En indvandrer fra det jyske
- erindringer fra min tid på Sct. Knuds Gymnasium, 1949-1952
Af Finn Løkkegaard

Viborg
Min drengetids by er Viborg. Jeg kommer fra et beskedent tjenestemandshjem. Min far var befalingsmand i hæren, min mor hjemmegående med tre børn, hvoraf jeg var den ældste, og begge forældre var jyske husmandsbørn. Det var ikke noget "bogligt" hjem.
Når jeg kom ind i et uddannelsesforløb, som endte med en kandidatgrad (historie og dansk fra Københavns Universitet), skyldtes det, at jeg gled med strømmen af kammerater. Først mellemskolen og realklassen i en kommuneskole, og derefter gymnasiet på Viborg Katedralskole. Det sidste var nok det mest usædvanlige i mit miljø. Men fordi Viborg var en embedsmandsby, var der mellem legekammeraterne flere, der med største selvfølgelighed skulle i gymnasiet, og jeg gled altså med.
Katedralskolen var en konservativ institution. Bag bygningen - en stor barokimitation - dyrkede eleverne idræt i obligatoriske, ens gymnastikdragter. Forbipasserende må have fået associationer til engelske kostskoler. Forholdet mellem lærerne og eleverne var naturligvis forskelligt fra lærer til lærer, men nogle var, som Hans Scherfig skildrer dem i "Det forsømte forår". De kunne være sarkastiske ikke mindst over for de elever, der kom fra landet, og eleverne kvitterede med de mest kyniske øgenavne og et hav af ondskabsfulde historier om lærerne.

Odense
Midt i 1. g kom jeg til Sct. Knuds Gymnasium. Min far blev forflyttet til 6. regiment, som holdt til i kasernen på Søndre Boulevard, hvor vi også fik tjenestelejlighed. Mine nye kammerater var vist lidt imponerede (drengene), men også forgrinte (pigerne) over at skulle følges op til mig af en soldat fra vagten, når de kom på besøg. Der var kun to gymnasieklasser, en mat. nat. og en nysproglig. Jeg kom i matematikerklassen.
I forhold til "lille" Viborg med dens selvhævdende provinsialisme oplevede jeg Odense som en storby med sporvogne, teater, symfoniorkester, zoologisk have, travbane og fodboldhold i alle tre divisioner. Og så var der jo odenseanerne, fynboerne med deres lette snakkesalighed på englenes tungemål. Jeg tog for mig af retterne. Siden har Odense stået for mig som "mit lille Paris".

En klasse på Sct. Knud
På Sct. Knud kom jeg til en skoleverden, der lå meget langt fra den i Viborg. Lørdagstimerne var kortet af, så vi fik fri kl. 13. Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med fænomenet weekend. Matematikerne havde ikke tysk, tyskerne havde man åbenbart fået nok af i det modstandsengagerede Odense. Klassen, jeg kom ind i, var socialt set vel typisk for tiden og skolen. Der var nogle børn af det bedre borgerskab, nogle lærerbørn, nogle fra landet, som kom ind med rutebil om morgenen, og et par fra arbejderhjem. Selv følte jeg mig "uden for rangklasserne". Jeg trivedes og blev mødt lige godt i forskellige sociale lag. Det skyldtes måske, at mit hjems sociale position var lidt ubestemmelig. Min far gik i officersuniform, men var "kun" stabsofficiant. Men hvilke civilister var i stand til at afkode hans distinktioner? Det kunne jeg dække mig under i de bedre kredse.

Typisk klasselokale 1950. 2m med Finn Løkkegaard på bageste række

Min sidekammerat i klassen kom fra et kommunistisk arbejderhjem. Selv forsvarede han dets synspunkter med små problematiserende bemærkninger om verdenssituationen, forholdene i Danmark og i Odense. Han og jeg fik nys om udbruddet af Koreakrigen, da vi i sommeren 1950 lå i telt ved Lillebælt sammen med en tredje skolekammerat. Det gjorde selvfølgelig ikke hans politiske liv lettere, men kommunisterne kunne endnu sole sig lidt i erindringen om deres indsats under besættelsen. Han måtte vandre nogle omgange på flisegangen bag rektor- og pedelboligen i dyb samtale med Hæstrup.
Jeg husker egentlig klassen som lidt kedelig, men en af pigerne skilte sig ud både af udseende og væsen, stor og flot med et spontant og afslappet forhold til tilværelsen - min gymnasiekæreste. Min start i klassen var ellers ikke den bedste. Vi havde Grønkjær til fransk. Han havde før min ankomst fortalt 1. mat. nat., at han glædede sig, nu kom der endelig en elev, der var god til faget. Min karakterbog fra Viborg var sendt i forvejen, og min fransklærer havde helt urimeligt givet mig en god karakter. Næppe var jeg kommet på plads i de nye omgivelser, før Grønkjær bad mig læse højt. Kammeraterne kunne ånde lettet op. Jeg hakkede mig igennem med jysk accent.
Og så kunne de i øvrigt også på dansk have mig lidt til grin, jeg sagde "keks", de sagde "kiks", jeg sagde "kød", de sagde "kyd" osv. Nå, men min styrke var, at jeg var et år ældre end de fleste - jeg tog jo realen med - og var en hærdet gymnasiast fra "den sorte skole".
Skolen i Odense var meget mindre end den, jeg kom fra, antallet af elever færre og stemningen meget mere afslappet. Her var der ingen obligatorisk gymnastikdragt og store idrætsanlæg. Lærerne var gennemgående yngre end de originaler, jeg havde forladt. Her var ingen psykisk terror over for elever, der skilte sig lidt ud fra snobbemiljøet, men et ligefremt forhold til eleverne.

Undervisningen og lærerne
En kvindelig rektor var en sjældenhed i Danmark dengang. Sct. Knuds rektor Helga Lund styrede sin skole med fast og kærlig hånd, kendte alle sine elever og huskede dem. Selv modtog jeg efter disputatsen i 1969 en håndskreven lykønskning fra den dengang vist 90-årige dame. Mange af mine kammerater har lignende erfaringer. Hun havde et netværk af interessante personligheder, som hun trak på til foredrag på skolen. Skuespilleren Albert Luther kom og spillede på sin lut, matematikeren Harald Bohr påviste i et timelangt foredrag, at det er lettere at bevise, at 2 + 2 = 4, end at 2 + 3 = 5. Og så kom kunstprofessor Aksel Jørgensen og talte om sine billeder. Nogle af dem hang i vores klasseværelser. Jeg konstaterer med tilfredshed, at de nu har fået hæderspladser i aulaen.
Jørgen Hæstrup (i specialsyet battledress og med midterskilning på engelsk manér), som også var en gammel Viborgdreng, der i skoletiden var blevet plantet om til Odense, fangede mig oppe på 1. sal i aulaen allerede en af de første dage, jeg var på Sct. Knud. Han skulle have alt at vide om, hvordan det stod til derhjemme i Viborg, hvordan fodboldholdet klarede sig osv. Siden skrev han uforlignelige erindringer om sin barndom i den gamle jyske hovedstad.
Jeg havde ham ikke som lærer, men var godt misundelig på de sproglige, der havde ham i historie. Senere hen, på universitetet, gav han mig støtte og inspiration, hvilket jeg er ham megen tak skyldig for.
På fotografiet af lærerkollegiet fra september 1952 er de der alle sammen minus én, frk. Jakobsen eller "Lille Jakob", som vi kaldte hende. Hun gik af i sommeren 1952. Vi havde hende i engelsk, og hvilken engelsklærer! Hun personificerede 1800-tallets engelske overklassevictorianisme par excellence. Med sin lille sprøde stemme rettede hun vores udtale, så den ikke fik et for vulgært præg af cockney, og når hun en sjælden gang imellem lukkede lidt op for sine personlige erindringer, var det bl.a. om hendes barndom i Indien. Hun boede sammen med sin søster i et hus nær skolen, hvorfra hun spadserede til skole særdeles tækkeligt klædt. Jeg husker hende bl.a. fra translokationen i 1951, hvor hun iført en møllehjulstor hat med kunstige blomster som lærerkollegiets ældste holdt afskedstalen for rektor Helga Lund.

Lærergruppen 1952

Men ellers er de alle med på fotografiet. Frk. Friborg havde vi til historie, hun gik på to kunstige ben uden krykke eller stok. Hun klarede sig overalt, også i marken under ekskursionerne, lige undtagen på skolens hovedtrappe, når jeg havde placeret mine mælkekasser under gelænderet. Jeg var "mælkemand" - dvs. ham, der solgte skolemælk som agent for mejeriet "Sanderum". Helga Lund instruerede mig meget præcist om, hvor kasserne med de tomme flasker skulle stå af hensyn til frk. Friborg.
Møller Jørgensen, der på fotografiet i sin hvide kittel næsten går i et mod baggrunden af matglasset i endevæggen af aulaen, havde vi til fysik. Han regerede enevældigt i fysiklokalerne under taget. Her havde han en enestående samling hjemmelavet forsøgsapparatur, som vi arbejdede med gruppevis under hans instruktion og med hjælp af duplikerede udgaver af hans lærebøger, som senere blev trykt og vist meget udbredte i gymnasiet. Han var en fremragende fysiklærer og fik tilknytning til Odense Universitet, men han var dårlig til at regne. Jeg kan se ham for mig, når han med ryggen til eleverne kæmpede med at få tallene på tavlen til at gå op og blev mere og mere rød i nakken.
Helge Skjødt, som vi havde i dansk, var en frejdig og munter mand og en gevaldig læsehest, skolebibliotekar og anbefaler af den nyeste litteratur. Han undlod ikke at fortælle, at han var studiekammerat og ven med professorerne Billeskov Jansen og Aksel E. Christensen. Når han ikke havde drevet det så vidt som dem, var det bl.a., fordi han som dansk lektor i Kiel mistede forarbejderne til sin disputats under et luftangreb. Jeg havde vist lidt af en stjerne hos ham på grund af dristige litterære fortolkninger. I hvert fald trak han mig en dag til side og spurgte, om jeg ville være hans datters kavaler ved et bal på "pigerealen". Det gav en middag i lektorhjemmet og en skolefest med en sød pige, men nogen svigersøn fik han ikke ud af det i den omgang.
Bojsen Mortensen var vores geografi- og naturhistorielærer. Han havde lokaler under taget ligesom Møller Jørgensen. Han påstod under anatomiundervisningen, at man kunne stå på hovedet og drikke en bajer, uden dog at demonstrere det, men ellers husker jeg ham mest for hans skærver, som vi lærte navnene på udenad under eksamensforberedelserne.
Pigerne havde Ester Skriver til gymnastik. I ugerne før skoleballet i Industriforeningens store sal indøvede hun lanciers med drenge og piger sammen. Hjemme havde vi en illustreret bog om Niels Bukhs jordomrejse med mandlige og kvindelige elitegymnaster. Ester Skriver var en af dem og optrådte på et fotografi fra Japan som geisha sammen med Niels Bukh. Et billede, jeg havde hæftet mig ved i min præpubertet.

Fester og fritid
Nu vi er ved dansen og fritidsfornøjelserne med skolekammeraterne, så var noget af det, der imponerede mig på Sct. Knud, Niels Palle Jørgensens jazzorkester, som spillede ved St. Knuds Laugets fester i underhallen. Her lavede 2. g'erne hvert år et "saftevandsbal" for mellemskoleeleverne. Vi opførte en modificeret skoleudgave af "Frøken Nitouche".
En anden begivenhed, der faldt uden for den normale skoletrummerum, var en tur til København, som skolen arrangerede, for at vi kunne se en opsigtsvækkende, engelsk maleriudstilling. Jeg havde aldrig været i København før, men mine hede forventninger blev ikke skuffede. Vi så vel pligtskyldigt udstillingen, men ellers skulle vi opleve byen i restaurant "Giraffen", hvor Helge Jacobsens orkester spillede. Den lå i samme bygning som Palladium-biografen, hvor Mogens Kilde trakterede kinoorglet. København var min store forventning i gymnasietiden. Dér skulle jeg over at studere. Jeg var ikke alene om de forhåbninger til fremtiden. Odense var trods alt i gymnasiasternes øjne mere provins dengang end nu, hvor den selv har et universitet.

"Stubbekøbings venner"
Det helt store nummer i 2. g var dog "Stubbekøbings Venner". Det kræver et afsnit for sig. Min nærmeste ven og skolekammerat var Gert Hasselmann fra den sproglige klasse, hvis far, Kaj Hasselmann, var tysklærer på Katedralskolen. Gert og jeg lavede meget sammen, bl.a. redigerede vi skolebladet FNUG.
Vi havde læst Jules Romains' "Duskammeraterne", hvor en flok franske studenter skaber ravage i en lille provinsby. Det er grove løjer, men vi mente at kunne kopiere spøgen i en modificeret dansk udgave. Vi lod en blyant falde over et danmarkskort. Den ramte Stubbekøbing på Falster, og så tog vi fat. Vi rekrutterede hver tre af de djærveste klassekammerater og stiftede "Stubbekøbings Venner" - lige mange piger og drenge, selvfølgelig. Det var noget klikeri, men stemningen var rå og hjertelig. Vi tegnede abonnement på "Stubbekøbing Avis" og begyndte at sætte os ind i byens liv og seværdigheder.
I Stubbekøbing ville vi opføre en hjemmelavet revy, som Gert og jeg stod for. Hovednummeret var en poetisk beskrivelse af turen fra Odense til Stubbekøbing og hjem igen på cykel til en række melodier fra "Annie Get Your Gun". Dertil kom, at vi ville lave en guidet tur i byen for dens borgere, f.eks. skulle jeg fremvise kirken.
De gode borgere i byen inviterede os til at komme i påsken 1951. Vi cyklede glade af sted, og da vi kørte ind i byen, var torvet sort af mennesker. Den lolland-falsterske presse var rigt repræsenteret, og borgmesteren bød på sodavand og kager i rådhuset. Vi blev indkvarteret i private hjem. Gert og jeg hos redaktøren af Stubbekøbing Avis.
Revyen samlede mange tilskuere i præstegårdshaven. Det store slutnummer var en "nationalsang" til byens ære, som Gert havde skrevet, og vores elskede sanglærer, Kaj Senstius, havde lavet en fire-stemmig melodi til. Det siges, at de synger den endnu i Stubbekøbing. Vi var på forsiderne af de lokale aviser, optrådte i en børneudsendelse i radioen og fik endda en større artikel med billeder i Fyens Stiftstidende.
I det hele taget opførte Gert og jeg os lidt gammeldags studentikost og kunne af og til få andre med som f.eks. i "Stubbekøbings Venner". Baggrunden for denne adfærd var Gerts hjem. Her underholdt lektor Hasselmann gerne os unge mennesker med historier fra sin tid på Regensen og sang studentersange om kvinder og punchesold til eget mandolinakkompagnement. Sammen med Senstius udgav han i øvrigt en dengang populær studentersangbog med alle herlighederne. Han skrev også selv lejlighedssange. Alt dette kunne hans søn og jeg naturligvis ikke stå tilbage for.

Skolekomediegruppe ved "Saftevandsballet" i sanglokalet, i underhallen 1951.

Skolens musiske side
Senstius fortjener en omtale. Han var en elskelig, ældre herre, da vi havde ham. Komponist, der havde stået lidt i skygge af Carl Nielsen. Onde tunger talte om epigoneri, men han havde i sin ungdom fået en symfoni opført i Berlin, sagde man. Når Martelius Lundkvist havde forfald som dirigent for Odenses symfoniorkester, trådte Senstius til. Og så var vi alle mand af huse til koncert og flokkedes ved kunstnerudgangen i Fyns Forsamlingshus for at hylde aftenens gæstedirigent.
Ved translokationen sang man dengang en kantate, der ifølge overskriften specielt skulle være skrevet til lejligheden på Sct. Knud. Forfatteren dækker sig under pseudonymet x+y+z. Det kunne tyde på en matematiker, og det kan versenes sproglige udformning også. Musikken er skrevet af domkantor J. Chr. Hæstrup, Jørgen Hæstrups far.
Set under en kønsrollesynsvinkel i dag er teksten vildt bedaget. Den unge pige i en solo går "gennem skoven ad ensom sti og længes, jeg ved ej mod hvad". De unge mænd er mere målrettede. I deres sang hedder det, at de "yder så gerne, medens kravet stiger, alt, hvad vi evner - ja, prøve kræfter længes vi efter". I slutkoret er der et lille åndshovmodigt skulderklap til realisterne, der trods alt tit "med tål og flid [har] stridt sig frem til at blive en kraft i vort folk." Tak, fordi den nu er taget af programmet.
Ved sådanne og andre festlige lejligheder optrådte skolens lille kor. Mere falmet i den offentlige erindring er skolens orkester, som også medvirkede ved slige lejligheder. Dengang var der endnu så mange elever, der spillede violin - jeg var en af dem - at der med Hæstrup som forstærkning på cello kunne dannes et strygeorkester. Jeg er taknemmelig for, at båndoptageren endnu ikke var opfundet dengang. Vores musikalske præstationer er gud ske lov overladt til glemselen.

Translokationen og tiden herefter
Efter translokationen kørte vi også dengang fra hjem til hjem og sang, spiste og drak, men det var i rigtig hestevogn. Vi var glade og forventningsfulde. Det mente vores omgivelser dog ikke, der var grund til. Tiden var plaget af arbejdsløshed også blandt akademikere. Danmark var endnu inde i en fattig og luvslidt efterkrigsperiode. Men af sted til København og studier kom de fleste, også Gert og jeg.
Det var overgangsfasen til velfærdsstaten og forbrugersamfundet i 1960-erne. Pessimismen blev nemlig gjort til skamme. Fødselsårgang 1933, som de fleste af studenterårgang 1952 tilhørte, var den mindste, der nogensinde var registreret i Danmark. Da den kom ud på arbejdsmarkedet omkring 1960, blev den revet væk.

Post scriptum om nydelsesmidler og lønarbejde
For tiden er der opmærksomhed om unges drikkevaner og brug af rusmidler. Det var ikke noget stort problem dengang. Min første brandert fik jeg i 2. g hos en skolekammerats kammerat, hvis far var brygmester på Albani. Jeg brækkede mig i min gymnasiekærestes påsyn - oh, nederlag. Jeg skal ikke glemme hende for diskretion og overbærenhed. Så løb jeg hele vejen fra Fruens Bøge hjem til kasernen.
St. Knuds Lauget arrangerede en weekendtur til en spejderhytte uden for byen. Vi cyklede naturligvis frem og tilbage. Det var før, privatbilismen blev almindelig, og forældre kørte rundt med deres afkom. Her medbragte vi et par flasker "pulimut" (danskfabrikeret vermouth ved navn "Patria"!). Vi måtte gå lidt diskret til værks, for der skulle være lærere med. Men om udbredt drikkeri endsige brug af narkotika var der slet ikke tale. Derimod nok om tobak. Jeg skylder Sct. Knud min kærlighed til og afhængighed af piberygning.
3. g bød på et par privilegier, et rum i kælderen, hvor vi kunne opholde os i frikvartererne om vinteren, og rektors have til højre for indkørslen, som vi havde adgang til om sommeren. Begge steder måtte der ryges. I den anledning anskaffede jeg mig min første pibe og stoppede den med "Singelton". Købmanden, der solgte mig tobakken, var en vaskeægte fynbo. Han spurgte på fuldtonende dialekt: "ska det vær plae eller pluk?" (pladetobak eller cut plug).
Pengene til sådanne udskejelser og lidt til måtte jeg selv tjene. Det foregik i sommerferierne. Et år var jeg garderobemand i friluftsbadet, men kaldte mig livredder, fordi jeg en sjælden gang imellem vikarierede i det job. Det gav større prestige end at modtage og udlevere tøj i omklædningsrummet. Et andet år var jeg i ærtehalmen på Fyens Konservesfabrik. Store læs af ærteplanter, som var revet op med både rod og top, blev afleveret på en gårdsplads i fabrikken, og dér skulle jeg og andre flå det fra hinanden - det var hårdt, ærtehalm hænger som bekendt sammen - og smide dem op i et tærskeværk, hvorfra ærterne løb ud gennem et rør forneden.
Der var en konkurrerende virksomhed i byen, Odense Konservesfabrik. Her søgte jeg arbejde ved iført kedeldragt at stille mig op i morgenkøen af arbejdssøgende, men blev forbigået sammen med adskillige familieforsørgere. Sådan gjorde jeg også sociale erfaringer uden for skolen. Men at jeg havde social opdrift, kan der ikke være tvivl om. Noget af fortjenesten ved ærtetærskeriet gik til en tennisketsjer, så jeg kunne spille på banerne i Fruens Bøge.