Emner og arbejdsformer
I hele forløbet vil der både være stor vægt på gruppearbejde og mere selvstændige arbejdsformer.
I musik arbejdes der både praktisk og teoretisk med forskellige temaer, perioder og genrer. Du vil blive undervist i musikteori, musikhistorie, hørelære og musikudøvelse inden for et bredt spektrum af genrer. Du skal lære selv at skrive musik og spille både egne og andres arrangementer. Offentlige fremførelser for et større publikum fx resten af skolen vil være en naturlig del af musikundervisningen.
I engelsk vil du opnå viden om britiske, amerikanske og andre engelsksprogede landes samfundsforhold og kulturer, og derved også udbygge en forståelse af din egen kulturbaggrund. Gennem tekstlæsningen vil du blive i stand til at læse og kommunikere på engelsk på et højt niveau. Undervisningen i fagets forskellige discipliner vil udvikle din sproglige, kulturelle og æstetiske viden og bevidsthed.
I retorik arbejdes der med mundtlige og skriftlige ytringer - både andres og dine egne. Du vil lære at analysere og vurdere kvaliteten af ytringer og forstå den funktion og den magt der ligge i at udtrykke sig på en bestemt måde i en bestemt situation. Du vil lære at argumentere effektivt for dit standpunkt ved at undersøge, hvordan andre argumenterer. Undervisning i retorik vil udvikle din sproglige viden og bevidsthed og forbedre både din mundtlig og skriftlige udtryksfærdighed.
Eksempler på tværfaglige forløb kunne være: Vestlig musik i mellemkrigstiden, ungdomsbevægelser, beat-musikkens opståen, musiske udtryksformer, Irlands historie og afro-amerikanske kulturformer. I et tværfagligt forløb sidst i studieretningsforløbet vil det fx være muligt at undersøge, i hvilken grad musik og tekst benytter sig af retorikkens virkemidler.
Koncerter, musik- og teaterforestillinger vil være oplagte ekskursionsmål, og Internettet giver rig adgang til kontakt med engelsktalende over hele kloden. Du vil derfor gennem virtuelle arbejdsformer få lejlighed til at udvikle dine evner til at skaffe og anvende informationer og til at forholde dig kritisk til dem.
Et omfattende tværfagligt projekt vil forberede en evt. studierejse, og der vil blive lagt vægt på kontakt med det eksisterende musikliv.