en variation af den nærsynede foredragsholder, som holder ét foredrag men samtidig viser lysbilleder til et andet foredrag, i mit tilfælde et foredrag om livet på Sankt Knuds gymnasium og nogle undervisnings-lysbilleder fra Kina og Japan, som jeg havde lånt af Stoffer.
Det lykkedes så minsandten også to gange at få Rektors tilladelse til, at Sankt Knuds-lauget tog på weekendtur. Det skulle selvfølgelig være til et sted, hvor der var god plads til kønsopdelt overnatning i ikke alt for primitive omgivelser. Mest vellykket var den weekendtur, der gik til Langø. Vejret var godt, og søndag eftermiddag havde Victor fra klassen før os arrangeret en fornøjelig konkurrence mellem to hinanden bekrigende hold. Den endte i et gevaldigt slagsmål på og omkring en kæmpestor høstak, hvor Sankt Knuds-laugs-medlemmer af begge køn væltede rundt i et komplet uorganiseret slagsmål. Lige indtil Alice fik en rutsjetur ned fra høstakken og gav sig selv en voldsom kæberasler med det ene knæ.
Jeg havde den fornøjelse at være valgt til Sankt Knuds-laugets bestyrelse i hele skoleåret 1944-45, og jeg tager næppe fejl i at mene, at dette skoleår frembød flere og bedre aktiviteter i Sankt Knuds-lauget end nogle af de foregående to år. Til bestyrelsen var også valgt Poul og Karl Aage, som havde været hovedkræfter i ‘Vandmøllen i Appenninerne’ og som også blev hovedkræfter i operaen ‘Den danske stil’. Vi tre oprettede en sangtrio, Poul kunne synge melodistemme, Karl Aage kunne synge en overstemme, og jeg kunne synge en understemme. Poul kunne skrive tekster, han præsterede eksempelvis at skrive paroditekster til nogle af sangene fra operaen, og med den søde Jette fra 4. mellem som klaverledsager indøvede vi dem så længe og så grundigt, at vi til sidst mente at turde fremføre dem uden selv at knække sammen af grin.
Det kneb nok mere med kvaliteten, hvis vi prøvede at sætte noget seriøst på underholdningsprogrammet. Poul og Karl Aage insisterede på at oplæse ‘Før Cannae’ af Kaj Munk, og bevares, hvis nogen på gymnasiet overhovedet kunne magte dette kammerspil, var det de to.
Odense teater havde ‘Genboerne’ på repertoiret i denne vinter 1944-45, og det ærgrede mig og mange andre, at teatret havde forkortet drastisk i den scene, hvor regensianerne holder generalforsamling og diskuterer, hvad de skal bruge deres kasseoverskud til. Det kunne teatret ikke være bekendt, og det måtte der gøres noget ved. Altså indstuderede vi generalforsamlingsscenen uforkortet og fremførte den, ikke på Sankt Knuds gymnasium, som tyskerne havde beslaglagt, men i Katedralskolens solennitetssal. Casper spillede Klint, Karl Aage spillede Basalt, Poul spillede Hutter, og jeg var Søren Torp i Inges fars diplomatfrakke og med Kannegårds lorgnetter på næsen.

FOREDRAG I BRÆNDEKILDE
Da bestyrelsen i Sankt Knuds-lauget planlagde mødeprogrammet for de to sidste måneder af 1944, fandt man på at udskrive en foredragskonkurrence. Få dage efter hang der et opslag, som næstformanden havde udført med skiltekarton og plakatfarver, på opslagstavlen ved hovedtrappen. Her blev det kundgjort, at Sankt Knuds-lauget ville afholde elevforedragsaften på en nærmere fastsat dag, og at interesserede medlemmer kunne indsende foredrag til bestyrelsen, som derefter ville udvælge de to bedste og præmiere dem hver med fem kroner.
Vi mente at have været i god tid. Alligevel var det magre resultat ét foredrag, indsendt af en mand fra I.G, og dets emne var i al enkelhed oplyst at være jazz. Bestyrelsen blev kaldt sammen, ikke for at gennemgå indsendte manuskripter, men for at diskutere den uventet fortvivlede situation. Der var lovet to foredrag, og mødet var berammet. Vi så os nødsaget til at beslutte, at et medlem af bestyrelsen måtte holde et foredrag om noget andet end jazz, og jeg blev sendt hjem med den opgave at finde på et eller andet.
Umiddelbart efter julen 1943 havde jeg hos boghandleren tilbyttet mig “Mirakler på flaske” af Milton Silverman, en spændende og velskrevet populær skildring af forskellige lægemidlers opdagelseshistorie. Den havde jeg læst med stor interesse i dagene mellem jul og nytår.
Så havde Skjødt engang i foråret i et anfald af dansklærer-uopfindsomhed, som han ellers ikke led af, givet “frit emne” i stil, og jeg havde forkortet og tilpasset Silvermans sidste kapitel om sulfapræparater og skrevet det ind i mit stilehæfte, og jeg havde sørget for at supplere teksten med en masse konstitutionsformler og anbragt det hele under overskriften “Prontosil og sulfanilamid” for med det samme at tage pusten fra Skjødt og gøre ham opmærksom på, at nu kom der en hel masse, som han ikke forstod et levende muk af.
Hjemkommen fra bestyrelsesmødet faldt det mig ind, at Milton Silverman vel kunne hjælpe endnu en gang. Og i de følgende dage læste jeg flittigt om Gerhard Domagk og stafylokokker.
Foredragsaftenen i Sankt Knuds-lauget oprandt, og iført mit hæderligste grå jakkesæt - arvet fra Bedstefar og med kunststopninger på begge knæ - skildrede jeg overfor et forbilledligt veloplagt publikum den spændende historie om patentrettigheder og industrichefernes trakasserier og Domagks nobelpris, og jeg tjærede benzolringe og sidekæder op på sanglokalets tavle. Da det havde stået på i tre kvarter, greb jeg til Silvermans patetiske forord og brugte det som afslutning. Så tog jeg tavlekluden og slettede alle konstitutionsformlerne og satte mig ned på bageste række.
Efter en fællessang kom den præmierede foredragsindsender og underholdt i en halv time med Svend Asmussens og andres pladeind-spilninger. Så sang vi alle “Natten er så stille” og gik hjem. Og jeg troede, at jeg med denne aften var endegyldigt færdig med Milton Silverman.
Det var jeg ikke. Allerede næste formiddag ankom Skjødt til dansktimen med et ansigtsudtryk, der signalerede, at han var i knibe. Han lod ikke længe klassen i uvidenhed.
“Er der ikke et par stykker af jer, der kan holde et foredrag? Ligegyldigt om hvad.”
Og så kom der en lang beretning om, hvordan Skjødt var blevet anmodet om at holde et foredrag om et litterært emne i en forening, der netop var startet i en af de nærmeste landsbyer. Det havde han sagt ja til, men nu havde han opdaget, at han også havde lovet at holde foredrag et helt andet sted, og hvad nu? Nu regnede de bestemt med derude hvor det nu var, at han ville komme, og det var ved at være sidste frist, for det skulle foregå i aften.
“Hvem kan? Det behøver ikke være om litteratur. Slet ikke. Bare et eller andet. I skal nok få det ordentligt betalt.”
Mine klassekammerater begyndte at larme op om mit foredrag om Silvermans sidste kapitel i Sankt Knuds-lauget. Skjødt havde til alt uheld en næsten hypnotiserende overtalelsesevne, og jeg fik knap nok sagt andet end tjah og nåjo, måske, før jeg havde indvilget i at fortælle sulfapræparaternes opdagelses- historie til en mig aldeles ukendt forening i en mig aldeles ukendt landsby.
Flere måneder forinden havde hver enkelt i klassen udarbejdet en specialopgave i historie, nærmere betegnet inden for emnet Sønderjylland efter 1864. Mange historietimer var dengang hengået med såkaldte klasseforedrag, hvor man efter tur, og ofte med monoton stemmeføring, havde oplæst sine sammenarbejdede afskrivninger efter Centralbibliotekets læsesals litteratur om Sønderjylland. Barkholt havde dengang fået tildelt emnet Genforeningen, og mens alle andre klasseforedrag havde været lidet interessevækkende og ofte fået alle andre end læreren og foredragsholderen selv til at henfalde i søvnighed, havde Barkholt bragt klassen til tårer af rørelse ved sine dybtfølte beskrivelser af højtidelighederne i Dybbøl skanser og kongens ridt med den hvidklædte sønderjyske pige. Det var sandelig noget ganske andet end at få oplæst statistikker over Kreditanstalt Vogelgesangs økonomi eller lister over Flensborg avis’ skiftende redaktionssekretærer.
Vi udleverede Barkholt og hans genforenings-speciale til Skjødts overtalelse, og den blev ikke langvarig.
“Jeg ringer derud og giver besked om, at I kommer. Her har I selv nummeret, hvis der er noget, I vil have at vide derudefra. I skal med toget 18,39.”
Da jeg var kommet hjem om eftermiddagen, tog jeg Skjødts seddel med telefonnummeret frem. Det var et nummer under Bellinge central. Jeg er og var aldrig helt sikker på nøjagtigheden af andres taloplysninger,og jeg var heller ikke spor sikker på den togtid, som Skjødt havde stukket Barkholt og mig ud uden at konferere med noget skriftligt. Derfor slog jeg op i en køreplan og fandt Bellinge station på Odense-Nørre Broby-Fåborg-banen, og jeg opdagede med en vis hovedrystende triumf (“kan manden ikke engang slå rigtigt op i en køreplan?”), at toget til Bellinge skulle afgå 18,34 og ikke 18,39. Så gik jeg ind til købmanden, lånte telefonen, ringede Barkholt op og meddelte ham den reviderede togtid.
Klokken ca. 18,30 dukkede Barkholt frem af buldermørket på perron 1 på Odenses effektivt mørklagte banegård. Her havde jeg allerede opholdt mig en rum tid. Vi fandt frem til en dør på en vogn med påskriften “Fåborg over Nørre Broby”. Mens jeg ålede Skjødt for hans gale tidsangivelse og skamroste mig selv for min mistænksomhed og kontrolleretrang, gik vi ind i en af de store kupeer og klemte os på plads mellem medpassagererne, landhusmødre på hjemvejen efter en indkøbsrundtur i Odense og solide gårdmænd med dinglende urkæder.
Allerede før toget var skrumplet ud af baneterrænnet, havde Barkholt taget sit dyrebare speciale-manuskript op af sin mappe. Og med kupeens blåmalede mørklægningspære som eneste lyskilde satte han sig til at rette i manuskriptet. Han stregede lange passager ud med en bredt tværende blyant, og når blyanten smuttede som følge af togets idelige slingren, gik der måske flere guldkorn tabt, end han havde tænkt sig. Jeg forsøgte at indvende, at det måske var bedre at være mindre voldsom mod det papir, som jo skulle fremlægges ved den forestående studentereksamen. Måske ville den beskikkede censor ikke være særlig begejstret for alt for mange udstregninger.
Det hjalp ikke. “Det lyder ikke godt, dette her, når det skal læses op. Det skal væk. Og der er da immervæk noget, der hedder viskelæder”. Samtidig med, at Barkholt udtalte ordet viskelæder, gjorde toget et hop, og hans blyant kradsede sig med en ubehagelig lyd ud gennem en kvart side.
Skjødt havde lovet, at der skulle være nogen til at hente os på stationen. Og selvom vi ikke ligefrem havde forventet en deputation, havde vi ventet mere end den enlige arrige køter, som hvæsede rundt om os, mens vi stod på Bellinge station og så toget skrumple videre mod Nørre Broby.
Vi havde været fulde af hånsord mod kupeens belysning, men vi havde dog gerne set bare en sølle blå 5-lys-pære, der kunne hjælpe os ud af perronen. Det lykkedes alligevel, selvom vi først stødte imod nogle redskabssskure, hvorfra der kom lyde af skridende river og spader, og imod en retirade, hvorfra der heldigvis ikke kom lyde. Omsider tumlede vi gennem en låge og stod så uden for stationsbygningen.
Her var end ikke køteren fra før med os. Her var ikke et eneste levende væsen.
“Barkholt”, sagde jeg, “har Skjødt nu også kludret med dette her?”
“Vi går ind til stationsforstanderen”, sagde Barkholt.
Det gjorde vi så, hvordan så siden vi fandt den rigtige dør. Med åben mund påhørte stationsforstanderen vores beretning om Skjødts forfald og vores tilmelding som foredragsholdere, og han rystede på hovedet, da vi oplyste, at vi skulle have været hentet på stationen. Men så klarede han op, da hørte, at vi havde et telefonnummer.
“I ka’ gi mig det, så skal jeg ringe til dem for jer”.
Han fik sedlen og så længe på den og sagde så: “Det er et nummer ovre i Brændekilde”. Så ringede han op fra en telefon i værelset ved siden af og kom tilbage og meddelte os, at nu var de klar over det derovre, og at nu var de startet på cykel, og de havde to ekstra cykler med.
“Og så sa’e jeg, at I ku’ begynde og gå derovera’, for at I ka komme så meget hurti’ere”.
“Hvad for en vej kommer vi til Brændekilde?”
“Det er bare li’e u’. Der er kun en fire-fem kilometer. Men I sku meget hellere være ta’et til Holmstrup station, for det er ikke mer end godt en kilometer fra Brændekilde”.
Og grebet af en lumsk anelse forsøgte jeg mig frem: “Men der kunne vi vel ikke være kommet til fra Odense på denne tid?”
“Ok jo. Ganske vist er det småt med toggang, men Holmstrup ligger da på hovedlinien over Fyn. I ku’ ha’ kommet med et tog, der går inde fra Odense 18,39”.
Barkholt var tavs de første 200 meter. Men så delte vejen sig i tre.
“Hvad er nu ligeud?” sagde han.
“Det må vel være den midterste vej”, sagde jeg, “og desuden er vi kommet for langt mod syd, altså skal vi mod nord. Og Nordstjernen har vi deroppe, så det må være denne vej.”
Inden længe var vi igennem Bellinge landsby og ude på en øde og buldermørk vej. Det var stjerneklart, og månen var forlængst gået ned. Af og til kunne vi se en spinkel lysstribe fra fjerne, skødesløst mørklagte gårde og huse.
“Hvadfor en er Nordstjernen?” sagde Barkholt, da vi havde gået et kvarter.
“Den der, Barkholt”, sagde jeg og pegede.
“Den ser noget klejn ud”, sagde Barkholt.
“Du kan være ganske sikker på, at det er den”, sagde jeg. Og for at bortlede tankerne om vores besynderlige situation kastede jeg mig ud i en redegørelse for stjerners lysstyrke. Men jeg ebbede hurtigt ud, og det var mørkere end nogensinde omkring os. Hvor langt og hvor længe gik vi? Burde vi ikke forlængst have været i Brændekilde?
Barkholt sagde: “Jeg bliver nødt til at lave om på noget af det, der står i mit speciale. Der står et sted, at da det første danske tog efter Genforeningen ankom til Tønder, kunne det ikke køre ind til stationen, fordi der havde været sabotage mod sporene. Det er nok bedst at lade være med at nævne ordet sabotage for tiden.”
“Hvad vil du så sige i stedet for?”
“Jeg må finde på et eller andet.”
“Stryg det hellere helt”, sagde jeg, “som om vi ikke har fået nok af stationer i aften.”
Nu dukkede der et par forsigtige lyspletter op forude. Ganske rigtigt, der kom to mennesker med fire cykler. Inden vi nåede Brændekilde, havde vi tilstået vores bommert.
Barkholt nåede også at få indskudt: “Hvad er det for en forening?”
“Det er Brændekilde biblioteksforening, der har holdt stiftende generalforsamling.”
Da vi kom ind i forsamlingshusets sal, blev vi overvældet af lyset. Intet under, vi havde ikke set ordentligt lys i to timer. Men da pupillerne havde trukket sig tilstrækkeligt sammen, opdagede vi tilstedeværelsen af 40-50, måske 60 mennesker, der glanede intenst på os, mens vi bevægede os op ad midtergangen. Vi så måske også en smule usædvanlige ud. Jeg gik forrest i mit kunststoppede bedstefartøj, og jeg havde længe forinden anlagt et par vældige bakkenbarter i anledning af en nært forestående opførelse af skoleoperaen “Den danske stil”, hvor jeg skulle spille den personificerede dårlige samvittighed og derfor have et tilpas diabolsk udseende. Barkholt kom bagved med sine briller, hvis stel var repareret med isolerbånd, en reparationsmåde, som han benyttede, hver gang stellet knækkede.
Åbenbart havde forsamlingen som det var skik i besættelsestiden tilbragt ventetiden med at synge fædrelandssange. Man var netop under ledelse af en højrøstet forsanger og under ledsagelse af et klaver, der trængte ganske forfærdeligt til at blive stemt, i gang med “Vort hjem, du danske jord.”
Barkholt og jeg blev anbragt ved et bord ved siden af talerstolen og tilbragte de sidste vers med tavs stirren på bordets maskinpapir, der var fastgjort med tegnestifter, og på kopper af jernporcelæn og nogle tilsvarende tallerkener med lagkager i spredelinsefacon. Lagkagernes udseende tydede på flittig anvendelse af sakkarin. En duft af Brugsens Kunst-kaffe hang i luften.
Da sangen var til ende, gik forsangeren op på talerstolen og gav ordet til mig. Barkholt og jeg havde aftalt, at det saglige skulle komme før det rørende.
Jeg begyndte med noget af Milton Silvermans forord: “Når vores tip-tip-oldefar blev syg, nedsvælgede han en blanding af fennikel-ekstrakt og snogefedt --”.
Her opfattede jeg et fnis fra Barkholt. En virkning på stemmebåndene af vandringen ad Bellinge- Brændekilde-vejen i frostvejr havde endnu ikke fortaget sig, og jeg må have udtalt “tip-tip” på en rigeligt spids og skarp måde. Men jeg gik uanfægtet videre. Jeg skildrede Heinrich Hörleins karriere i IG-Farben-Industrie og hans tvistigheder med Fourneau om rettigheder og markedsandele, og jeg beskrev Domagks forskning og forsøgsresultater og hans nobelpris.
Jeg var vidende om, at nordjyder har ord for at bevare en urokkelig tavshed under og efter foredrag. Men jeg anede ikke, at det også gjaldt det fynske Brændekilde. Alle mine småvitser, som aftenen i forvejen havde fået det samlede Sankt Knuds-laug til at skvaldergrine, prellede aldeles af på Brændekilde biblioteksforening. Kun én gang, efter min skildring af de tragiske dødsfald i USA, som skyldtes, at en fabrik havde markedsført en opløsning af sulfanilamid i ætylenglykol, og af fabrikkens førstekemikers selvmord, sendte en tyk, halvskaldet mand mig et skævt smil.
Jeg satte fuld kraft på min patetiske slutning om menneskets årtusindgamle kamp mod sygdommene, kampen, som aldrig må opgives. Dermed var jeg færdig, og man klappede flegmatisk. Jeg satte mig, og forsamlingen sang “Hvor smiler fager den danske kyst”.
Så var der kaffeerstatningsbord, og bagefter blev ordet tildelt Barkholt, som foldede sit dyrebare historiespeciale ud på talerstolen. Og med et udseende og et tonefald som om han personlig var i færd med at genforene Brændekilde forsamlingshus med det øvrige Danmark oplæste han afstemningsresultater og højtideligheds-reportager. Men han formåede heller ikke at bringe forsamlingen i mindste grad af affekt. Selv da han oplæste om den gamle 1864-veteran, der i Dybbøl-skansen overrakte kongen et flag, forblev Brændekilde biblioteksforening aldeles passiv. Og jeg sendte en tanke til den dag, da han havde læst det op for sine klassekammerater. Da havde bevægethedens tårer stået i alles øjne.
Efterhånden nærmede Barkholt sig det fatale sted om jenbanesabotagen. Lige inden han nåede det, bemærkede jeg, at han holdt en pause og så forvirret ud. Men så sagde han: “Toget kunne ikke køre helt frem til stationen, fordi der - øh - var - øh - uorden på jernbanelinien”. Jeg udstødte en gryntende lyd, og Barkholt sendte mig et blik, der sagde mere end mange ord, men han tabte ikke tråden i sin oplæsning.
Omsider fik han så hele Nordslesvig genforenet med kongeriget og sluttede af med nogle bemærkninger om dansksindethed og om dem syd for grænsen, der som bekendt ikke skal blive glemt. Og man klappede flegmatisk.
Der var én kilometer til Holmstrup station. Og først, da vi havde opholdt os på stationen i flere minutter, dristede vi os til at se på hinanden, så meget som nu buldermørket tillod det

Så sagde Barkholt: “Tip-tip”.
Og så sagde jeg: “Øh - uorden på jernbanelinien.”

SANKT KNUDS TROP, 8. ODENSE
Hvorfor i alverden begik jeg den ubetænksomhed at melde mig ind i Det danske spejderkorps? Jeg havde blandede erfaringer med spejdertilværelsen. Fra en formidabel god ulveungetid i 1938 til en mindre vellykket ulveungetid i 1939 og videre til en kedsommelig og ret indholdsløs spejdertid i 1940 og spejdertroppens nedtur til roderi og inkompetence i 1941. Hvorfor så begynde igen i 1944?
Ganske vist var der en mærkbar forskel fra 1941 til 1944. Jeg havde været grøn spejder og blev nu gul spejder.
Spejdertroppen hed Sankt Knuds trop med tilføjelsen 8. Odense, og det var Magnus, der var tropsfører. Tropsassistenter var min udmærkede sidekammerat i gymnasiet Ole; endvidere Victor og Niels Henrik fra klassen over os. Langt de fleste af troppens spejdere gik i Sankt Knuds gymnasiums mellemskole, og tropsmøderne foregik i gymnasiets fysiklokale.
Det var så som så med det spejdermæssige indhold i troppens foretagender. Magnus interesserede sig vistnok kun på det teoretiske plan for spejderlov og spejderløfte, og han var heller ikke nogen dyrker af besættelsesårenes hellige spejdertreenighed Vorherre, Christian 10. og Baden-Powell. Han var også temmelig ligeglad med, om spejdere opnåede noget videre kendskab til sindrige knob og færdighed i kast med redningsreb.
Men bevares, troppen tog på tur om søndagen til en eller anden skov i Odenses omegn, og man prøvede at gennemføre en øvelse med to hinanden bekæmpende partier, og øvelsen gik ofte helt i fisk, og fremmødet var som regel sparsomt.
I begyndelsen af sommerferien 1944 drog troppen afsted på sommerlejr. Den foregik på Kajbjerg strand lige syd for Nyborg, og Magnus havde fået tilladelse til, at vi satte telte op lige i skovbrynet ud til Storebælt. Lejrlivet var ikke fri for ind imellem at være ørkesløst. Men når Magnus efter lejrbålet i skumringen havde gennet de menige spejdere i seng, kunne vi andre godt sidde og have det hyggeligt i al stilfærdighed, indtil klokken blev henad midnat og Magnus vækkede dem, der skulle gå vagt de næste to timer. Det hyggelige samvær mellem ca. 22 og ca. midnat blev legitimeret af Magnus’ gentagne oplysning til troppen: ‘Staben tager den første vagt’.
Min altdominerende opgave i troppen var at være underholdningschef. Det var ikke særlig vanskeligt på sommerlejren, men den store opgave ventede i begyndelsen af 1945. Der skulle holdes tropsfest. Tropsfesten var fortrinsvis iværksat for at skaffe indtægter, og der var erfaring for, at Odenses danseglade ungdom gerne mødte op og fandt sig i en lille times mere eller mindre spejderorienteret underholdning, før et lille danseorkester tog over. Jeg sørgede for at komme til at overvære to andre troppes fester forinden, og jeg var lidet imponeret over deres sceniske præstationer. Det blev ikke til meget andet end en gammel, nedslidt spejdersketch eller to eller tre og nogle fortrampede spejdersange. Det kunne jeg minsandten gøre bedre! Og jeg fik Magnus’ tilladelse til at skrive og indøve et eller andet, som overhovedet ikke havde noget at gøre med spejdere. Det betalende publikum ville jo altovervejende være unge mennesker uden viden om og uden interesse for spejderbevægelsen, og tropsfest skulle vel heller ikke være et hvervningsmøde eller en propagandaforestilling.
Magnus lejede intet ringere end Industripalæets store sal og engagerede et af Odenses hyppigst anvendte danseorkestre. Han ville også sørge for to små numre, så ulveungerne kunne komme på scenen, det forventede forældrene. Det blev til ‘Ti små niggerboys’ og en meget forkortet udgave af Kejserens ny klæder. Og imens sad jeg og skulle finde på noget.
Jeg fik fat i et eksemplar af Politikens søndagstillæg. Her havde et eller andet vittigt menneske omskrevet Snehvide til at foregå i mørklægnings- og rationeringstider. De syv dværge var blevet til syv sortbørsgrosserere. Den ide kunne jeg godt bruge. Jeg broderede en vældig blanding af Politiken og Disney sammen. Den onde dronning, som vil være den smukkeste i landet, er kommet i knibe, for vareknapheden har gjort indhug i hendes muligheder for at skaffe tilstrækkeligt med kosmetik. Men den unge, skønne Snehvide behøver ingen sminke, så dronningen hyrer en kommunal vagtværnsmand til at myrde Snehvide ude i en dyster skov. Det nænner den brave vagtværnsmand ikke, og Snehvide undslipper og finder en lille hytte, hvor ingen er hjemme. Men alt imens hun går og undrer sig over hvem der dog mon bor her, hører hun et fjernt kor :

Og så videre nogenlunde i overensstemmelse med eventyret.
En lille, kvik dreng, der hed Steffen, men som aldrig blev kaldt andet end Fugge, spillede Snehvide, og han var noget så sød. Dumpe blev spillet af den lille, snakkelystne Knud, der havde svært ved at nøjes med rollens tekst. Men det virkelige scoop var den onde dronning, der blev spillet af Mogens med knaldsort paryk og diabolske sminkestriber i ansigtet. Han var meget overbevisende og gik meget op i rollen. Så meget, at han fik primadonnanykker og skældte ud på forfatteren, instruktøren, de medspillende og Magnus.
Der skulle være et nummer mere, et nummer med få, men kvalificerede personer. Jeg bryggede en historie sammen om en adelsjomfru, som er blevet indespærret af sin far og sin mor, fordi hun elsker den forkerte ridder og ikke vil giftes med den ridder, som forældrene har valgt til hende. Handling kunne jeg ikke finde på ret meget af, navnlig kneb det gevaldigt for mig at finde en slutning på historien, efter at de to rivaler har duelleret og den onde bejler er blevet aflivet af den gode ridder. Jeg undså mig ikke for at cykle kraftigt på de velkendte melodier. Jomfruens klagesang gik på Hoffmanns eventyrs barcarole, faderens forgæves overtalelsesforsøg blev sunget på Rodolfos arie, forældrene og skurken opdagede med rædsel jomfruens flugt til intet ringere end Funiculi, funicula, og til forældrenes klage over datterens forsvinden benyttede jeg Liszts mest velkendte ungarske rapsodi. Det var rigelig svært.
Det var selvfølgelig mig selv, der spillede den strenge fader, og Benthe fra parallelklassen var moderen. Den pæne lyshårede Jørgen var jomfruen, og det klarede han pænt, hvorimod publikum, hvis de overhovedet har heftet sig ved forestillingen, afgjort har taget parti for den onde af de to rivaler, spillet af Olsen, mens den gode ridder blev spillet af Martin på en noget fjottet måde.
Der var stuvende fuldt i Industripalæets sal ved tropsfesten, så der må være kommet mange gode penge i kassen. Det så også ud til, at publikum fulgte godt med i forestillingen. Snehvides onde stedmoder og den kommunale vagtværnsmand var store succeser.
Men Magnus måtte bagefter indkassere divisionschefens bebrejdelser, fordi det ikke havde været tydeligt, at det var spejdere, der havde opført forestillingen.

Skjødt: Pas nu på dine bogstaver, Tang Koch. De kommer til at ligge alt for meget ned. Det ser ud, som om de er ved at gå i seng og trække dynen op over ørerne.

Thierry: Når vi tænker på bronze, så tænker vi først og fremmest på det gamle, irrede bronze, som vi finder efter at have ligget i mosen i over totusinde år.

Magnus: Hvis du nu har noget suppe og strør salt på, får du så en kuldeblanding?
Lise: Nej, for suppen er jo varm.
Magnus: Så siger vi suppe ved nul grader.
Lise: Suppen indeholder andre stoffer end vand.
Magnus: Ja ja da, så siger vi tynd suppe ved nul grader.

Skjødt (om “Martin Luther” af Jakob Knudsen): Det er noget, vi allesammen kender. En mærkelig følelse. En følelse, som man aldrig kan blive kvit. Den kom i to bind, det første i 1913, det andet i 1916.

Tang Koch (oversætter): Saracenerne styrtede sig over alle ligene og dræbte dem skånselsløst.

Skjødt: Når Adam var færdig med at give dyrene navne, gav han sig til at underholde Eva med sproglige ejendommeligheder.

Thierry: Hvis De går lidt tilbage i kapitlet, vil De træffe på en anden af Herrens udvalgte. Her tænker vi selvfølgelig på --- Grethe Madsen.

Skjødt: Vi mennesker er jo desværre ikke så gode, som vi burde være. Det mente gamle, rare biskop Balle. Nå ja, dengang var han jo nok ikke så gammel, som han senere blev.

Magnus: Saltsyre eller salpetersyre, jeg ved såmænd ikke hvem af dem, der er den stærkeste syre. Det er en smagssag.

Thierry: Esther Beck Jessen! For fem minutter siden gav jeg Deres sidemand en kraftig irettesættelse. Og nu gør De det samme!

Skjødt: Hvis Vorherre engang bliver vred på mig og putter mig ned i Helvede, så kan han ikke finde på nogen grusommere straf end at give mig en dansk grammatik i hånden.

Ole: Så vælger vi et punkt -
Fru Grauslund: Stiller vi nogen betingelse til det punkt, vi vælger?
Ole: Ja, det skal være et meget lille punkt.

Thierry: Hvad blev der af det gamle romerske bondesamfund?
Gunna: Det ved jeg ikke, jeg kan ikke finde det nogen steder i bogen.

Fru Grauslund (forklarer hvad en voksende funktion er): Det vil altså sige, at når jeg går frivilligt ud ad x-aksen, så skal jeg fjerne mig mere og mere fra den.

Skjødt: Gå dog mere direkte til sagen, mand! I stedet for alle de omsvøb! Det er det samme, som hvis du ville operere en mand for blindtarmsbetændelse og begyndte med at skære ham i storetåen.

Hæstrup: Af tabellen kan I se, at man kun dør ganske lidt i 30-års alderen.

Fossum Hansen: Svinger vægtstangen op eller ned, og i bekræftende fald hvorfor ikke?

Skjødt: Rektor Meisling var en træmand, som H.C.Andersens poetiske åre gang på gang løb panden imod.

Magnus: På den måde, jeg viser jer, kan jeg få nordpol i hvilken som helst af mine ender, det passer mig.

Skjødt: Et p dannes med læberne. Men når g påvirker n, nærmer vi os bagdelen.

Barkholt: Så flygtede Muhammed til Medina, og i løbet af ganske kort tid voksede hans tilhængere med rivende hast.

Thierry: Som frugtbarhedsgudinde, Ole Knudsen, kan De fortælle mig noget om Afrodite.

Thierry: Der var jo mange årsager til perserkrigene. Den væsentligste årsag var nok --- Brinch Larsen.

Magnus: Når en væske afkøles, trækker den sig sammen. Men vand er en undtagelse. Vand kan godt udvide sig, når det trækker sig sammen, nemlig omkring fire grader.

Fru Grauslund: Hvis jeg lægger en plan, kan jeg få mit rumfang delt op i to dele, der hver for sig kan beregnes med en formel, som jeg kender.

Senstius: Vi får jo ikke vores sangtime på fredag. Så har vi jo Store Kristi Bedefartsdag.

Bente: Et l dannes ved, at man sætter tungen op mod den hårde gane. Og så skal man presse luften ud gennem siderne.

Skjødt (om Grundtvigs Kong Farao var en ugudelig krop): Hvis Faraos datter havde læst dette her, havde hun sagt: Må jeg så bede om P. Sørensen Fugholm.

Skoletiden	Fagene	Andre aktiviteter	Studentikose indfald og andre tangenter
Første dag Ordensregler Oprykningsprøve Hærværk eller drengestreger Skolen beslaglægges Bombning Dansk stil i sovepose Befrielsen Deutsche aus Sidste skoledag Studenterfestivitas Afsked	Dansk Matematik Fysik & kemi Old & religion Historie Geografi	Skolernes idrætsstævne Juleafslutning Operette - skoleforestilling Saftevandsbal Idrætsdag Skoleopera	Toøres-laget Husorkester SKL-love SKL-aktiviteter Foredrag i Brændekilde Sankt Knuds spejdertrop Sprogblomster