Emner og arbejdsformer
Undervisningen i de tre studieretningsfag, er kendetegnet ved samarbejde om fælles temaer. Emnerne behandles på tværs af fagene. Samfundsfag giver den politiske, økonomiske og sociale tilgang til anvendelsen af naturvidenskaberne i hverdagen. Det kan fx dreje sig om at belyse politiske og økonomiske interesser bag godkendelse af brug af kemiske stoffer i fødevareindustrien. Kemi arbejder med f.eks. lægemidler, miljøkemi, farvestoffer m.v. Faget kan bidrage med sikker viden til den samfundsfaglige debat om risikoen ved at anvende særlige stoffer, der bliver kritiseret for eksempelvis at være kræftfremkaldende. Der er i kemi eksperimentelt arbejde. Det starter med små simple forsøg og går videre med større eksperimenter.
I undervisningen vil du komme til at arbejde med konkrete og aktuelle sager hentet fra medierne. Der vil også blive lejlighed til at se nærmere på nogle af de konkret kemiske virksomheder, vi har i Danmark, såvel som kemiske virksomheder på det globale plan. I matematik kan du fx arbejde med principper for linieføring af vejnet mv eller komme nærmere ind på, hvordan de statistikker, der anvendes i samfundsfag, er fremstillet.
De tre fag samarbejder med dansk, historie og øvrige fag med henblik på at give dig en sammenhængende og nuanceret omverdensforståelse.
I alle tre fag vil du komme til at arbejde med moderne IT-hjælpemidler - dels til formidling og dels til dataopsamling og databehandling i forbindelse med statistik, spørgeskemaundersøgelser og eksperimentelt arbejde. Elevforedrag vil være en fast bestanddel af undervisning.