Et år på Sct. Knuds Gymnasium -- 1965-1966  -- En anderledes synsvinkel
Billeder

 Til ære for Sct. Knuds 150-års jubilæum ønsker jeg at fremsætte mit indtryk af hvordan det var at være en elev på gymnasiet i skoleåret 1965-1966. Min synsvinkel er anderledes end andres fordi jeg var en udvekslingselev.
   Jeg kom til Sct. Knuds gennem et AFS-udvekslingsprogram. I det år var jeg den eneste udvekslingselev på Sct. Knuds og også den eneste af en sådan elev på Fyn. Jeg kom fra Portola Valley, dengang en lille by i Californien i U.S.A. Jeg ansøgte om udveksling i efteråret 1964, men jeg kun hørte at jeg skulle til Danmark juni 1965, lige før jeg blev færdig med min amerikanske ”high school”-uddannelse.
   To uger efter afslutningen sejlede jeg til Europa og Danmark. Det var et land som jeg vidste ikke så meget om. Selvfølgelig kunne jeg ikke tale eller læse dansk. Udsigten til at være en gymnasieelev var spændende og også en lille smule forskrækkelig.
   Jeg ankom til Rotterdam 6. juli. Sammen med 17 andre amerikanske elever rejste jeg til Korinth Landbrugskole hvor vi fik tre ugers intensiv sproguddannelse. Da sprogkurset var afsluttet kom jeg til Odense for at bo hos min vært, Orla og Astrid Grarup og deres familie. To uger efter at sprogkurset var afsluttet begyndte skoleåret på Sct. Knuds (og sådan gik min sommerferie forbi!). Min danske familie borede i den gammel Rytterskole i Odense, på Hunderupvej, med en kort gang til Sct. Knuds.

Det er svært for mig at skrive om min oplevelse på Sct. Knuds med hensyn til gymnasiet i dag i 2003, fordi det har ikke været muligt for mig at vende tilbage til Odense siden 1966. Selvfølgelig skolen og eleverne har ændret sig meget på 37 år. Altså jeg skal give min synsvinkel fra et 1966-perspektiv. De som kender Sct. Knuds i dag kan gøre deres egen sammenligning.

 Ankomst og den første tid
Mit første indtryk af Sct. Knuds Gymnasium var meget stille. Den første eftermiddag da jeg ankom til Odense, min danske mor og jeg gik over til at kigge på skolen. Det var en lørdag og eneste menneske ”hjemme” var gartneren. Jeg syntes at skolen så ud dejlig, i det mindste haven.
   Først tirsdag den 10^de august fik jeg en meddelelse: ”Dick! Sct. Knuds Gymnasium, torsdag, kl.10, 2G matematik, værelse 39”. Så... torsdag gik jeg til skolen at begynde et liv som næsten en ganske almindelig gymnasieelev. Jeg skriver ”næsten ganske almindelig” for jeg indså at jeg skrev en meget enkel slags dansk, det var svært for mig at tale et mærkeligt sprog og jeg kunne forstå bare et par ord fra den første lærer. (Tre uges intensiv sproguddannelse syntes pludselig at være ikke så meget!).

Men mine nye klassekammerater kom til min undsætning. Vi var 21 i 2Y, 6 piger og 15 drenge. På een eller en anden måde, de allesammen hjalp mig, den første dag og helt gennem året, i hvert fald indtil jeg kunne klare mig alene. Min sidekammerat, Steffen, især var hjælpsom og tålmodig. Med hjælp fra klassekammerater lærte jeg skolens sædvanlige forretningsgang, som var, på mange måder, meget forskellig fra min amerikanske oplevelse.

Elev eller gæst
På denne tid var venskaber meget vigtige. Verden var ikke nær så lille som den er nu. E-mail eksisterede ikke. At telefonere til min amerikanske familie var alt for dyrt, og man var nødt til at bestille en tid to uger på forhånd. Min eneste måde at stå i forbindelse med dem hjemme var at skrive et luftbrev, og sådan et brev tog omkring 10-14 dage at ombære. Uden venner og min danske familie mit liv i Danmark på en nu anderledes skole kunne blive meget ensomt, især som en udvekslingselev.
   At være en udvekslingselev på Sct. Knuds i 1966 syntes at have ingen betydning for gymnasiet, eller i hver fald syntes jeg det i begyndelsen. Jeg er endnu ikke sikker på at mine klassekammerater i forvejen vidste at der skulle være en amerikaner i deres klasse. Det også så ud til at mange af lærerne ikke vidste at der fandtes sådan en elev i 2Y. Men lige så snart jeg måtte udtale et par ord var det klart for allesammen.
   På mange måde begyndte jeg hurtigt at have en følelse af at jeg var bare en anden elev. Den var nødvendigt at studere ligesom de andre og at prøve at blive lige så god som muligt som en elev. Altså, jeg studerede langt og hårdt. Jeg skrev danske stile, lavede opgaver i matematik, fysik, kemi, o.s.v., og jeg gik op til eksamener. I begyndelsen mine stile havde mange grammatiske fejl. I fysik, hr. Gunge morede sig med det enestående dansk jeg skrev i fysikopgaver, men vi begge to fik os en ordentlig latter sammen. Jeg også fik karakterer i stile, opgaver, eksamer, o.s.v. Derfor var jeg overrasket (og skuffet) da rektoren uddelte karakterbøger den første gang. Jeg fik ingen bog. I stedet han sagde noget om at ”vores gæst skal få ros”. Pludselig kæmpede jeg med om jeg var en elev eller en gæst.
   Til sidst syntes jeg at jeg var en almindelig elev. Næsten alle lærerne og eleverne behandlede mig som en elev og ven. Og det var jeg meget glad for. For ganske få var jeg altid en fremmed, og derfor forskellig. På grund af det følte jeg mig frem med at prøve at blive så dansk som muligt. Som året gik forbi det var uheldigt at opdage at de fleste elever, bortset fra 2Y, havde slet ikke en idé om at Sct. Knuds havde en udvekslingselev. Lejligheden til at få nogen international forstålse fra et udvekslingsprogram er begrænset med en sådan isolationisme.

Lærerne
Alle lærere som jeg havde på Sct. Knuds var meget forskellige fra hinanden og havde forskellige forbindelser med mig. Hver lærer havde sine egne enestående personligheder og talenter. Med kun en undtagelse gik det godt med hver enkelt. På den negative side var en lærer som hylede ad mig i min første time, fordi jeg ikke havde fået alle mine bøger bundet ind. Det var den eneste gang i året at han talte til mig (en mærkelig måde at tilbringe et år sammen). Han ofte udtrykte til klassen en stærk negativ misstemning mod hvad som helst amerikansk. Jeg gættede at jeg var en del af ligningen, men den var kun på en time om ugen.
   I den anden ende var et par lærere som prøvede at være alt for meget hjælpsomme, i hvert fald i begyndelsen. For eksempel de talte meget langsomt til mig, ofte på engelsk, selv om jeg forstod dem på dansk. Til sidst vi klarede os godt.
   I den klasse som vi havde de fleste dage om ugen var jeg lykkelig nok at også have de bedste lærere. Til fysik havde vi hr. Gunge som var også vores klasselærer. Han var meget præcis og han krævede meget af mig, ligesom af alle de andre i klassen. Men han kunne også give os ros hvis vi lavede et godt arbejde. Hans humor var pragtfuld.
   I mange år havde jeg mange meget fine lærere til matematik, men der findes ingen som var bedre end hr. Vetter. Jeg tror at jeg tit underholdt ham med min anderledes måde at løse problemer. Det glæder mig meget at læse i år at han blev skolens rektor gennem mange år. Jeg tænker mig at han var lige så god som rektor som han var i matematik.
   Hr. Mollerup lærte os engelsk og musik. Jeg er sikkert på at jeg udfordrede ham da han prøvede at lære de andre i klassen engelsk, fordi jeg talt ”forkert” engelsk. Dengang, i hvert fald, skulle man lære Oxford engelsk hvis man skulle have succes til studenteksamen. Den slags engelsk kunne jeg ikke tale; det var lige så umuligt som at tale dansk! (Men faktisk blev det meget interessant da jeg rejste tilbage til Amerika. Mange herovre syntes at jeg talte engelsk mere som en englænder end tidligere.) I musik fandt hr. Mollerup og jeg et fælles sprog. På denne tid havde jeg en drøm om at spille valdhorn i et symfoniorkester. Det lykkedes hr. Molleup at holde denne flamme i min sjæl. Jeg manglede stemmen til at synge, altså desværre kunne jeg ikke være med i kor.
   I historie var hr. Trommer fuldstændig og pertentlig. Han regnede med at jeg skulle deltage i klassen som de andre. Ofte han lod mig bidrage med en amerikansk vinkel på en klassisk europæisk adgang til historie. Og at være op i historie var altid en spændende begivenhed. I modsætning til det var jeg ofte fuldstændig fortabt i dansktimerne, og hr. Keinicke var behagelig nok at lægge mærke til det. Før jeg kom til Danmark vidste jeg næsten slet ikke noget om danske forfattere og digtere. I første uge i skoleåret læste vi Adam Oehlenschläger. Det var en stærk kontrast til den første bog at jeg læste på dansk fire uger tidligere, det stort mesterværk ”Pas på Pussa” (jeg har glemt forfatteren!). Det varede lang tid før de danske forfattere blev nemmere for mig at læse og forstå.

Jeg også fik muligheden for at lære at kende nogle andre af Sct. Knuds lærere uden for 2Y klassen. Frk. Friborg, bortset fra at undervise i fransk og historie, var iscenesætteren af en skolekomedie som fandt sted i januar og som 2G var ansvarlig for. Jeg blev hendes specialprojekt i skuespillet ”Hendes Fjerde Mand”. Hun gav sig særlig tid til at lære mig min rolle, sådan at publikum kunne godt forstå mig. Det gik ganske godt. Jeg blev forståelig nok til at nogle af publikum troede at jeg var en dansker som lød som en englænder. (Det var jo dejligt fordi jeg spillede en engelsk herre!). På mange måder var skuespillet min afslutningseksamen i det danske sprog. På grund af Frk. Friborgs hjælp mit hverdagsdansk blev bedre meget hurtigere i december og januar. Vi arbejdede godt sammen og jeg er hende evindeligt taknemmelig for hjælpen, godheden og venskabet.

Undervisningen
At studere på et dansk gymnasium var en ny oplevelse. I den amerikanske ”high school” man havde ikke sin egen klasse som, for eksempel, 2Y på Sct Knuds. I stedet man gik til forskellige klasser til forskellige studiefag, med forskellige elever. Som resultat man havde en klasse med 20-30 elever til en time og den næste time havde man en helt anderledes gruppe elever. Under sådanne forhold man fik få muligheder at lære klassekammerater godt at kende, som man kunne i det danske gymnasium. Den amerikanske high school har heller ikke de specielle optagelseskrav som gymnasiet. Altså finder man en stor forskellighed af elever. Sådan en skole er ikke kun for dem som skal på universitetet og seminariet. Mange gange har disse klasser derfor en mindre grad af vanskelighed. Hvis man gerne vil til universitetet, som jeg gjorde, man tog et særskilt højere kursus. Dette kursus hjalp mig også på Sct. Knuds, især med matematik, fysik og kemi.

   På den amerikanske high school finder man ikke noget som ligner studenteksamen. Karaktererne man fik hvert år i fagene var mest betydningsfulde hvis man skulle på universitetet. I Danmark var det svært for mig at forstå vigtigheden af studenteksamen. Jeg syntes at et indirekte resultat af det store eftertryk på studenteksamen var at man havde ikke så mange åbne diskussioner i Sct. Knuds gymnasieklasser (ud over hvis den havde en betydning til studentereksamen). Altså  klasserne var mere formelle og havde stærkere struktur end jeg var vant til. Jeg var heller ikke vant til at være oppe i en klasse, måske i næsten den hele time. Det kunne være en uhyggelig erfaring, selv om man har læst lektierne godt i forvejen. Jeg havde fornemmelsen at vi havde ikke så mange skriftlige opgaver på Sct. Knuds som jeg var vant til i min amerikanske uddannelse, men måske det var på grund af at jeg var i den matematik-fysiske og ikke den sproglige linie.

Traditioner
Hver skole udvikler traditioner og Sct. Knuds var ikke en undtagelse fra regelen. Nogle af disse traditioner syntes mærkelige for mig og var svære at tilpasse sig i begyndelsen.
Min sidekammerat måtte tage fat i mig den første dag lige før jeg begyndte at gå over aulagulvet. Jeg aldrig blev helt sikker på grunden til at vi måtte gå rundt om aulagulvet. Jeg havde aldrig før stået op da læreren kom i klassen, men det lærte jeg hurtigt. (Det også blev svært at ikke gøre sådan da jeg vendte tilbage til et amerikansk universitet!).
   Hver enkelt klasse havde deres egne specielle områder på Sct. Knuds. 2G havde rettigheden at gå rundt om en flisegang som omgav en græsplæne foran rektorbygningen. Vi også havde vores egen smukke have lige på den anden side af gangen. På en varm forårsdag var det dejligt at være derude i frikvarteret. Men vi skulle ud hver dag uden hensyn til vejret.
   På skole i Amerika havde vi intet som lignede morgensang, som på Sct. Knuds gik for sig efter første time. Jeg glædede mig over muligheden for at synge hver dag, men jeg fik indtrykket at der var nogle elever og lærere som var ikke så ophidsede.
   Før mit år i Danmark havde jeg aldrig gået i skole 6 dage om ugen. Det glædede mig at skoledagen var færdig klokken to, men jeg savnede at få lørdag og søndag fri. Da vi kun fik en dag fri var det svært for mig at være helt klar og at hvile mig nok til mandag.
   På Sct. Knuds savnede jeg de mange aktiviteter efter skoletid som jeg var vant til i Amerika. På Sct. Knuds fandt jeg ikke lige så mange muligheder for at være med til sport, musik, drama, o.s.v. Men jeg glædede mig over de muligheder som eksisterede, fordi det var en af få muligheder for at lære at kende eleverne fra andre klasser. Uden at være med til skolekomedien og forårskoncerten, ville mine venskaber kun have været med klassekammeraterne i 2Y. Jeg syntes at den lille klasse som man skal være med i tre år havde gode og dårlige sider. Det var dejligt at have 20 gode venner gennem året. Klassen var næsten ligesom en familie. For eksempel har jeg særlige minder om vores 2Y-julefest. I modsætning til det var det meget svært at skabe venskaber med elever fra andre klasser når man kun fik 10 minutters frikvarter sammen. Det var især svært hvis dine venner boede ud på landet.

Til sidst

Så...hvad fik jeg ud af et års tid på Sct. Knuds?  Det var en enestående erfaring som glæder mig endnu i dag. Først og fremmest fandt jeg meget gode venner på skolen, begge lærere, klassekammerater i hele 2G, men især de 20 dejlige mennesker fra 2Y. Der var nogle venskaber som forandrede mit liv for altid. Jeg bare beklager at i løbet af mange år har jeg tabt kontakt med mine kammerater.
   Kundskaben jeg fik i klasserne bruger jeg ikke direkte i mit liv som det er nu. Selv om der var muligt at fortsætte et år mere og blive student, jeg tvivler på at min gymnasieuddannelse kunne være en stor hjælp for mig som den bonde jeg nu er. Man lærer ikke så meget på gymnasiet om hvordan man skal dyrke og avle får, i hvert fald ikke i 1996. Men jeg har lært at se på livet på en helt anden måde end før jeg boede i Danmark. Endnu i dag har jeg en dansk vinkel på mange, mange ting. Det forbavser mig fortsat at næsten hver dag tænker på min tid i Danmark og især året på Sct. Knuds.

                                                                                                                                    ***

I skal have tak for muligheden for at skrive noget til 150-års jubilæet. Jeg bare håber at det som jeg skriver på dansk er endnu forståeligt for jeg trænger til lidt øvelse.

Dick Regnery
Sturgeon Bay,  Wisconsin 54235

Skolen i 60'erne

Skoleforestillingen "Hendes fjerde mand"
   Tilbage