Hvem var hun egentlig, den gamle dame med tilbagestrøget hår og højhalset kjole på maleriet i trappeopgangen? Hvis man spørger skolens ansatte, vil de fleste nok vide, at hun hed Louise Winteler og var skolens stifter. Men maleriet er mørkt og af den slags, man går forbi uden videre opmærksomhed.
Min nysgerrighed blev vakt, da vi sorterede i de gamle fotos i forbindelse med jubilæumsskriftet. Et album i skolens arkiv er fyldt med ældgamle fotografier af Louise Winteler i forskellige situationer – i sit arbejdsværelse og ude i naturen, alene eller sammen med nogle venner.
Personernes tøj ser tungt og stift ud, ansigterne er næsten udviskede. At de virkelig er snapshots af livfyldte øjeblikke er næsten ikke til at forstå. Men Louise Winteler har med sirlig blækskrift kommenteret hvert enkelt billede og derved gjort det lettere at forholde sig til motiverne. Kommentarerne er tyske ordsprog og citater fra romantiske tyske digte. "Es murmeln die Wellen, es säuselt der Wind", står der for eksempel under et billede, hvor hun sidder alene på en bænk med havet i baggrunden.
Albummet giver indtryk af en gennemført selviscenesættelse, temmelig meget anderledes end den, moderne skoleledere ville finde på at bruge. Ord som patetisk, højtravende, fremmedartet farer en i hovedet.

Snedkerdatter med lærerindeambitioner
At den gamle dame har haft betydning, finder man ud af, når man begynder at grave ned i de gamle kilder.
På Hempelske Boghandels Forlag i Odense udkom i 1925 en erindringsbog af hende, "Minder fra et langt liv". Erindringerne strækker sig fra hendes fødeår, 1834, til april 1921, hvor hun som 87-årig satte det sidste punktum i bogen. Det var fire år før hendes død den 31. marts 1925.
"Det er for at opfylde mine Venners Ønske, at jeg giver mig til atter at vandre i Mindernes Land; jeg lader Tanken gaa tilbage til fjerne Tider og steder, til min Barndoms Egne, der synes mig nu, da Livets Aften er nær, at have mere af Drømmenes taagede Skygger end af Virkelighed over sig". Sådan indleder hun sin bog. Den let vemodige tone klinger mange steder i fortællingen.
I første kapitel beretter Louise Winteler om sin opvækst i Slesvig-Holsten, der dengang var en del af Danmark. Hendes far havde en stor snedkerbedrift. Forældrene beskrives som hårdtarbejdende og nøjsomme, i gang senest klokken 5 om morgenen både sommer og vinter. Alligevel var det svært at få pengene til at slå til. Louise var den ældste ud af tretten børn.
Louise Wintelers far var ikke nogen typisk snedker, hvad kundskaber angik. Det var ham, der lærte hende at læse, og når hun som lidt ældre fik lov at følge med ham ud at besigtige huse, deklamerede han lange digte på gåturen. På den måde fik hun kendskab til blandt andet Schillers romancer og ballader.
En anden, der fik stor indflydelse på hende, var digteren Klaus Groth, der en overgang var ansat som lærer i underskolen i Heide. Han satte børnene ind i poesi og H. C. Andersens eventyr, "lukkede en Verden af Skønhed op for os, om hvilken vi hidtil ikke havde haft nogen Anelse".
Louise Wintelers ordvalg afslører, at hun var barn af den tyske højromantik. Det gør hendes selviscenesættelse i det gamle fotoalbum mere forståelig.

Hun så det at blive lærerinde som et kald, en "iboende trang", fra hun var helt lille. Faderen fortalte om sin søster, der underviste nogle piger i sit hjem i København, hvilket gav næring til drømmen. Men hvordan realisere den? Piger fra fattige hjem forventedes at stoppe skolegangen senest ved konfirmationsalderen, og nogen formaliseret uddannelse for lærerinder - eller for kvinder i det hele taget - fandtes ikke på den tid.
Da Louise var 14, satte faderen hende i et pigeinstitut for byens fine børn. Hun blev hånet for sit tarvelige tøj, men led i tavshed og sled med lektierne. Derefter var det slut med økonomisk hjælp hjemmefra. Ved egen kraft fik hun skaffet legatmidler, så hun kunne fortsætte skolegangen i Doris Badens pigeskole i Altona.
Med Doris Badens hjælp fik hun som 17-årig sin første plads som lærerinde. Hun skulle undervise fire gårdmandsdøtre, men blev chikaneret af deres storebror og kunne ikke leve op til de krav, der blev stillet. Til stor skuffelse for hende selv og hendes far måtte hun derfor forlade pladsen i 1852 efter halvandet år.
Så gik der et lille års tid med at gå moderen til hånde og føle sig uduelig, indtil hun tog mod til sig og skrev til sin mors faster i Odense, fru Delcomyn, om hun ikke kunne skaffe hende en lærerindeplads i Danmark. Svaret var positivt. Den 1. juni 1853 kunne Louise Winteler åbne en skole i fru Delcomyns dagligstue i Nørregade med to elever fra velhavende hjem i Odense.
Det var den beskedne start på Sct. Knuds Gymnasium for 150 år siden.

Skolen voksede
Louise Wintelers skole skiftede adresse en del gange i de følgende ti år. Hun husker tiden som omflakkende, skolestuerne som mørke baggårdslokaler. Trods alt var flytningerne et udtryk for succes, idet de skyldtes en støt voksende elevtilgang. I 1863 lykkedes det at finde et fastere tilholdssted i nogle nybyggede lokaler på Klingenberg. Her blev skolen i 17 år.

I de efterfølgende 60 år, fra 1880-1940, havde skolen til huse på Klostervej 7, hvor der i 1908 også blev opført en gymnasietilbygning. Den nye skole blev finansieret med en bevilling fra staten og et rentefrit lån skaffet af gode venner sammen med Louise Wintelers egne opsparede penge. Den gjorde det muligt for hende at indrette sit eget hjem i en del af skolen, så hun ikke længere skulle bo i trange lokaler uden mulighed for at invitere gæster.
Man må sige, at hun klarede sig bemærkelsesværdigt godt i den hårde konkurrence om eleverne. Der var omkring 30 privatskoler i Odense, da hun startede i 1853; i 1880 havde hendes skole arbejdet sig op til den største af dem. En position den beholdt, til den blev statsskole i 1920. Det var her, døtrene fra det højere borgerskab blev sendt hen, og det var pigerne fra Wintelers Skole, der en gang om året blev inviteret til skolebal hos drengene på Odense Katedralskole.
Successen kom ikke uden modgang. Faktisk var hun tæt på at give op i årene omkring 1864, hvor hun blev beskyldt for ikke at være tilstrækkeligt dansksindet og kristen. Anklagerne kom især fra tilhængere af de grundtvigske skoletanker, der på det tidspunkt havde fået oprettet en forberedelsesskole med stor fremgang i Odense.
Louise Winteler var begyndt at afholde afgangsprøver, hvilket var et særsyn i de private skoler. For grundtvigianerne var en skole, der holdt eksamen, en uhyrlighed, skriver hun, "det var det samme som at tage Hvedekornet op af Jorden og se, om det voksede". De mest radikale grundtvigianere gik ind for, at børnene kun skulle gøre det, de havde lyst til, og ikke køre efter et fastlagt skoleskema. Det levende ord skulle træde i stedet for lektielæsning. "»Kundskaben opblæser«, det fik jeg ofte at høre", skriver hun. Men Louise Winteler var langt mere visionær og ambitiøs på sit køns vegne.
Uden tvivl var netop hendes vægtning af kundskaber og eksamen en vigtig årsag til hendes skoles fremgang. Der var brug for en skole, hvor borgerskabets døtre kunne få en grundig undervisning - og få papir på det. Louise Wintelers Skole blev eksamensskolen for borgerskabets piger, som latinskolen, Katedralskolen, var det for drengene.

Klassebillede 1883
Disciplin, men ikke terperi
Louise Wintelers erindringsskrift er ikke nogen pædagogisk programerklæring. Alligevel får man rundt omkring et indtryk af, hvilke undervisningsmetoder hun gik ind for, og hvilke hun absolut ikke brød sig om.
Trods opfordring om at træde ind i grundtvigianernes kreds forblev hun udenfor. Deres holdning, at al tvang var af det onde, var ikke hendes kop te: "Jeg har altid næret den Overbevisning, at hvad der er værd at eje, det maa der arbejdes for; man bliver ikke udviklet derved, at andre gør Arbejdet og meddeler Resultaterne til en".
Efter Louise Wintelers mening blev disciplinen rundt omkring på skolerne efterhånden for slap. Det gjaldt også på hendes egen: Pigerne "snakker sammen saa at sige alle Vegne, endog i Undervisningstimerne". Det var gået over gevind med den personlige frihed, syntes hun, og hun var ikke i tvivl om, at årsagen til miseren var den grundtvigske indflydelse.
At dømme efter Harriet Ohrhammer Madsens karakteristik af Wintelers Skole, da hun gik der i starten af 1900-tallet, var det nu så som så med elevernes frihed: "… der rådede en egen ånd der. Respekt for skolen, lydighed og ærbødighed over for lærerinderne - hvad de sagde, var lov." Med til billedet hører også, at eleverne fik ugentlige karakterer.
Modstanderne af Louise Wintelers Skole slog den i hartkorn med latinskolerne, de såkaldte sorte skoler. Men rent faktisk var hun meget kritisk over for den sorte skoles metoder. Terperi og fysisk afstraffelse fandt hun uanvendelige til det, hun mente var hovedsagen: at udvikle elevernes iboende evner og arbejdsglæde.

5. klasse 1921
Louise Winteler fremstår med sit skolesyn som eksponent for 1800-tallets borgerlige dannelsesbestræbelse. Den gode lærer skulle ifølge hendes opfattelse være en moden og fast, men kærlig vejleder, som gennem sin personlighed påvirkede eleverne til at erkende styrken hos dem selv. "Det har været min store Glæde at staa lige over for en Flok lyttende Pigebørn og at undervise dem, lukke deres Sjæl op for, hvad der levede i mig, prøve paa at lære dem deres egne Evner at kende".
Udenadslæren, som hun kalder "Ramseriet", var en udbredt metode i danske skoler dengang. Frk. Winteler overværede mange offentlige eksamener i folkeskolen, hvor eleverne trak et spørgsmål og dernæst gengav bogens afsnit om det pågældende emne helt ordret. Lærerne stillede ingen uddybende spørgsmål. Hun fandt det ganske forfærdende. For hende gjaldt det om at sætte børnene selv i gang, "lære dem at se selv..., at forstaa Forbindelsen imellem Aarsag og Virkning og faa dem til at spørge".
For eksempel forsøgte hun at forbinde grammatikundervisningen i engelsk og tysk med øvelser i aktiv sprogbrug. I geografi lærte hun børnene om de forskellige landes kultur gennem fortællinger og billeder, hvor det gængse ellers var at terpe bynavne, floder osv. i remseform. I historie fortalte hun om betydningsfulde historiske begivenheder og landets store mænd med det formål at indgyde eleverne respekt for fædrelandet og dets historie og kultur. Oehlenschläger og Christian II nævnes som eksempler på store mænd i hendes erindringsskrift – og også Grundtvig, hvis format som nationalromantisk forfatter og salmedigter hun altså anerkendte, selv om hun ikke kunne gå ind på grundtvigianernes friskoletanker.
Hun må have været god til at fortælle. Sophie Breum genkaldte sig geografitimerne med Louise Winteler i Fyens Stiftstidende ved skolens 50-års jubilæum: "Ordene svæve ikke hen over Hovedet paa Tilhøreren, men slutte sig sammen om Emnet, saa Eleven ser det for sig, som Frøken Winteler beskriver med denne intense, myndige Kraft, dette klare Overblik, som er Nerven i hendes pædagogiske Kunst".
Karl Mortensen, en ung lærer ved Katedralskolen, overværede flere gange Louise Wintelers undervisningstimer og karakteriserede dem som planmæssige, velforberedte, strenge for eleverne, "men opstrammende og forfriskende: Arbejdsglæde og Fremdriftsfølelse er jo smittende".
Hvilke elementer, der skulle indgå i en ung piges dannelse, kan fagrækken i skolens første årtier give et indtryk af. Louise Wintelers elever havde dansk, skrivning, regning, historie, religion, naturhistorie, geografi, håndarbejde, sang, tegning, tysk fra 3. klasse, fransk fra 5. klasse, engelsk fra 7. klasse og - efter 1886 - fysik og matematik fra 8. klasse.

Håndarbejde havde de på alle klassetrin, begyndende med seks ugentlige timer, gradvist faldende med to timer, så der i 9. klasse var to timer pr. uge. Fra 1898 fik pigerne også husgerning. Hendes skole var den første i landet, som fik et skolekøkken; ideen havde hun fået fra Norge. Det var ni år tidligere end de kommunale skoler.
Hun fandt det således væsentligt, at piger lærte respekt for det huslige arbejde. Men først og fremmest skulle de have en solid boglig viden og tro på egne evner.
Hendes skole var for pigerne et kæmpeskridt frem i forhold til ordene i skoleloven af 1814:

En foregangskvinde
De ord, Louise Winteler selv kan karakteriseres med, ligner også mere dem i drengerækken ovenfor end dem, piger skulle opdrages til i starten af 1800-tallet. Alt i alt giver erindringsskriftet indtryk af en dygtig, energisk, viljestærk og ilter kvinde, som stillede strenge krav til andre, men også var selvkritisk, nøjsom og beskeden. Der findes en del beskrivelser af hende, som bekræfter dette indtryk. Agnes Phillipsen, som gik på skolen i starten af 1900-tallet, giver følgende signalement: "Hun var en rank og stolt personlighed, der stod gny om, den største i dansk pigeskoles historie. Der udstrålede fra hende en kraft, der næsten virkede overvældende, og man havde den følelse, når hun så på én med sine vidende øjne, at hun kunne se durk gennem én ... Havde man behov for hjælp, var hun altid parat, ja ganske enestående".
Wintelers erindringsskrift vidner om international orientering. Hun foretog mange studierejser til udlandet med henblik på såvel pædagogisk udveksling som personlig udvikling. Skriftet vidner også om talent for at skaffe sig nyttige forbindelser. Hun havde en mængde kontakter at trække på, når nye ideer skulle føres ud i livet, venner med indflydelse og penge.
Som de fleste af datidens lærerinder forblev hun ugift. Erindringsskriftet siger ikke hvorfor. Men på den tid kunne en erhvervskarriere ikke forenes med rollen som gift kvinde og husmor.
Louise Winteler var på mange måder konservativ, men hun var samtidig en foregangskvinde. Ved at lave en pigeskole med en ordentlig undervisning var hun med til at bane vejen for kvinder i samfundslivet. Hun var den første, der afholdt offentlig eksamen i en privat pigeskole, og den første, der kunne tilbyde piger i Odense mulighed for at tage en studentereksamen.
I skolens årsberetning fra 1911 argumenterer hun for, at det har været rigtige prioriteringer: "Saaledes som Forholdene efterhaanden har udviklet sig, bliver det mere og mere nødvendigt for den unge Pige selv at bryde sig en Vej og betrygge sin Fremtid. Og dertil maa Skolen hjælpe hende ved at give hende Lejlighed til videre fyldig Uddannelse". Kvinder fik stemme- og valgret i 1915.

Næsten alle Louise Wintelers elever var piger fra velhavende hjem, men at hun i en lang årrække sad i bestyrelsen for "Hjelpefonden til Støtte for arbejdsdygtige ubemidlede unge Kvinders Uddannelse" tyder på, at hun havde blik for problemet i den skæve sociale rekruttering. Hun havde jo også selv taget opturen fra ubetydelig snedkerdatter til højt agtet skoleforstander.
Beviser på anerkendelsen var blandt andet, at hun som den første kvinde i landet blev udsendt som censor. Hun var også den første kvinde i provinsen, der opnåede at få den kongelige fortjenstmedalje af guld. Den fik hun ved skolens 50-års jubilæum i 1903.
Andre markante kvinder i dansk pigeskoles historie var Nathalie Zahle i København og Theodora Lang i Silkeborg. Der foregik en stor erfaringsudveksling de tre kvinder imellem. I 1893 startede Winteler og Lang foreningen "Den danske Pigeskole", som blev et vigtigt debatforum for pigeskolernes bestyrere. Louise Winteler var formand for foreningen fra 1893 til 1911.
Foreningen så det som en af sine hovedopgaver at arbejde for at forbedre forholdene for de kvindelige lærere. Privatskolerne kunne ikke tilbyde så høje lønninger som stat og kommune, da de så godt som ingen tilskud fik. Lærerinderne var ekstra hårdt ramte. Det var før ligelønnens tid - en lærerinde måtte nøjes med to tredjedele af en mandlig kollegas løn for samme arbejde. De lave lønninger gjorde det umuligt for lærerinderne at lægge noget til side til gamle dage. Derfor oprettede foreningen en pensionskasse, og den fik samlet private midler til at bygge Den danske Pigeskoles Hvile- og Feriehjem, som blev indviet i 1912. Hjemmet var åbent hele året for både mandlige og kvindelige lærere.
De private skolers vanskeligheder med at konkurrere med de lønninger, staten og kommunen bød lærerpersonalet, var baggrunden for, at Louise Wintelers Skole i 1920 blev overdraget til staten. Det var en svær beslutning, skriver hun, men alternativet var udsigt til at måtte nøjes med andenrangslærere. Den risiko var hun ikke til sinds at løbe, og hun var også i stand til at glæde sig over, at lærerne - efter at være overgået til statslige lønninger - fik langt bedre vilkår end førhen.

En forstandig overdragelse
Louise Wintelers søsterdatter, Margarethe Hoffmann, flyttede som 19-årig ind hos hende og blev lærerinde på skolen. Fra 1904 blev hun medbestyrerinde, og i 1912, hvor Winteler trådte tilbage, overtog hun forstanderposten.
Louise Winteler beskriver hende som kærlig, engageret og langt mere rolig og behersket end hende selv. Hun havde ikke sin mosters karisma, men pligtfølelse, arbejdsomhed og varme var fælles for de to kvinder.
Margarethe Hoffmanns forstanderperiode blev kun kort, hun døde som 48-årig i 1926, året efter Louise Winteler.
Når jeg fremover passerer maleriet i trappeopgangen, ved jeg lidt mere om, hvem den gamle dame var. Hun ser træt ud, men også tilfreds. Jeg kan næsten høre hende tale ud af maleriet i erindringsskriftets afslutningsord: